Boligdrømme - fashionpræget og feminint (kontor og soveværelse)

Altid personlig, aldrig privat?

Eller hvad?

Jeg synes virkelig, at det har været en svær balance at finde og alligevel synes jeg, at det forekommer mig ret naturligt.

Der er mange, som har skrevet, at de synes, at det er sejt og modigt, at jeg tør dele så mange ting med omverdenen. Jeg gør det mest af den årsag, at hvis det kan hjælpe nogle andre, så er det alting værd. Jeg deler, fordi jeg synes, at det er vigtigt at tage nogle svære emner op og hvis mit valg af ord, kan få nogle andre til at forstå sig selv eller andre bedre, hvorfor så ikke dele det?

Jeg sad i køkkenet her den anden dag, hvor jeg fortalte min mor, at jeg har haft lidt svært ved at “indrømme” overfor andre, at jeg er i et forhold med en sød mand lige nu. Jeg har sådan lidt hintet det, men har folk spurgt direkte på instagram, så har jeg vævet helt vildt. Det handler jo ikke om, at jeg ikke vil stå ved ham, fordi det vil jeg glad og gerne. Det gik op for mig, at det handler om, at jeg gerne vil have det for mig selv. Jeg deler ud af så mange ting i mit liv. Jeg er så åben og lukker jer ind i rigtig mange afkroge af mit liv. Det er et valg, som jeg har taget og som jeg står ved. Det gør bare også, at jeg har brug for at have et privatliv ved siden af.

Det er gået op for mig, at mine relationer til andre mennesker – venner, familie og forhold. De relationer er noget, som forbliver privat. Jeg kan sagens lægge et billede ud at et outfit fra min Oldemors fødselsdag, men at decideret filme rundt på mine familiemedlemmer, er ikke noget, som jeg har lyst til. Det er min familie og det er privat. I mit forhold kommer jeg også til at dele eventuelle ting derfra, men det handler nok mere om de generelle ting, som man kan støde på i et parforhold. Jeg vil gerne have mit forhold for mig selv, fordi det er en privat ting og noget, som jeg ikke føler, at jeg vil dele med folk.

Jamen, Louise, du har delt historier om dine ekskærester? Ja, det har jeg. Alligevel har de altid været anonyme i indlæggene og jeg har undladt mange ting, fordi jeg ikke ønsker at udstille nogen. Jeg ønsker blot at dele mine erfaringer og min proces fra at have været i et forhold og til nu. Desuden handler det faktisk ikke ret meget om dem, som sådan, det jeg skriver. Det handler om oplevelsen i det og hvad jeg lærte af det. Det er også altid skrevet fra mit perspektiv, hvilket giver dem mulighed for at fortælle deres side til hver en tid.

 

Ting opstår og jeg vælger nøje ud.

Jeg har også tidligere været hende, som fik den første kæreste, udelukkende på baggrund af “omtalen” eller andres anerkendelse. Det gjorde jeg også lidt i anden omgang, fordi jeg gerne ville have lejlighed, parforhold og pyntepuder. Nu er jeg der, hvor jeg egentlig bare gerne vil have mit forhold for mig selv, fordi det for første gang, handler om mig og de følelser, som jeg har. Jeg har tidligere haft så travlt med, hvad andre tænkte og hvordan mit forhold så ud på overfladen, at jeg glemte mig selv. Jeg har ikke lyst til at glemme mig selv igen eller at være i noget, bare fordi at “man skal have en kæreste” eller at min omgangskreds er i forhold. For første gang har jeg heller ikke travlt. Jeg har ikke travlt, fordi vi skal ikke nå noget. Vi skal ikke nå at sætte os i en fælles lejlighed, fordi vi skal binde os til hinanden og kradse vores navne ind i møblerne. Der er ikke den paniske angst for at miste, så man er nødsaget til at holde så godt fast at knoerne bliver hvide.

Vi skal ikke nå at vise omverdenen, at vi er det perfekte forhold og at alting bare er parmiddage og hygge. Vi tager et skridt ad gangen og jeg er vild med, at det går så roligt for sig. Jeg har tid til at mærke efter.

Men for at vende tilbage til det med at være personlig og ikke privat. Så gik det bare rigtig meget op for mig, hvor meget jeg har brug for et space, hvor jeg ikke lukker hele omverdenen ind. Sådan vil det altid være. Jeg arbejder så meget med det offentlige forum og sender ting ud, som alle andre kan læse, bedømme og føle ting omkring.

Nu er det heller ikke sådan, at jeg er vigtigere eller en mega offentlig person, som ikke kan stige ind i bilen uden at Se og Hør er der. På ingen måde. Men i de her tider, hvor vi konstant iscenesætter vores liv, laver offentlige børnealbums og har et kamera i hånden hele tiden, så tror jeg klart, at man skal finde en balance mellem personlig og privat. Der er kæmpe forskel. Jeg har altid bearbejdet mine tanker så meget inden, at jeg er forberedt, når de sendes ud. Jeg sørger også for at have ting, som ikke deles med andre og som bare er mine ting. Jeg er stadig samme person og jeg opdigter ikke noget eller skjuler ting. Der er bare ting, som ikke deles. Så simpelt er det.

Jeg har heller ikke altid brug for andre holdning. Jeg har ikke brug for det, når det kommer til mine relationer. Dem kender jeg bedst og jeg ved, hvad jeg har brug for og hvad de har brug for. Min familie ønsker ikke nødvendigvis at blive delt her og der. Det samme gælder, når jeg er til frisøren og tager et billede ind i spejlet. Har min frisør lyst til at være med? Måske ikke. Måske har vi bare brug for at have en relation til hinanden, lige der i frisørsalonen, og så kan jeg eventuelt dele et billede med farve i hele håret og en varmehjelm – uden ham – men så er det også bare mig.

Jeg dømmer ingen for, hvad deres behov er og vi skal alle vælge det, som er rigtige for os. Jeg kan bare mærke, at jeg har et kæmpe behov for bare at være den private Louise, som er til stede, når jeg er sammen med familien. Kagen bliver måske delt, men det gør mormor der smager på den i baggrunden ikke. Det er to ting – to meget separate ting.

Men det, der så gør mig rigtig glad er, at når jeg så sidder i Go’ Morgen DK (det skete én gang og jeg er stadig ikke ovre det – ring bare, så ses vi kl. 6 om morgenen!), så kan min familie og venner sige: “Du var præcis, som vi kender dig allerbedst – du var vores Louise.”

Se, det er en dejlig ting. Det samme gælder for de mennesker, som har mødt mig gennem bloggen. Flere har sagt, at jeg var præcis den, som de troede. Så der er beviset på, at det personlige og private hænger uløseligt sammen for mig. Der bare ting, som ikke kommer udenfor privatsfæren og det tror jeg er en vigtig balance at kende i de her SoMe tider.

Så længe at man har sig selv med og kan stå ved det både nu, men også senere i livet, så er alt jo i skønneste orden.

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligdrømme - fashionpræget og feminint (kontor og soveværelse)