Farvel til forkertheden...

Vejen mod drømmen er lang..

 

…men jeg fortryder ingenting.

Jeg fortryder virkelig ikke, at jeg droppede ud af uni for et år siden. Jeg droppede ud, fordi jeg ikke følte mig hjemme. Jeg følte ikke, at jeg havde fundet min plads eller min hylde. Det var vildt svært at opretholde motivationen og især fordi mine opgaver aldrig rigtig gav den feedback, som jeg inderst inde håbede på. Det var en lang og sej kamp gennem alle semestrene. Jeg var virkelig i tvivl fra 2. semester og fremefter. Jeg har bare altid haft den plan. Min plan ændrede sig bare fra en linje på uni til en anden. Jeg havde ovenikøbet søgt ind på dansk, hvis nu at litteraturvidenskaben ikke ville lukke mig ind. Jeg har altid haft en plan A, B, C og sikkert også en D.

Det har jeg ikke nu. Der er ikke nogen anden plan end, at det her bare skal lykkes. Det skal det. Det kommer det også til, det er jeg underligt sikker på. Jeg føler mig uomtvistelig i forhold til, at jeg har fundet ind til den kerne, som virkelig driver værket.

Jeg kan stadig godt mærke panikken komme snigende og især også angsten for, om det kommer til at gå. Hvis jeg sagde andet, så ville jeg lyve. Jeg ved også bare, at Rom ikke blev bygget på en dag. Og det gør en selvstændig blogging/influencer-business heller ikke. Jeg har flere større eller mindre projekter i baghovedet. Nogle af dem er sendt ud til vurdering og jeg venter spændt på, hvad fremtiden bringer. Jeg har så mange ting, som jeg gerne vil dele.

Jeg har også så mange drømme. Jeg har et kæmpe ønske om at bruge min voksende platform til at inspirere og til at kunne snakke om de gode ting og de knapt så gode ting. De facetter som er i at være menneske og måske endnu mere, når man er et følsomt, kontrolmenneske, som har kastet sig ud i et liv, der faktisk byder på alt andet end stabilitet. Ja, det kunne jeg måske godt lige have planlagt bedre, men det har jeg ikke gjort. Da det er det her, som jeg gerne vil og sådan er det.

Jeg tror dog, at jeg glemmer at nyde successen undervejs. Det går jo allerede godt. Nej, jeg tjener ingen penge lige pt. Som i ingen. Godt at jeg sparede lidt sammen, men selv den opsparing varer jo ikke for evigt. Men hey. Det var et sats. Det er stadig et sats.

Jeg havde brug for at smide arbejdet i parfumebutikken væk, fordi jeg ikke havde det godt der og fordi jeg var brugt op på detail. Jeg valgte at gå all in. Flere har ytret, at de synes, at jeg er mega sej og modig. Det føler jeg ikke altid, jeg føler mig lidt dumdristig. Men hvad kan der gå galt? I værste fald slipper pengene op, drømmen går måske ikke og så må jeg tænke nyt. Jeg kan bare ikke tænke i de baner, for så er der ikke nok positiv energi til at bruge på drømmen lige nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, hvis ikke jeg skal være min egen.

Jeg ved bare, at mit formål er, at jeg gerne vil vise, at det er okay at være sig selv. At det er okay at være som man nu engang er og at man i den grad kan vise sin personlighed gennem sit tøj og sit look. Jeg spurgte mine instafølgere om at beskrive mig med få ord og en af dem sagde “Too much”. Jeg ved ikke, om det er positivt eller negativt, men jeg elsker det og jeg tager det på bedste måde. Jeg er too much. Mit tøj er too much og min makeup klokken 7 om morgenen er too much. En brugte også ordet “sprezzatura”, som er et italiensk udtryk og betyder “looking effortless”. Hvilket jo er en dejlig kontrast til at være det første. Jeg er åbenbart too much på sådan en måde, hvor jeg bare gør det lidt ubesværet. Det siger jo det meget godt. Mest af alt, fordi jeg ikke kan lade være og jeg gider faktisk heller ikke.

Men jeg har ikke tænkt mig at give op, selvom kontoen bliver tømt mere og mere. Jeg har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Det kan godt være, at jeg har gjort det med uni og mit detailjob, men det var fordi, at kampen ikke var det værd i sidste ende. Det her er kampen værd. Det her er benhårdt, frustrerende, møgsvært, men det er også fantastisk, bekræftende og en følelse af at være hjemme. Pressedagene var endnu et bevis på det, da jeg bare havde det fedt. Jeg siger heller ikke længere så meget undskyld for, det som jeg laver eller ikke laver. Der er flere events på skemaet i fremtiden og flere mennesker, som jeg glæder mig til at møde. Jeg har allerede fundet et vidunderligt fællesskab på instagram, hvor jeg føler mig set, hørt og forstået.

Jeg bliver ved med at tro på, at det er meningen, at det er det jeg skal. Jeg tror på, at der er en mening med det. Det kan godt være at kampagnerne ikke er hobet op endnu og at jeg ikke er helt på kortet endnu, men det er okay. Det kommer. Det kommer nemlig når det skal. Energien samles til, når tiden bliver travl og ting kommer til at ske.

Vejen er virkelig lang, men jeg er sikker på, at den kommer til at være det hele værd!

 

Jeg er ikke sikker på om det er juicen med alt for meget ingefær eller hvor den energiske optimisme kom fra, men hurra for det!

Også hurra for at kunne drømme, at leve det ud og kæmpe for at opnå det i fremtiden.


Bloggen er lidt stille for tiden, men det er fordi, at jeg er i fuld gang med at sprede glimmer på instagram i stedet – så sving forbi! Det ville gøre mig glad – @frk.mejer

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til forkertheden...