Men er du ikke ensom?

It’s my birthday – 22 going 23…

 

Som man næsten kan fornemme på de to billeder, så er min kærlighed til lyserød tydeligvis ikke blevet mindre. Sidste år faldt jeg for en lyserød kjole, som jeg virkelig havde søgt efter længe og i år var temaet alligevel “Think Pink”, så dette jumpsuit virkede meget passende.

Jeg ved ikke engang rigtig, hvad der er sket på dette år. På den ene side, så føler jeg at det er 100 år siden, at vi fejrede min 22-års og dog. Jeg har det underligt med fødselsdage, fordi der er en forventning, selvom man ikke har en forventning. Det er en dag ligesom alle andre, men der er en eller anden forhåbning om, at den bliver vildere, bedre, sjovere end alle de andre 364 dage. Jeg ved ikke, hvordan det næste år kommer til at forløbe. Det seneste år bød på mange omvæltninger.

Jeg har været rask fra spiseforstyrrelsen i over ét år nu, vi fejrede dagen d. 1 marts 2018. Jeg har åbnet op omkring mange andre personlige emner, som i den grad er blevet modtaget smukt.

Det var også sidste november, at jeg droppede ud af mit studie og jeg har ikke savnet det på nogen måde. Min familie spurgte mig, om jeg aldrig savnede uni-livet eller det at være en del af det fællesskab og det gør jeg ikke. Jeg har mødt nogle dejlige mennesker på studiet, men jeg følte mig ikke hjemme. Da jeg forlod det, der tog jeg en rigtig stor og god beslutning, som resulterede i, at jeg for første gang i mit liv gik udenom planer og rodede mere rundt end tidligere. Jeg har altid været så sat, men der kastede jeg mig ud i noget nyt. Der gik ikke længe før, at jeg søgte ind på en Beauty School for hår og makeup. Det tog en god bid af min opsparing og jeg var febrilsk for at finde et arbejde. Jeg var lidt for ivrig med den første ansøgning til en smykkebutik, fordi jeg så gerne ville have et job ved siden af mine aftenkurser. Jeg søgte to jobs, kom til samtale på dem begge. Der skete så meget på bare 1 1/2 uge. Jeg var glad, mens jeg gik på mine kurser. Det var en ny verden, men det lærte mig også, at jeg ikke skulle være makeupartist, da jeg ikke var syet til den slags arbejde.

Jeg blev færdig med begge kurser tilbage i februar og den store jagt efter et nyt arbejde var vigtig. Jeg søgte plads på alle magasiner, som der kunne være en mulighed, men ingen manglede lige netop mig. Jeg forsatte mit arbejde i parfumebutikken indtil 1. april. Så var det slut og gud, hvor var det en lettelse ikke at arbejde i kundeservice mere. Jeg satsede alting igen. Intet job og ingen udsigt for et, men en opsparing, som jeg kunne leve lidt af indtil, der måske dukkede noget op. 1. april besluttede jeg også at gå helt ind på bloggen og få den vokset større. Jeg investerede penge i annoncer og for at komme ud til andre menneske, så jeg kunne få en kontrakt hos Bloggers Delight.

I juni fik jeg æren af at være med i Go’ Morgen DK baseret på et af mine blogindlæg. Det var en stor drøm, fordi gud hvor har jeg visualiseret mig selv siddende derinde mangt en gang. Jeg håber på, at det sker igen snart, da jeg havde det bedre end jeg lige først havde regnet med. I juli lykkedes et andet mål. Jeg blev signet hos Bloggers Delight.  Jeg havde nået første step i en lang rejse mod at blive fuldstidsblogger/influencer.

Jeg har endnu ikke fået en kampagne, men det er også helt okay. Jeg tror på, at det kommer. Vejen hertil har været vildt lang. Jeg troede ikke, at der ville ske alt det her, da jeg fejrede mine 22 år. Jeg vidste ikke, at jeg ville stå som 23-årig med så mange ideer i hovedet og en kamp for at blive selvstændig så tidligt i livet. Jeg havde ikke regnet med så mange besøgende eller en instagram, som vokser hver dag. Jeg troede ikke, at jeg var stærk nok. Ærligt, så tvivler jeg stadig indimellem. Jeg bliver stadig bange. Det sidste år har været godt, men hold. nu. kæft. hvor har det også været hårdt. Sådan følelsesmæssigt. Jeg svinger, det hele snurrer og der er tider med meget hjertebanken og ondt i maven over, om alting nu også bliver. Alligevel er jeg blevet mødt med så meget medgang, kærlighed og rare oplevelser. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville finde min plads så meget, som jeg fandt i denne her blogger/instagram-verden. Jeg er kommet hjem. Jeg har for allerførste gang i mit liv fundet min rigtige plads og jeg er så priviligeret og heldig. Jeg har muligheden for at arbejde med min passion, min hobby og alt det som jeg elsker. Jeg har mødt så mange skønne mennesker, til trods for hvor akavet jeg kan være. Jeg vinder stegepander og andet godt til PR arrangementer og jeg var nomineret til Hunkemöller Blogger Awards 2018. Jeg er blevet genkendt på gaden efter én gang i TV og jeg har generelt bare oplevet dejlige beskeder i min inbox. Jeg er sjældent stolt af mig selv, fordi jeg altid kan gøre det bedre. Det kan jeg stadig. Jeg kan gøre det meget bedre, men hold op, hvor har jeg udrettet meget fra år 22 til år 23. Jeg vidste ikke, at jeg indeholdte de sider af mig selv.

Jeg har knoklet og jeg har lært meget om mig selv. Jeg lærer hele tiden og selvom at den proces kan være trættende, så er det alligevel en god del værd. Jeg er på vej i den rigtige retning også selvom at det er angstprovokerende og opsparingen er betydeligt mindre nu. Der må godt snart ske noget, men det hele ordner sig. Jeg tror på det. Hvorfor skulle jeg ellers være kommet så langt?

Så skål for et nyt år, hvor jeg ikke aner, hvor meget jeg kommer til at græde, smile, grine, hoppe, danse eller mængden af læbestifte, som jeg kommer hjem med i samme nuance som de andre. Hurra, hurra, hurra!

Minder fra året


Hunkemöller Blogger Awards, entry 2018

Elle Style Awards, 2018

Jul, 2017

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Men er du ikke ensom?