Get my style: The red ABBA dress...

Farvel til forkertheden…

Jeg vågnede i lørdags med en følelse af overvældende overskud. Også selvom at søvnen er svær at finde for tiden. Alligevel opstod der en eller anden energi, som havde været gemt væk under angsten, de kriblende arme og den tunge brystkasse. Der var et eller andet, som fortalte mig, at det var tiden til at steppe op og komme videre. Jeg foretog en god del beslutningen bare den morgen.

Jeg tog beslutningen om at få lukket nogle hængepartier ned, som bare har været i luften og som på et plan har stresset mig. Der blev skrevet og der blev sagt farvel. Der blev åbnet op for en ærlighed og for muligheden af, at der kunne ske noget nyt. Jeg havde brug for at tage skeen i den anden hånd. I stedet for kun at brokke mig. Så ville jeg gøre noget ved de ting, som jeg rent faktisk kunne arbejde på og tage ansvar for. Alt for længe har jeg brokket mig over, hvordan andre mennesker behandlede mig. Jeg sagde bare ikke fra og jeg tillod selv, at de kunne gøre, hvad de ville. Det var slut lige der. Det var en lettelse.

Jeg besluttede mig for at tilgive de gamle forliste parforhold og definitivt tilgive mig selv for at have behandlet mig selv dårligt ved at blive der. Det har taget mig næsten to år at komme mig over det sidste forhold. Ikke på sådan et romantisk plan, men for at kunne lukke for den vrede, som jeg har båret på siden da. Jeg satte mig ned og skrev et fem siders langt brev om, hvordan det hele havde været og hvordan at jeg havde oplevet det. Hvordan det havde fået mig til at føle mig helt forkert. Hvordan at jeg havde lavet om på mig selv i håbet om at få anerkendelse. Hvordan jeg havde slået flikflak og stået på hovedet for at vise, at jeg var rigtig og alligevel ikke kunne være det. Jeg har brugt hele mit liv på at føle mig forkert. Forkert i forhold til påklædning, personlighed og interesser. Jeg har følt mig forkert, når jeg har datet eller mødt nye mennesker, fordi så var jeg sikkert for meget eller for lidt. Måske. Men jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan bruge hele mit liv på at lave mig om for andres skyld. Jeg bliver nødt til at være tro overfor mig selv og være den, som jeg er. De personer som sætter pris på det, de er der og dem der ikke gør, de behøver ikke at være i mit liv.

Jeg tilgav mig selv. Jeg fik en brat opvågning i forhold til, at jeg gang på gang har stået med knuden i maven over, om jeg var god nok og om jeg gjorde det rigtige. Jeg tror på, at jeg gør det mest rigtige, ved at være mig selv helt ind i hjertet. Jeg har været så angst for at miste, at jeg har gjort alt for at behage og holde kløerne i. Jeg har været så bange, at jeg ikke engang har kunne vise andre den rigtige mig, fordi hvad nu, hvis det var den forkerte Louise? Jeg har fået sætningen “jamen, jeg kender dig slet ikke længere” rigtig mange gange, når jeg endelig har brudt med personer i mit liv eller har stået ved mig selv. Det er jo på sin vis en fair udmelding, da jeg aldrig turde vise den rigtige mig. Når den så kom frem, så var det jo en hel anden person, end den som de havde oplevet i størstedelen af tiden.

Jeg gider ikke længere være bange for, om jeg siger det rigtige eller om jeg ikke er det, som nogle gerne vil have. Jeg vil gerne stå ved, at jeg har brug for planlægning for at have det rart. Jeg har brug kontrol over sagerne. Jeg kan ikke lide at sove i telt ude i skoven, men jeg kan godt lide at drikke bobler og gå i glimmerhæle. Jeg er pisse upraktisk. Jeg griner nogle gange for højt og andre gange står jeg bare ovre i hjørnet og retter alt for meget på håret af ren og skær usikkerhed. Jeg kan ikke lide at se fodbold, men jeg bliver rørt over Masterchef og gisper til Bagedysten. Jeg elsker mode, designkunst og læbestift i alle mulige farver. Så har jeg også så hulens mange ambitioner, at det halve kunne være nok. Jeg vil ikke sige undskyld for, at det er sådan, jeg er indrettet. This is what you get. Jeg gider ikke gemme mig bag en væld af masker og grimasser for, at der er nogle der skal kunne lide mig. Det tager min energi og det har sat mig i nogle helt forkerte situationer. Jeg er endelig kommet hjem til mig selv.

Jeg kan alligevel ikke behage alle mennesker og det er spild af tid at prøve. Jeg kan derimod prøve på at være et rart og godt menneske. Der vil altid være nogen, som ikke forstår eller, som ikke bryder sig om, og det er faktisk ret okay. Jeg har brugt så meget energi på at være på standby i forhold til, hvor andre mennesker havde brug for, at jeg var. Så jeg stod klar og har været i en permanent venteposition, fordi hvad nu hvis, at det var nu. Eller måske nu? Det har slugt så meget god energi. I stedet for at tage ansvar, så har jeg været så bange for, om jeg nu blev for meget eller gjorde noget forkert ved at pippe forsigtigt ud med mine behov, fordi de var nok ikke vigtige nok. Det gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke at spilde min tid på at være 7000 forskellige mennesker eller at have det dårligt over at være, som jeg nu engang er. Jeg siger ikke, at den følelse ikke vil dukke op engang imellem eller jeg altid kommer til at åbne munden, fordi jeg er konfliktsky. Men jeg har fået min åbenbaring og fået kastet lys på noget nyt, så nu ved jeg det til næste gang. Det er altid lettere at gøre noget ved det, når man først kender tegnene.

Jeg er sgu ikke forkert. Det har været noget af en opvågning, men nøj, hvor var den tiltrængt. Farvel til det dårlige, de unødvendige og det negative. Goddag til ansvar for mig selv, tilgivelse og følelsen af rigtighed helt nede i mavsen. Hurra!!

3 kommentarer

  • Matilde

    Wow så sejt!! Kæmpe inspiration! Knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    I alle de år jeg har læst blogs…har jeg aldrig læst så velskrevet indlæg som dette. Jeg kan relatere til alt i det og det er så godt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Tusind tak for denne her dejlige kommentar. Jeg er simpelthen så glad for, at det er relaterbart og at det er godt skrevet. Det er så dejligt med sådan en omgang ros. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Get my style: The red ABBA dress...