It's my birthday - 22 going 23...

Operationsfnidder, kvalme og panik..

 

Lyder det dramatisk? Ja, det gør det nok. Er det sådan jeg har det x 100? Ja, det er det virkelig. Jeg sidder pt og skrivet dette indlæg, hvor klokken har slået 1.42. Det var næste projekt efter, at jeg klokken 1.00 besluttede mig for at gøre lettere rent og rydde lidt op. Jeg prøver at holde mig vågen længe nok til at jeg kan få spist noget mad inden, at jeg skal faste og få sovet, så ventetiden inden min operation går lidt hurtigere.

Det er ikke fordi, at jeg skal igennem noget vildt og voldsomt. Jeg skal gennem en lille operation af et hul i mit venstre øre. Simple as that. Det er bare ikke nok til, at jeg falder ned og bare tager det i stiv arm. Det kommer sig af, at jeg har haft dræn, nu skal de så lukke det hul, hvor drænet har siddet. Det voksede aldrig sammen og jeg har undgået denne her operation i mange år nu. Jeg hader at blive rodet inde i mine ører. Det gør mig så hysterisk og panisk. Jeg ved godt, at jeg er så irrationel, men jeg kan virkelig ikke døje det. Sidst jeg sad hos ørelægen med vabler i begge ører, hyletoner og betændelse, så var jeg ved at gå ud af mit gode skind, da de skulle kigge på det. Da jeg så ovenikøbet fik en penicillinkur til at dryppe ind i øret, var jeg tæt på at råbe lægemanden ind i hovedet. Jeg kunne slet ikke rumme det, men selvfølgelig gemte jeg panikken til, at jeg så sad på gulvet med de der øredråber. Jeg mindede en god del om Rachel fra Friends i det afsnit, hvor hun ikke vil have dryppet øjne og Monica prøver at hjælpe hende. Jeg bliver nødt til selv at gøre det, fordi jeg stoler ikke nok på, at nogen andre kan gøre det. Jeg brugte lige 10 minutter på at panikgræde og så tog jeg mig sammen. Og ja, det var frygteligt, men jeg faldt jo ikke om af det. Alligevel var det svært at overkomme seks dage med dråber to gange dagligt. Nu er det så sådan, at jeg skal i fuld narkose og have en læge til at rode mig inde i øret, mens jeg er langt væk. Så skal jeg have gaze i øret i to uger inklusiv nedsat hørelse og hvad der ellers følger med. Det hele har en varighed på 1-1 1/2 måned. Jeg er ved at gå helt i spåner over det. Jeg plejer ellers at være okay tough omkring sygdom, men jeg har virkelig måtte tage mig selv i ikke at tænke for meget på det, for så kommer angsten for alvor frem. Jeg vil virkelig ikke. Men det er snart overstået og snart ligger jeg på sofaen og ser serier til jeg er ved at brække mig over ikke at kunne lave ret meget andet. Mit polemedlemskab er på standby og det er det helt indtil, at vi rammer november.

De sidste par uger har virkelig været dræbende, da jeg on/off har tænkt på alt det, som kan gå galt og virkelig fodret min angst med katastrofetanker. Jeg er typen der bekymrer mig alt for meget om små ting i forvejen. Når det så kommer til de ting, som jeg ikke kan kontrollere, så går det virkelig galt.

Så fordi tingene også ser ud som de gør, så kommer der nok til at være endnu mere stille her på bloggen over den næste tid. Skal man fange mig, så bliver det nok nærmere på instagram, hvor jeg har været god nok til at få forberedt nogle posts, så jeg bare skal trykke på en knap. Hvem ved? Måske har jeg det bedre end jeg antager lige på nuværende, men min kvalme siger lidt noget andet. Fordi den er der konstant allerede. Kvalme, hovedpine og lav tolerance. Jeg håber på det bedste. Jeg tror, det at blive ældre også har gjort, at jeg bekymrer mig endnu mere over sådanne ting. Da jeg fik lagt dræn i øret, da jeg var mindre, der tænkte jeg på ingen måde over det, som jeg gør nu. Dengang gjorde jeg det bare og syntes at ideen om narkose lød sjov. Nu frygter jeg det hele og jeg ved inderst inde godt, at det nok skal gå. De ører er virkelig et af mine mest sarte områder og jeg kan ikke engang forklare hvorfor. Så lidt overskueligt med det hele lige nu, men det 12.45 starter det og så må jeg jo se tiden an. Der er ikke så meget andet at gøre.

Men, men, men det er snart overstået og før jeg får set mig om, så er jeg på benene igen og så er det et fjernt minde. Tiden passer til det lige nu, fordi jeg har plads i kalenderen til at lægge mig syg lige nu og hvem ved, når det hele pludselig kicker ind her på bloggen og instagram, så har jeg nok ikke samme mulighed for det. Så nu gør jeg det altså. Så skal det også være.

Jeg beklager lige, at det blev så dramatisk, men det er lige pt sådan situationen ser ud herhjemme. Jeg er generelt gået lidt i panic-mode med mange ting, men jeg tror helt klart, at det her ligger højst på listen lige nu. Jeg lover at opdatere, når jeg er lidt mere klar igen.

Wish me luck og vi ses på den anden side!

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

It's my birthday - 22 going 23...