Ziaja - Sensitive skincare...

Men er du ikke ensom?

 

Det er ikke sådan, at jeg skal rende rundt og sætte labels på mig selv hele tiden, men at være introvert er noget, som jeg altid har været og altid vil være. Det har taget mig mange år at forstå, at det var det jeg var og at det sådan set er okay, at jeg ikke har energi til at være social og aktiv hele tiden. Jeg har haft mange år, hvor jeg har prøvet at lave det om, fordi at jeg følte det forkert.

Da jeg boede i London i to måneder med tre andre roomies og en køjeseng, der havde jeg ret svært ved at forholde mig til mig selv og det at leve i et “fællesskab”, hvor man føler at man burde være mere sammen. Jeg følte at jeg burde være nede i stuen, se film, lave mad eller finde på aktiviteter. Jeg tror også, at jeg havde det svært derovre, fordi at jeg ikke rigtig slappede af og der var indtryk hele tiden. De andre piger var søde, så det havde intet at gøre med det. Det har sjældent noget med andre at gøre, det er jo fordi, at jeg bruger energi, når jeg er sammen med andre i stedet for at få energi. Jeg kan huske, at jeg fik fortalt at en af de andre piger syntes, at det var synd for mig, at jeg var så ensom, fordi jeg sad alene på værelset og at jeg burde få nogle flere bekendtskaber. Det var lige før, at der blev smidt en pjece ind under døren til mig, men altså… Det handler ikke om at være ensom. At være ensom og alene er to meget forskellige ting. Ja, jeg har haft perioder, hvor jeg har følt mig ensom, fordi jeg har stået med nogle ting, som jeg ikke har kunne komme af med eller snakke med andre om. Jeg har været alene og følt den ensomhed, som så mange andre mennesker også mærker fra tid til anden. Men det ændrer ikke på, at jeg elsker at være alene eller have mennesker rundt om mig, som man kan være alene med. Jeg har sjældent ret mange planer om at være ude i verden, men det betyder ikke, at jeg ikke har planer for dagene. En plan kan sagtens være at komme hjem om aftenen, sidde rullet ind som en dyneburrito og se bagedysten. Det er bare en anderledes plan end den, som de fleste af os tænker, når vi bruger ordet “plan”. Jeg kan også godt lide at komme udenfor en dør, men går jeg til events eller er mere aktiv, så har jeg tit brug for at recharge dagen efter. Jeg bruger så meget energi på at være social og at være ude i verden. Der er indtryk af lyde, lys, mennesker og min egen fornemmelse af, hvordan jeg skal agere. Jeg kan få helt kvalme, hvis jeg ikke har energi nok og skal være et sted med for mange indtryk. Jeg kan også komme hjem efter en heftig dag og ikke engang se fjernsyn, fordi det blå lys skærer ind i min hjerne og giver hovedpine og ondt i øjnene. Jeg kan have dage, hvor jeg er så energiforladt at tanken om at have tøj på sender angst ud i alle celler og jeg mest har lyst til at græde, fordi intet er rart.

Det gør mig ikke til et ensomt menneske, at jeg har valgt et arbejde, hvor jeg meget af tiden sidder for mig selv og skal være kreativ med at skrive og finde på. Jeg ser jo stadig andre mennesker og finder min inspiration gennem andre også. Jeg arbejder bare bedst, når jeg er mig. Måske er det derfor, at jeg også er så sat på, at det her selvstændige projekt skal blive til noget, fordi det er her, at jeg trives bedst. Jeg trives allerbedst, når jeg har tid til mig selv og at jeg kan lade op. Jeg er ikke spontan, jeg kan ikke overskue åbne pladser med et væld af mennesker, musik og larm. Jeg bliver stresset. Jeg orker ikke ret ofte at støde ind i folk på natklubber og tage stilling til en hel masse andre. Det gør mig ikke ensom eller kedelig. Det gør mig bare til et mere introvert menneske. Jeg kan stadig være den der griner højst, når jeg er i et selskab, men det er bare ikke altid, hele tiden. Jeg holder sjældent store forsamlinger til fødselsdage eller fester, fordi jeg ikke kan overskue tanken om det og fordi det ville stresse mig mere end være hyggeligt. Fordi jeg nyder at kunne være til stede og jeg elsker at være sammen med mennesker på tomandshånd, fordi der er plads til at snakke. Jeg hader at sidde steder, hvor musikken brager og man ikke kan snakke sammen. Jeg nyder at gå til events med en veninde under armen, fordi det giver mig en tryghed. Ikke, at jeg ikke kan snakke med de andre, men jeg har et safeplace og det gør det lettere. Jeg er ikke ensom, fordi jeg tutter rundt i baggrunden eller lukker mig inde i flere dage efter. Det er min tid, min hygge og mit behov. Jeg har altid følt at alenetid er lige så vigtigt som at spise mad eller sove.

Verden er stadig ikke indrettet til introverte, men gud hvor er det dog skønt, at vi åbner mere op for snakken omkring det. Der er mange ting, som jeg må sige nej tak til, fordi jeg ved at det er extroverte mennesker, som har planlagt all the fun and games, som på ingen måde er fun games. Introuger, gæt og grimasser, teambuilding og whatnot skal gå hjem – fred være med det, når folk elsker det, don’t let me stop you, men hvorfor skal man tvinges til det, når hjertet banker og man er død i en uge efter? For mig handler det om at finde de ting, hvor man føler sig tilpas og så huske at bruge tid på sig selv og gøre noget godt. Om det så er at gå en tur, høre musik eller skrible ting ned. Det gør ikke en underlig, kedelig, ensom eller trist, fordi man ikke kan det, som alle andre kan. Vi har jo alle vores måde at tackle det på.

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ziaja - Sensitive skincare...