Vejen mod drømmen er lang..

Men hvor er hjem så?

Jeg ved ikke rigtig, hvor hjem er efterhånden. Eller hvor min virkelig base er.

Der er selvfølgelig et hjem, som indeholder et værelse, hvor en stor portion af mine ting står. Nogle af de andre ting står stadig på et lager i Odense og så er der også lidt på et lager i Høng. Jeg bruger sjældent mit værelse. Jeg sidder i mine forældres stue det meste af tiden. Selv de dage, hvor jeg mest har lyst til at være alene, så ender jeg bare der. Det føles nemlig ikke mere hjemligt at være inde på værelset. Det føles klemt sammen.

Når jeg ikke er hjemme, så lever jeg lidt ud af en taske. Den pakkes og skiftes ud, når jeg  altså ikke valfarter frem og tilbage fra København til events og venindebesøg. Det er derinde, hvor det meste af min omgangskreds er. Det er derinde det meste af mit arbejde foregår og det er der, hvor jeg nok føler mig allermest hjemme. Det er bare ikke hjem endnu.

Jeg sad i stuen igår og var helt alene hjemme. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst var sket. Det gik op for mig, at i den sidste tid har der hele tiden været nogle omkring mig eller jeg har været omkring andre. Hvilket også kan være rart, men den larmende stilhed igår havde været en mangelvare virkelig længe. Det er en luksus, når den er der. Jeg ved godt, at jeg på et eller andet tidspunkt kommer til at sidde inde i min KBH lejlighed og tænke “herregud, hvorfor er jeg hele tiden alene.” Der er jo fordele og ulemper ved alting her i livet. Så selvfølgelig nyder jeg også, at der er mennesker omkring mig, men jeg føler ikke, at det her er mit hjem. Jeg er lykkelig for, at jeg kan bo hos mine forældre og at de giver mig tid, rum og mulighed for at udleve min drøm. De sørger for tag over hovedet, mad i maven og kærlighed til sindet. Det ændrer bare ikke på, at det her ikke er mit. Møblerne på værelset er til låns og jeg orker ikke rigtig at ændre på noget, fordi det er midlertidigt. Det har det hele tiden været. Det var det også, da jeg skyndte mig hjem i ly for snart to år siden. To år lyder som lang tid, men det har været en vigtig tid og en god tid.

Jeg glæder mig bare til ikke længere at være barnet med mest ansvar, fordi jeg er den, der pt er tættest på og den, som er der hver dag. Jeg glæder mig til ikke længere at skulle søge ud, hvis der kommer gæster, hvor jeg ikke kan rumme det. Fordi hvor er hjem så? Hvor er alenetiden så henne? Når jeg søger ud, så er det ikke til et rum eller et sted, hvor der bare er mig og selv hvis jeg sad et sted alene, så er det stadig ikke mit hjemsted eller der, hvor jeg bare kan være.

Jeg glæder mig til netop bare at kunne være. Det at kunne rode, som det passer mig og ikke få dårlig samvittighed, hvis ikke jeg lige har fået det gjort pænt igen. Ikke fordi at nogen brokker sig, men fordi jeg ikke har lyst til at skabe den ekstra arbejdsindsats for nogen andre – eller at fylde for meget. Jeg glæder mig til at kunne indrette efter mit behov og min smag. At kunne dyrke yoga i stuen, uden der sidder andre. At kunne danse rundt med headset i ørene og ikke blive forskrækket, når jeg midt i at kaste hovedet og armene Tina Turner-style, bliver mødt af et andet menneske. Det ikke at skulle tage stilling til andre end mig. Det lyder måske egoistisk, men jeg glæder mig til at være det og til at få en anden slags mig-tid. Så jeg virkelig kan sætte pris på, når vi er samlet og at energien flyder anderledes. Så er jeg mere til stede og en bedre udgave.

Så jeg glæder mig nok allermest til at kunne invitere andre ind i mit, når det passer mig og uden at skulle tjekke med andre. Men det at kunne sige “Velkommen til mit hjem.” er noget, som jeg savner. Noget som jeg aldrig rigtig har haft endnu. Det skal udleves. Jeg ved godt, at udsigterne ikke lige siger flytte ud imorgen, men tiden nærmer sig. Det hele nærmer sig og udsigterne for det bliver større. Så det skal endelig ikke misforstås. Jeg er ekstremt taknemmelig for alt, som er blevet givet til mig. Det skal der ikke herske tvivl om nogensinde. For første gang nogensinde føler jeg mig også parat til at komme videre med mit liv og give plads til nyt.

Jeg tror dog på, at tiden værner om forandring. Jeg tror også på, at der er brug for forandring.

 

2 kommentarer

  • At have sin egen hule, der giver en følelsen af hjem, er så vigtigt. Håber du snart får muligheden, og at du indtil da, nupper de åndehuller du kan nappe dig – dejligt du har gode mennesker, der kan have dig huserende indtil da (:

    -A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Tak for den søde kommentar. Du har nemlig helt ret i, at det er enormt vigtigt. Jeg glæder mig også over, at jeg har gode mennesker omkring mig og nu må jeg se, hvad fremtiden bringer. 🙂

      Kæmpe krammer herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vejen mod drømmen er lang..