Sådan redigerer jeg billeder

Kids? No, thanks!

 

Screenshot taget fra Netflix, SATC2

 

Jeg har virkelig gerne ville tale om det her, samtidig med, at jeg syntes at det har været et lidt fjollet emne at tage op, når jeg kun er 23 år.

Hvorfor fylder det så så meget?

Det spørger jeg mig selv ret tit om, fordi det er noget, som stresser mig mere end det burde.

Jeg tror, at det kommer lidt af, at der er rigtig mange fra mine tidligere kredse, som er begyndt at få eller allerede har fået børn. Det fylder virkelig meget på min facebookside og hvis ikke jeg ser et scanningsbillede, så ser man maver og nyfødte børn. Jeg er så glad på deres vegne, men samtidig sidder jeg med en knugende angst. Det gør jeg, fordi jeg på ingen måde selv er klar til livet med børn. Jeg har flere gange været i tvivl om, hvorvidt at jeg overhovedet skulle have dem, fordi jeg kan ikke se mig selv som mor.

I virkeligheden så handler det måske ikke så meget om selve børnene, men det handler om al ansvaret og rollen som mor. Det er nok de færreste, som bare kører igennem det uden at føle sig, som en dårlig mor eller om man gør det rigtigt. Jeg ved bare ikke, om jeg er lavet til rollen som mor. Jeg ved simpelthen ikke om jeg kan. Måske kan jeg i fremtiden. Måske giver det mening på et tidspunkt, men som tingene er lige nu, så ville jeg ikke kunne være det.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har siddet som yngre og tænkt “hold op, hvor jeg glæder mig til at få børn”. Det aldrig en tanke eller en prioritering, som jeg har haft eller som har fyldt helt vildt meget i mig. Jeg har altid været meget mere karrieretænkende. Den ene gang fik jeg et spørgsmål på Instagram, om hvad jeg ønskede for fremtiden. Mit svar omhandlede udelukkende mine bøger, mine skriblerier og mine drømme for arbejdet i fremtiden. Det er det eneste der fylder lige nu. Det er det eneste, som jeg kan fokusere på, fordi det er det, som jeg kan forholde mig til. Det er også et ansvar, men på en helt anden måde.

Jeg tror også, at jeg er blevet mere stresset, fordi at flere af mine tættere veninder er begyndt at føle sig meget mere klar til at få børn. Ikke at de hverken er eller bliver det imorgen, men de føler sig mere klar, hvis livet nu skulle tage den drejning.

Det føler jeg på ingen måde. Overhovedet.

For mig er det stadig mere en panikting og med en graviditetstest i skuffen, så kan jeg altid teste det, hvis jeg pludselig synes, at jeg craver underlige ting eller har det ekstra underligt i kroppen. Jeg tror, at jeg er en af de piger, som har taget flest tests. Ikke fordi, at jeg ikke kan finde ud af at beskytte mig, da jeg har taget birthcontrol siden jeg var 16. Jeg passer altid på. Det er heller ikke fordi, at jeg er sammen med alle mulige, men jeg er bare så bange for at se de to streger. For hvad skal der så ske?

Jeg står indtil videre med Fie, som er skøn, men jeg er allerede så overvældet. Jeg er overvældet over en hvalp, seriøst? Jeg ved godt, at de to ting ikke kan sammenlignes, men det er nok det med, at der er en, som er afhængig af mig og jeg kan ikke baaaare gøre, hvad jeg vil. Jeg lyder vildt egoistisk, I know. Jeg får bare ondt i hjertet, når hun piver, fordi jeg er i bad, til trods for, at hun kan kigge på mig.

Jeg blev så overvældet, at jeg endte med at stå og storhulke, fordi hun havde fået orm og på under en halv time efter jeg var stået op, havde hun både kastet op tre gange på mig og pruttet på gulvet. Jeg er så bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg fik et ægte Charlotte-moment fra SATC-filmen, hvor hun får to pink glasurhænder på hendes cremefarvede vintage Valentino skørt. Lige det moment, hvor hun lukker døren ind til viktualierummet. Det var mig for et par dage siden, der måtte lukke døren ud til badeværelset med tårer i øjnene og en pibende hund på den anden side.

“Jeg kommer ud om lidt Fie, jeg skal bare lige…..”

Måske handler denne her frygt også om generelt at være god nok og at leve op til nogle forskellige idealer. Jeg ved ikke, hvornår eller hvad der skal ske med de børn. Jeg har bare tidligere været i et forhold, hvor jeg som 19-årig skulle forsvare mig selv hver. eneste. gang. Når snakken faldt på børn. Jeg har aldrig kunne se mig selv i mor-rollen. Måske en dag. Måske aldrig. Jeg kan ikke love noget. Jeg kunne slet ikke love noget efter 2 måneder i et forhold og en svigerfamilie, der udspurgte hele tiden. Det pres der lå på mig og den forventning  som jeg ikke kunne indfri og ikke vidste, hvornår jeg kunne indfri. Hvis nogensinde? Jeg var konstant stresset over det og sagde meget kontant efter tre måneders tid: “Hvis du ønsker børn nu og her, så bliver det ikke med mig. Jeg kan ikke love noget.” og sådan har jeg det stadig.

Lige nu er jeg heldigivis i et forhold, hvor vi er ret enige om, at det ligger langt ude i fremtiden, fordi vi begge skal finde os selv og hinanden. Så heldigvis sidder jeg også med en, som kigger overbærende på mig, når jeg sidder med våde øjne over at være en dårlig hundemor og siger “rolig nu, det kommer alt sammen, når det skal.”

Jeg har bare så mange ting, som jeg gerne vil opnå. Børn er kun noget i min fremtid, fordi jeg føler, at jeg skal tage stilling til det grundet mine omgivelser gør. Jeg prøver at få ro på, fordi det er noget, som jeg skal gøre op med mig selv. Det handler jo om mit liv.

Jeg har altid været hende som har tænkt i arbejde. Da jeg var yngre legede jeg ikke med dukker, men i stedet lavede jeg en laptop ud af et foldet stykke papir, satte en telefon ved siden af og legede CEO af mit eget lille firma. Jeg har altid drømt om at sidde der og kigge ud på verden med en telefon og en computer, så jeg kunne skrive, berette og bruge mit arbejde. Det er indtil videre mit barn og det som mit hjerte kalder for. Sådan er det. Så må resten komme, når det føles naturligt.

Lige nu skal jeg hvertfald hverken have min mops eller børn indenfor en nær fremtid.

Jeg synes bare at det har været svært at snakke om, fordi at jeg har kendt flere, som har taget det som en personlig fornærmelse af deres valg om at få eller ønske børn. Sådan skal det slet ikke forstås, fordi jeg skammer ikke andre. Jeg hader heller ikke børn. Jeg er bare i tvivl om min rolle i forhold til børn og om jeg bliver en god mor. Jeg synes at forældre er nogle af de sejeste mennesker, fordi børn er ikke noget man kan sætte på pause. Så kæmpe respekt herfra. Jeg sidder indtil videre bare med nogle andre drømme, som jeg gerne vil udleve før, at jeg måske kan sætte mig i forældre-rollen.

 

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan redigerer jeg billeder