OOTD: That Sunshine & Bradshaw-feeling...

Ærligt, så føles det ret ensomt og kaotisk lige nu…

Det har taget mig en uge at få det her ned på skrift. Jeg plejer ellers godt at kunne fyre et så såbart indlæg ud på omkring 20 minutter. Måske er det fordi, at mange af de sårbare indlæg, som jeg har skrevet, allerede har været igennem en indre proces. Fordi jeg har reflekteret og analyseret dem så mange gange, at det bare er lettere. Sådan er det ikke med det her indlæg. Det er så diffust og jeg føler mig så utaknemmelig. Jeg føler, at jeg skal sige undskyld til en eller anden for at være så forvirret og så trist for tiden. Burde jeg ikke bare være glad? Burde jeg ikke bare kunne se alle mulighederne og få det bedste ud af alting?

Jeg kan ikke lige nu. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg over overlykkelig og alting bare var det bedste af det bedste. Sådan ser min verden bare ikke ud lige nu og jeg beklager, hvis jeg lyder som et utaknemmeligt og møgforkælet barn i dette indlæg. Jeg ved godt, at jeg er irrationel og åndssvag. Jeg har en periode, hvor min krop er helt sin egen og jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig. Alt, hvad jeg laver er bare et stort slør og jeg føler ikke at jeg er til stede i noget af det. Jeg tog nogle billeder igår, som skulle være lidt “roaring 1920s”-stil og det passer bare så godt på alting lige nu. Efter jeg havde lagt min noget mørkere makeup og stod med perlekæde og champagneglas og hoppede på sengen. Det føltes som mit liv af et stort rod og selvom, at jeg havde det sjovt med det, så var jeg bare heller ikke til stede lige der. Jeg gjorde det, fordi at jeg prøver at hive mig ind i at være her igen. Jeg prøver at hanke op i mig selv og have det rart. Jeg har haft skriveblokade fra bloggen længe, fordi at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. At jeg føler mig ensom? At jeg føler at verden lidt er et stort kaos og at jeg ikke føler, at jeg kan snakke med nogen om det. Jeg føler helt klart skam over, at jeg ikke er gladere. Jeg prøver så hårdt på at blive selvstændig og jeg vil det så gerne. Jeg ved, at det har meget at gøre med det hele. Jeg er så bange for at mislykkedes, fordi hvad er min plan B? Jeg kan ikke blive boende hos mine forældre til evig til og jeg kan ikke blive ved med ikke at have en indkomst? Jeg ved at den vej, som jeg har valgt som freelance og selvstændig er så ustabil, som noget kunne være. Det har jeg godt vidst hele tiden.

Så på den ene side, så føler jeg at der er kommet en anden side frem af mig selv. At jeg endelig er ved at klække skallen til denne her “moderne pinup”, som jeg så gerne vil gøre til en del af mit brand. Det er på vej frem og jeg føler mig meget hjemme i det. Jeg tager ikke de shoots for at vise mig frem, men det er fordi, at jeg har det sjovt. Jeg elsker at afprøve looks og hoppe rundt til høj jazz, mens kameraet klikker. Jeg har sjælendt konceptet før, at jeg bare gør det og står midt i at hive puder, stiletter og læbestift frem. Jeg føler at der er en eller anden mørkere og måske mere sexet side, som har fundet frem? Som jeg prøver at embrace gennem min pinup-stil og alligevel så er jeg ved at kløjes af skam over det, fordi det er jo ikke sådan, at jeg plejer at være. Det plejer jeg jo ikke at gøre mig så meget i, som jeg gør nu. Jeg plejer ikke engang at kunne have en lav udskæring uden at have kvalme over, hvor utilpas jeg føler mig. Men nu? Something has changed.

