Jeg føler mig lidt som en fiasko..

En update på øreoperationen…

 

Nå, men hvordan står det så til med det øre?

Det går okay. Alt er forløbet godt indtil videre, men det er ikke fordi, at hørelsen er kommet helt tilbage i nu. Det har været lidt af en rollercoaster at skulle igennem, fordi jeg er så hysterisk og panisk, når det angår at blive rodet i øret.

Det gik helt galt, da jeg for snart tre uger siden skulle i fuld narkose og jeg vidste, at de skulle lappe hullet inde på trommehinden. Jeg havde været ved at gå i absolut panik op til og havde hulket herhjemme nogle dage forinden. Derfor havde jeg også svært ved at rumme det, da dagen kom. Jeg lavede en all-nighter. Eller næsten. Operationen var kl. 12.45, så jeg måtte spise mit sidste måltid, inden fasten, kl. 6. Jeg blev oppe til klokken fire. Gjorde rent på værelset ved 1-tiden, for at få styr på nerverne. Dagen kom endelig og det gik egentlig okay. Lige indtil at narkoselægen spurgte mig, hvad jeg vejede. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke vidste det, fordi jeg ikke vejer mig. Jeg har ikke stået på en vægt i over to år. Jeg nåede hverken at forklare eller bede om at komme op på vægten baglæns eller få dem til ikke at sige tallet højt. Narkoselægen begyndte på at gætte min vægt, mens ørelægen ledte efter den. Det strammede i maven, da han gættede meget højere end, hvad jeg nogensinde har vejet. Jeg kunne allerede mærke tårerne og da jeg så stod på vægten og så tallet, som var højere end det plejede. Så kunne jeg mærke stenen i maven. Av.

Jeg har ikke stået på en vægt, fordi at det har dikteret en god del af mit liv. Fra jeg var barn og til jeg udviklede min spiseforstyrrelse. Det var en trigger for mig og jeg havde slet ikke taget det op til overvejelse inden. For selvfølgelig skal de vide min vægt, når der skal lægges narkose. Det sendte mig direkte ud i et panikanfald. Jeg stod i en tåge og det eneste der kom ud af min mund var: “Jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke.”, mens tårerne trillede ned af kinderne. De hentede min mor ind, men jeg havde virkelig ikke lyst til at være der. Jeg havde lyst til at løbe ud af døren, så man kunne se et aftryk af min silhouette, som i tegnefilmene. Jeg havde slet ikke lyst til at få det gjort, når det kom til stykket. Jeg hverken følte, at jeg kunne eller ville.

Så der lå jeg. 23 år gammel, mens min mor måtte ae mig over panden og lægen måtte knuge min hånd, så narkoselægen kunne lægge dette mess af et menneske i fuld narkose. Det lykkedes. Alt lykkedes. Da jeg vågnede igen var det ikke længere øret, som var mit største, men jeg var så ked af det over den vægt. Jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt om omstændighederne, så vi kunne have fikset det på en bedre måde. Jeg har virkelig skulle tage mig sammen over den sidste tid for ikke at blive triggeret af det. Det har virkelig sat sig i min hjerne. Og hvor skulle narkoselægen have vidst det fra? Det står jo ikke i min journal og jeg har heller ikke selv sagt noget, fordi hvorfor skulle jeg det? Jeg tror dog stadig ikke på, at nogle kvinder har lyst til at der skal leges “gæt en vægt”, når det så er så forkert og ikke føles specielt flatterende. Når man så ydermere står i en gammel strik, behagelige bukser og ingen makeup, fordi man bare gerne vil have det hele overstået og hjem igen. Så føler man sig endnu mindre smuk, end man gjorde i forvejen. Så ja, jeg må indrømme, at selvom at jeg er rask i dag. Så er der bare nogle meget sensitive spots og stadig muligheder for at blive triggeret. Heldigvis er jeg blevet så opmærksom på mine mønstre og tanker, at jeg kan holde styr på dem nu. Så det overtager heldigvis ikke, men nøj, hvor blev jeg ked af det hele lige der.

Men nu er alt ved at blive bedre igen. Jeg har lært, at jeg skal bede om en anden procedure, hvis jeg skal vejes en anden gang, så jeg ikke ved hverken tal eller noget. You live and you learn.

Det er igen slut med vægte. Øret heler fint op. Jeg er på benene igen. Hørelsen vender så småt tilbage og der er under en måned til sidste kontroltjek. Det har slet ikke været så grelt, som jeg først troede. Gid at jeg dog havde fået gjort det for mange år siden.

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg føler mig lidt som en fiasko..