Forleden dag var jeg til en clairvoyant. Hun fortalte mig, at jeg ville blive glad for mit ansigt igen. Det må ærligt siges, jeg er det ikke nu. Men der er også andre ting, der bekymrer mig. Det var egentlig ikke på grund af mit ansigt, at jeg gik til hende. Jeg har problemer med mit helbred, efter et uheld jeg kom ud for. Det er min venstre fod, den er blevet skæv på en eller anden måde. Jeg kan ikke gå mere end to kilometer, så begynder den straks at gøre ondt. Den ene fysioterapeut efter den anden har sagt, at det der, det skal jeg lære at leve med. Da jeg er meget glad for vandreture, det er noget som virkelig inspirerer mig, kunne jeg ikke nøjes med deres oplysninger. Jeg måtte kunne gøre noget mere. Og desperation kræver noget nyt: en clairvoyant, simpelthen.
Efter mit besøg hos den clairvoyante dame, kom jeg til at tænke på, at en forbedring af mit ansigt måske kunne muntre mig lidt op. Da jeg ikke har kunnet gå mine lange vandreture i ca. et års tid, synes jeg at de mørke ringe under mine øjne er blevet til mørke poser. Hvad gjorde jeg så? Ja, hvad gør man disse dage? Man går på internettet, selvfølgelig. Jeg fandt et websted, som virkelig havde fokuseret på det med øjne. De skrev, at jeg måtte besøge en privat klinik, der hed Se verden i øjnene. Ja, hvad gør man som middle aged woman, jo, man tager derhen.
Pigen i klinikken hed Astrid, hun sagde hun havde fået sit navn efter moderen til Pippi Langstrømpe. Hun var virkelig inspireret af Pippi, hun havde to forskellige farve på sine strømper, hun var glad, med lidt skæv humor: ”Ja, de der øjne, de er virkelig på vej et mørkt sted hen”, sagde hun, og grinede. ”Du må se til at have lidt mere sjov. Få lidt ekstra søvn, holde op med al den kaffe, og gå lange vandreture”, sagde hun. ”Undervejs må vi se til at få lidt mere farve på de mørke poser!” Hun begyndte med alle de fif un kendte: dagcreme, primer, foundation og en lysnende concealer. Voilà, der stod et nyt menneske!
Jeg var glad, jeg så virkelig godt ud. Jeg ville gerne give hende al de penge, som klinikken forlangte for behandlingen. Jeg så på pigens fødder og sagde, ”jeg ville ønske jeg havde sådan nogle glade fødder som dine! Mine er helt forbi af træthed og min venstre fod er kvæstet efter en ulykke.” ”Ok”, sagde hun. ”Jeg vil give dig et træningsprogram, noget simpelt noget du skal tænke på, hver gang du går”, fortalt hun. ”Bare se på det her billede – her kan du se, hvordan foden skal rulle frem, hen over storetåen, ikke over fodballen!” Hun var meget engageret. ”Min mor havde mange problemer, men nu er hun helet. Hun kan gå 15 kilometer uden problemer!” Jeg tænkte: det ville da fysioterapeuten have fortalt mig, hvis det var så simpel en opgave … men sagde farvel og tog hjem igen.
Næste dag, på med dagcreme, primer, foundation og lysnende concealer. Så var jeg klar til en skovtur – eller et forsøg til skovtur. Jeg kunne ikke undlade at prøve pigens træningsprogram, og prøvede virkelig at koncentrere mig om den venstre fod og dens bevægelsesmønster. Jeg gik én kilometer, jeg gik to, gik tre, fire … Min venstre fod fungerede igen. Måske havde jeg bare forandret min gang, helt ubevidst, som en følge af mine smerter. Livet er forunderligt. Den clairvoyante dame så noget: Nu har jeg et nyt ansigt – og kan gå lange vandreture igen!