Beauty Bear Vitamins - Hair, Nails & Skin...

Hvem gider en brystløs, frigid slut?

Jeg er i fuld gang med at læse Ludermanifestet skrevet af de tre ladies fra Girlsquad. Jeg har virkelig være skeptisk omkring dem og bogen, men jeg havde det også samtidig sådan, at man kan ikke have en mening uden at læse lidt op på det. Jeg har kun læst omtrent 100 sider, men jeg har haft kuldegysninger flere gange. De gode af slagsen, fordi jeg netop kan se mig selv i rigtig meget af det. Flere gange har jeg også bare bladret igennem og fundet et citat her og der. Det sat en hulens masse igang inde i mig.

Jeg er blevet kaldt for luder op til flere gange. Luder, fordi at jeg ikke ville give mit telefonnummer til en mand i byen eller luder, fordi at jeg ikke reagerede på catcalling, mens jeg bare mindede min egen business. “Der er jo heller ingen, der vil knalde en brystløs luder” har jeg også fået kastet i hovedet mere end én gang. Godt nok med variation. Det er utroligt, at mine små bryster skal smides ind i ligningen, men det skal de altså. Det er et eller andet forsøg på at ramme noget, der burde gøre ondt. Men truth be told, det gør det ikke, fordi jeg elsker mine små bryster. Det er okay, at andre ikke gør, men jeg er fan. Jeg har haft mine issues, men vi har sluttet fred. Så da en tidligere kæreste spurgte, om jeg ville have lavet dem større, så måtte jeg sige pænt nej – alle fem gange.

Jeg har haft kærester, der har kaldt mig frigid, fordi jeg ikke har været in the mood. Jeg er blevet kaldt uptight og prinsesse mange, mange gange, fordi at jeg går efter, hvad jeg vil og fordi jeg fremstår meget stoisk. Jeg er enormt reserveret, når jeg er blandt mange, men det gør mig ikke til et dårligt menneske. Jeg fik på et tidspunkt smidt i hovedet af en fyr, at jeg gerne måtte “slippe min good girl-act og gå hjem med ham, fordi det var jo det, jeg gerne ville”. Også selvom at jeg lænede mig tilbage og fjernede hans hænder, hver gang at han lagde dem på mig for at trække mig ind til ham. Han spurgte aldrig, om hvad jeg ville? Fordi det var ikke en “act”, det var simpelthen bare sådan at landet lå og sådan jeg er. Jeg sætter ikke en eller anden act op, fordi at jeg ikke går hjem med en dude. Det skal jeg da nok helt selv bestemme. Jeg blev ghostet af en FWB, fordi jeg efter lidt tid begyndte at “kræve”, at jeg også fik lidt mere pleasure ud af det, så det ikke kun var ham. Vores næste aftale blev aflyst og så hørte jeg ingenting derfra. Og alligevel var det mig, som sad med dårlig samvittighed. Mig? Fordi jeg også gerne ville have en afslutning på et samleje.

Det var især linjen “…så jeg kan sætte et fucking godt show på i sengen” fra bogen, som ramte mig. Fordi hvis der er noget, jeg har gjort alle dage, så er det at sætte et show på. Jeg er nået dertil, hvor jeg næsten ikke ved, hvordan man gør andet. Jeg har ikke haft ret mange partnere. Men når jeg tænker tilbage, har alt været for showets skyld. Jeg ved ikke engang, om jeg reelt set er god i sengen. Jeg har været så caught up i at prøve at efterligne pornobranchen udadvendte sex-kitten-ideal, at jeg har glemt mig selv. Jeg har aldrig i mine seksuelt aktive (aktive og aktive er nok så meget sagt) år været i seng med en, hvor jeg har tilladt mig selv at være en del af det. En blanding af, at jeg ikke har troet, at jeg måtte og fordi at jeg hele tiden har troet, at når manden var færdig, så var det hele slut.

Jeg er blevet misbrugt i en eller anden grad som barn, men selv da jeg sagde det højt, der blev det taget imod med en støtte, men samtidig også en “boys will be boys”-vibe. Jeg tog den selv med i ligningen, da jeg fortalte det, fordi intentionen ikke var at gøre mig ked af det, men det blev jeg. Han var 12 år og jeg var 6 år, men intentionen var “bare”, at hans seksualitet var begyndt at udvikle sig og jeg var der. Men hvad med mig? Hvad med al den skam og forkerthed, som jeg sad tilbage med og først kunne få kvækket ud som 22-årig?
Hvad med da jeg blev overgrebet, fordi jeg følte mig presset og overtalt? At jeg først havde sagt nej, men jeg alligevel endte med at gøre det, fordi jeg ikke længere følte, at jeg havde et valg. At jeg har haft svært ved at bruge termet “voldtægt”, fordi jeg stadig ikke helt har accepteret det, eller fordi der ikke var fysisk vold og fysisk tvang. Eller alle de gange, hvor jeg har skulle forsvare det, fordi det heller ikke havde været intentionen at gøre mig ondt? Eller at jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke gjorde noget, men guderne skal vide, at hvis jeg kunne lave alt det om, så havde jeg gjort det.

