Shop my look - Pink pleats

Det var svært, men jeg tilgav.

 

Der poppede et billede op på min Instagram feed med ordene:

“I never knew how strong I was until I had to forgive someone who wasn’t sorry, and accept an apology I never received.”

Lidt gajolpakke, I know, right? Ordene resonerede alligevel i mig. Jeg gemte den i min mappe og sad bagefter med tankerne om, hvordan jeg har brugt året på at finde evnen til at tilgive og til at give slip på fortiden. Det har været en hård tid, hvor jeg har gravet dybt og pillet gamle sår op i håbet om at få den heling, som jeg har brug for at komme videre. Fordi ønsket om at komme videre er der altid. Jeg bruger meget af min energi på at reflektere og se anderledes på tingene, så jeg måske kan få den forløsning det er at lære noget nyt.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde været hårdt at tilgive min biologiske far, min overgrebsmand fra barndommen, mine ekskærester og mig selv. Jeg ved næsten ikke, hvad der var værst.

Mig selv, måske?

Jeg er altid så hård ved mig selv. Jeg har altid følelsen af, at tingene kunne have været gjort anderledes. Hvorfor blev jeg i et psykisk voldeligt forhold? Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor sagde jeg ikke nej højt nok? Jeg siger ikke, at jeg ikke også har ansvar for mit eget liv, men alt i verden er jo ikke min skyld? Andre mennesker kan også sagtens såre en og efterlade spor og flænger, som er dybe.

En af de personer, som jeg virkelig har fundet ud af, at jeg har givet slip på er min biologiske far. Den er der blevet kogt nok suppe på. Jeg gider ikke længere være hende, som havde en dum far og som ikke værdsatte mig. Jeg har tilgivet ham. Han gjorde hvad han kunne og det er et sluttet kapitel. Farvel far. Må du have det godt, der hvor du er.

En der har været svær at tilgive var min ekskæreste. Det er nu to år siden, at jeg pakkede lejligheden sammen med en blanding af lettelse over, at det var slut og en uro over al den tid, som havde været benhård. Det har været svært at give slip på de mange tillidsbrud, de mange skænderier og et virkelig ubehageligt forhold. Jeg har hele tiden vendt det ind mod mig selv. Jeg var nok ikke god nok til ham. Hvorfor ville han ikke være hjemme hos mig? Hvorfor vækkede han mig om natten i fuldskab for at råbe, at jeg ikke var god nok? Hvorfor forlod jeg ham ikke bare? Det var ikke min skyld. Der var så mange ting, som jeg ikke så komme. Jeg stolede så meget og jeg havde bildt mig selv ind, at det nok skulle blive bedre. Det blev det bare aldrig.

Det blev jeg til gengæld.

Jeg har nu efter to år kunne tilgive. Jeg har tilgivet flere gange, men så blev jeg vred igen – både på ham og på mig selv. Men nu skal det kapitel også slutte. Nu er det nok med vreden, nok med sorgen og nok med at hive kortet frem, når jeg har det skidt. Det er slut. Jeg vil gerne videre med mit liv nu. Jeg vil gerne leve et liv, hvor jeg ved, at jeg er noget værd. Det er jeg nemlig. Jeg er nemlig værd at elske. Jeg har mine ting, men jeg er god nok alligevel. Jeg er ikke nødvendigvis besværlig, fordi jeg sætter ord på mine følelser eller har dem. Det var bare aldrig os, men har jeg lært noget af det selv to år efter?

For hulen da, ja!

Har jeg også endelig opdaget, at jeg ikke er skamfuld, ulækker eller klam, fordi jeg har været udsat for overgreb? Eller at jeg ikke er til for andre?

Ja!

Jeg er ikke mindre værdig til at blive elsket med, fordi andre har besudlet min krop og mig. Det gør ikke mig til et dårligere menneske eller en som skal straffes. Det gør mig ikke beskidt. Det gør ikke at min krop er forkert eller at jeg ikke må være fri. Det er en proces, som jeg stadig arbejder med. Efter mange samtaler med mig selv, min familie og senest et par samtaler hos psykologen ved Center for Voldtægtsofre. Det var egentligt først gennem accepten, at jeg opdagede, hvad jeg havde været udsat for og hvor stærk jeg er.

Jeg er faktisk pisse sej.

Jeg har kæmpet en lang kamp mod nogle, som måske ikke engang ved, hvad der skete eller hvorfor jeg var som jeg var. Jeg har kæmpet en indre kamp for at tilgive og for at give slip på vreden. Jeg er ikke vred længere.

Jeg tilgiver.

For to år siden vejede jeg 41 kilo og var fyldt med sorg over, hvad jeg havde udsat mig selv for. Jeg ventede på et opkald. Om der var en som ville kæmpe for mig. Opkaldet kom aldrig, men det gjorde beslutningen om at forlade forholdet. Det gjorde jeg. De sidste to år har været vilde. I år gik jeg ind i året med et opkald, som jeg ikke vidste kom. Et opkald fra ham, som ville tjekke ind, sige godt nytår, tale om Dronningen og sige, at vi kunne ses i morgen, hvis jeg havde lyst til det. Det gjorde mig glad.

Jeg gik ind i 2019 uden at veje 41 kilo, uden anoreksi, uden uro, uden sorg. Jeg gik ind i det velvidende, at jeg er klar til, hvad året byder på og velvidende at jeg kan alt og har alt, som jeg har brug for. Jeg er så taknemmelig.

Jeg går hermed ind i 2019 med et rent og lettet hjerte. Jeg er klar til nye ting. Jeg ved for første gang længe, hvor meget jeg faktisk er værd. Hvor meget jeg er i stand til og at jeg er den eneste, som står i vejen for mig selv. Jeg tror på mig selv igen. Jeg er blevet mere modig og jeg står ved mig selv. Jeg ved, hvad jeg har brug for at have det godt. Jeg udfordrer mig, når tid er, men jeg mærker efter som aldrig før. Jeg tør åbne munden og jeg ved, hvad jeg vil stå model til.

Så 2019 jeg glæder mig til vores rutsjebane med kilden i maven, læbestiftssmil og glimmerhæle.

2 kommentarer

  • Ea

    Virkelig godt indlæg, og ikke mindst et virkelig vigtigt emne. Du er pisse sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Mange tusind tak! Det er jeg så glad for!! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shop my look - Pink pleats