Det hele vender bare tilbage til denne her følelse af ensomhed. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg har mig selv og jeg har så svært ved at sætte ord på de modstridende følelser, som jeg har. Jeg hives i af både glæde, optimisme og samtidig denne her pessimisme og usikkerhed, som har kløerne i mig. Jeg ved, at jeg inderst inde har truffet den rette beslutning angående mit liv lige nu. Jeg har bare en følelse af, at jeg ikke aner, hvem jeg skal snakke med om alt det, som jeg gennemgår. Jeg har lidt prøvet, men jeg føler mig ikke sådan helt forstået, hvilket jo også er okay. Men jeg står bare lidt og blafrer mellem at grine og græde hele tiden. Jeg glædede mig også til at mine forældre tog på ferie i denne her uge, men da jeg hørte dem gå ud af døren for to dage siden, var jeg ved at springe ud af sengen og skrige panisk “i må ikke forlade mig”. Jeg har brug for ro, men jeg tør ikke rigtig have den. De sidste par uger har jeg braget musik så højt ind i hjernen, at jeg tror, at den er på nippet til at smelte. Jeg har hoppet rundt og danset til alt muligt. Jeg har ikke kunne sidde stille og selvom, at jeg har kunne mærke det i lænden eller i benene, så har jeg trodset det. Jeg har ikke lyst til at indrømme, hvor ensom og øv jeg har det lige pt. Jeg går for sent i seng, fordi mine tanker larmer og jeg står for sent op, fordi jeg ikke kan overskue at stå op. Jeg føler mig træt og jeg føler mig virkelig ked af det. Men hvorfor sådan 100%, det ved jeg ikke. Jeg er jo på rette vej med alting. Jeg har et godt supportsystem i familie og venner. Så hvorfor blive alting bare ved med at være et slør?

Igen, jeg beklager, hvis det hele bare er vulapyk og rent vås herfra. Jeg har altid haft intentionen at min blog er mit safespace og jeg har svoret, at jeg altid har ville være så ærlig og reel som mulig. Så her er det, som foregår bag smilet, når jeg endelig er uden for døren.

Jeg ved, at det vender igen og jeg ved, at alle mennesker har perioder, som er sværere end andre. Ting sker og livet har sine bump, så hvorfor skulle mit ikke også have det? Jeg satser stærkt på, at det her indlæg får vendt lidt på det. Det plejer at hjælpe at få det ud af systemet.

Men tak til jer, som læser med og som følger mine opture og nedture. Det betyder meget mere end i aner.

1 kommentar

  • Matilde

    Pøj pøj – det hele vender! Nogen gange er det en fin balancegang imellem virkelig at ønske at folk skal forstå en, og så nogen gange at give sig selv den forståelse man har brug for. Desværre er det så skide svært for andre at forstå alt, hvad der foregår i ens sind, men hvis man stille og roligt prøver selv at acceptere det – og ved, at intet er statisk, heller ikke de dårlige tanker og følelser, så er man allerede et skridt på vej i den rette retning.
    Jeg kan godt nogen gange, når det hele virker ret uoverskueligt og totalt umuligt (som om det hele sejler og man ikke aner hvordan man får vendt den her periode) finde lidt trøst i, at man sku har nogle gode historier at fortælle til sine børn, når de engang kommer. At man har været så hamrende forvirrende, helt ude og skide, ulykkelig, trist, frustreret, vred, ensom, glad osv., men at alt sammen har ledt til den man bliver senere i livet. Det hjælper mig en smule at forestille mig, at jeg er Ted fra How I Met Your Mother (ved godt det er en fiktiv serie osv, but whatever), der sidder og kigger tilbage på alle de gode og dårlige oplevelser, der er hændt ham.
    Vi går alle igennem mindre gode perioder, og jeg synes klart man skal opsøge hjælp på den ene eller anden måde, hvis man virkelig har det skidt – det er SÅÅÅ vigtigt. Og måske romantiserer jeg det hele lidt, men det hjælper mig at se mig selv lidt udefra med et humoristisk blik, ala “ja jeg var sku ret ensom i den periode, så ensom at jeg så serie hele dagen, eller så ugidelig at jeg stod op alt for sent eller hold nu op hvor var jeg knust over ham den dumme eks-kæreste eller den dårlige karakter eller noget i den stil., men jeg klarede det sku. Og jeg ville ikke have været den periode foruden. Jeg tror man vokser i de perioder, hvor det virker allersværest. For mig hjælper det lidt, som et lys i en mørk tunnel at tænke, at det sku er lidt sjovt alle de ting man får rodet sig ud i – at se mig selv med et lidt forstående og kærligt blik. Men også at søge kontakt og sociale aktiviteter, når ensomhedsfølelsen træder ind – ikke kun hvis den er forbigående, for det er også vigtigt at lære at være i alle følelser – men så den ikke bliver statisk.

    Held og lykke fremover (håber min lange kommentar kan give lidt til eftertanke).
    Vi roder sku alle sammen rundt engang imellem, og heldigvis finder vi næsten altid fodfæste igen. Bliver glade, griner, smiler, elsker, krammer og kysser igen. Det kommer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD: That Sunshine & Bradshaw-feeling...