Hvad med da jeg holdt op med at mærke mig selv, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop? Hvad med da jeg græd foran min psykolog, da hun foreslog, at jeg skulle lære at være intim med mig selv? Tanken om at skulle køre mine egne hænder ned over min egen beskidte, ulækre og brugte krop gav mig kvalme. Hvad med da jeg prøvede og den velkendte skam skyllede henover mig, fordi jeg har forbundet de to ting. Eller da jeg græd efter at have været inde hos en mandlig læge, som på ingen måde havde tid og overskud til at undersøge mig på en rolig måde eller at lytte til min historie og min bekymring. Så jeg sad sammenkrympet og storhulkende i flere dage, fordi jeg følte, at der endnu engang var blevet rodet ved mit inderste og ved al skammen over at være kvinde. Jeg håbede på at en tur i svømmehallen med klor og vand ville rense mig ren, men hverken det eller turen i saunaen ændrede på, at jeg senere lå på min seng og ikke kunne stoppe med at græde igen og smerterne i mit underliv var altoverskyggende.

Og nu, hvor jeg prøver at finde mig selv og bruger ordet “nej” mere end nogensinde før, så får jeg at vide, at jeg også bare er en eller anden, som tror en hel masse om mig selv. Næh, sådan set ikke, men jeg vil gerne have retten til at sige nej.

Eller hvad med hele historien om, at jeg ikke “kan” være inspireret af pinup og 1950’erne uden, at jeg er automatisk også gerne vil være en hausfrau eller ikke kan være feminist? Eller da jeg blev called out inden en eksamen af en ældre professor, som mente at min påklædning ikke var tækkelig og at han ordret sagde “er det fordi, at det er en mandlig censor, du har dig?”. Jeg stod i en kjole, der gik ned til knæet og en cardigan, samt en hæl og et par røde læber. Jeg kan godt se sådan ud og stadig brillere i at snakke om russisk litteratur. At jeg gerne vil klæde mig på en særlig måde, handler om min egen følelse og ikke fordi, at jeg håber på, at det kan give mig en fordel her i livet. Jeg vil da tages lige så seriøst, som hvis jeg stod i et tækkeligt suit. At jeg også viser lingeribilleder frem, handler om min egen kropsaccept og at jeg aldrig indbyder til noget. Man må gerne kigge, men det er ikke en invitation til noget – nogensinde. Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil et eller andet.

Jeg ved godt, at det her indlæg blev lidt mere in your face end, hvad jeg normalt gør. Men jeg tror bare at der var en del af mig, som simpelthen blev så træt af, at jeg altid lidt går og skammer mig. Jeg forsøger at blive mere woke, lære mere og blive mere feminist. Jeg fortæller min historie, min oplevelse og min sandhed. Jeg kan kun sige, hvad der sker indeni mig og jeg kan sige, at jeg glæder mig til at få læst resten af bogen.

7 kommentarer

  • Thea

    Det er modigt af dig at dele så intime oplevelser her, jeg håber det giver plads meget mere åbenhed! Selv identificerer jeg mig ikke så meget med Girlsquad-pigerne, men i stedet med en nigeriansk kvinde, som også er forkæmper for feminisme og som jeg vil opfordre dig til at lytte til også, hendes navn er Chimamanda Ngozi Adichie. Hun er meget inspirerende, og det kan man hurtigt få en smag af fra hendes tale i TED “we should all be feminists”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Den TED Talk bliver jeg da nødt til at lytte til på et tidspunkt! Tusind tak for din kommentar og dine søde ord <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for din ærlighed, hvor er det dog befriende. Det lyder til, at du har noget til gode. Der findes gode fisk i vandet, og dejlige mænd. Det handler nok bare om, hvor man fisker.
    Det er opslidende at blive vurderet på sin krop hele tiden. Håber du finder kærligheden til dig selv, så det andres meninger preller af på dig. Du er mere værd end det.
    Pas på dig selv seje dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Ja, det har du helt ret i og jeg har på ingen måde mistet håbet, men man bliver lidt træt i ny og næ 😉 Det er nemlig opslidende, fordi der mere til os alle end krop og udseende, men tusind tak for din skønne kommentar! <3 Pas selv på skønne dig, kram herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det vigtigste er helt bestemt at sætte den grænse, der føles rigtig for en – og så må folk akkurat, sige som de vil. Ikke at de burde åbne munden, men ikke desto mindre, kan man ikke forhindre idioter. Tilgengæld kan man som dig huske på, hvem det er, af jer to der bør skamme sig 🙂

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et ærligt indlæg, og hvor er det smukt skrevet! Aldrig har jeg læst noget så hudløst ærligt og personligt, og samtidig så utrolig genkendeligt… Som man ellers lige troede at man havde hørt alt, bliver man mødt med endnu en “smart” kommentar.
    Fantastisk at du står op for os kvinder! Du er en rollemodel❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Ihhhhhh, hvor er du altså sød! Jeg er så glad for at mit indlæg har været genkendeligt, fordi det ved man jo aldrig rigtig, når fingerne bare kører hen over tasterne! Men du har så evigt ret, man troede at man havde hørt det hele, men det havde man ikke og der kommer sikkert mere i fremtiden. Men tak, jeg håber hvertfald på at mit lille outburst er brugbart <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Beauty Bear Vitamins - Hair, Nails & Skin...