Det roder lidt på bloggen - Frk.mejer 2.0 is on it's way...

Drømmen nærmer sig, det samme gør angsten for at være god nok.

 

Jeg har næsten lige haft et møde omkring, hvordan min blog kan udvikles og hvordan at jeg skal komme videre fra fritid til mere professionel. Præcis som jeg har ønsket så længe. Jeg kom alt for tidligt og stod lidt udenfor og ventede på, at tiden var til, at jeg kunne gå ind. Jeg rystede over hele kroppen, hvilket var lidt åndssvagt, fordi det var jo bare en snak. Samtidig med at hun var smaddersød. Vi gennemgik nogle forskellige tekniske detaljer og hvad der ellers hører med. Alt sammen lød så godt og samtidig kunne jeg mærke et sug i maven af panik. Panik over, om jeg overhovedet kan finde ud af at være selvstændig og alle de her ting. Samtidig var det helt klart også en angst for, om der overhovedet er nogen som vil arbejde sammen med mit lille univers. Jeg har flere gange vendt tilbage til det, når jeg står til events, men følelsen af at være outsideren sidder virkelig dybt i mig. Vil de andre kunne lide mig? Eller vil de tænke “vor herre bevares”. Jeg burde jo være ligeglad med, hvad alle andre tænker, så længe at jeg er glad og står inde for det, som jeg laver.

Jeg ved, at jeg gerne vil skrive og være blogger. Det har været drømmen længe, men nu står den og er endnu tættere på end nogensinde før og så går jeg i panik. Min krop er udmattet for tiden og nu når jeg ikke lader min panik og usikkerhed falde ud i en spiseforstyrrelse, så sætter jeg det alle mulige andre steder. Først var det mine ører og senest prøver jeg lidt for voldsomt at danse følelserne ud – enten hjemme eller til træning, hvilket gør at jeg føles endnu længere væk fra jorden og at jeg slet ikke slapper af, mens musikken brager så højt igennem headsettet. Jeg har haft skriveblokade i den sidste tid nu og jeg endte med at gå fra det møde med sommerfugle i maven og ormearme. Ikke fordi, at jeg ikke vil det. Fordi at jeg vil det alt for meget. Jeg vil gerne det her. Det brænder i min krop og jeg føler næsten, at jeg er trådt ud af mig selv, fordi at jeg ikke kan rumme min egen passion og den usikkerhed, som følger med. Jeg vil så gerne kunne sige, at alting bare gik tjuhej og at jeg er glad for fremskridtet. Fordi ingen tvivl om, at jeg er det og jeg er så taknemmelig for alle dem, som gider at svinge forbi og læse eller følge med. Jeg kan bare mærke, at den der lille pige, som ikke følte sig hjemme i folkeskolen, gymnasiet, uni, arbejdet her og der. Den pige, som ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv og som på ingen måde turde stå ved sig selv. Hun er dukket op til overfladen igen. Jeg er bange for, at jeg ikke hører hjemme. Jeg er så bange for, om jeg overhovedet har en plads her i det store, store influenter og bloggerhav. Er jeg god nok til at kunne det og kan jeg fange folk nok, så de gider blive ved med at læse? Kan jeg gøre det godt nok, så annoncører har lyst til at samarbejde med mig?

Følelsen af at folk aldrig rigtig forstod mig eller at være the odd-one out ligger dybere i mig end jeg egentlig vil indrømme. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg bare stod ved mig selv alle døgnets timer, men det gør jeg ikke. Jeg tvivler på mig selv og om jeg gør det godt nok, som den person jeg er. Jeg ved, at jeg altid har haft min egen måde at gøre tingene på. Jeg kan ikke lave den del om, fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg inderst inde ikke vil være andet eller andre end mig. Hver gang at jeg har gjort noget nyt, om det så har været TV, events, møder eller andet, så er jeg simpelthen så nervøs, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Min skriveblokade har også handlet om, at jeg ikke har turde skrive noget de sidste par dage. Jeg har så mange ideer, men jeg har ikke turde handle på dem.

Jeg har så meget, at jeg gerne vil dele. Jeg vil så gerne hjælpe andre, så jeg kan give dem et sted, hvor man kan være irrationel, alt for følsom og alligevel vise, at det kan være en styrke, selvom at det tit føles som en svaghed. Jeg vil så gerne vise, at selvom at man går sin egen vej eller ikke er som mange andre, så er man stadig lige så meget værd og selvom at det kan være så ensomt indimellem, så skal man altid gøre det, som er rigtigt for en selv. Jeg har udviklet mig og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg bliver gladere af denne her blog, selvom at det nogle gange virker til, at min krop modarbejder mig og at jeg næsten har det værre, end da jeg droppede ud og tog et arbejde i en butik. Det føltes nemmere bare at stå der, sige hej og så få en fast løn. Det liv har jeg sagt nej tak til og kastet mig ud i at være mit eget brand. Pisse skræmmende og samtidig så har jeg ikke en Plan B. Det er det her, som jeg gerne vil og som jeg har tænkt mig at kæmpe for til trods for usikkerhederne og panikken.

Jeg gør det sgu! Jeg kaster mig ud i det og jeg har tænkt mig at lægge mit hjerte helt og aldeles ind i det, sammen med al den panik og uro, der nu måtte opstå. Jeg er allerede kommet et godt stykke, så mon ikke at det hele lykkes i sidste ende? Og desuden, så må jeg også stole på, at jeg er blevet taget ind, fordi der er muligheder. Fordi hvorfor skulle man dog ellers gøre det?

Kontrakten er også underskrevet og det er officielt. Jeg er blevet premiumblogger!

   

2 kommentarer

  • Det indlæg får godt nok en gennem hele følelsesregistret. For først og fremmest sikke en glæde på dine vegne. Hvor bliver man bare sindsyg glad over at læse, hvordan du tør jagte drømmen. Hvordan du har fundet din passion, og af at mærke, hvor meget du elsker den.

    Men selvfølgelig stikker det også lidt i hjertet, at du stadig kan blive taget tilbage til de tvivlende tanker og følelsen af at være outsider.

    Heldigvis lader det til, du ved, det ikke er rigtigt – at det er frygten, der taler. Den frygt, som jeg næsten synes det var lidt uhyggeligt, at vi beskriver så ens i vores indlæg.

    Men det må jo så være rigtigt, det er bare så kontrastfyldt. Glæden og gå-på-modet, når man har fundet sin passion over for den næsten dræbende frygt, der følger med. For jo vigtigere noget er for os, des mere frygt er der forbundet til det – utroligt upraktisk egentlig, for det gør det svært at følge sine drømme.

    Jeg er dog sikker på, du nok skal klare det. At når vi trodser angsten for at fejle, nå vi rent faktisk har/får/tager muligheden for at realisere vores drømme, så lykkedes det til sidst. Men der vil nok ligge et par skriveblokader på vejen.
    Derfor ønsker jeg dig alt muligt held og lykke på vejen og ikke mindst et stort tillykke med den underskrevne kontrakt. Sejt kæmpet!

    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Tusind tak for denne her kommentar. Det er virkelig dejligt at vide, at man ikke er alene med det hele. Det er nemlig så kontrastfyldt og selvom, at man er lykkelig, så kommer der også et stik af at blive nervøs eller bange for, hvordan det s¨kommer til at gå. Jeg tror også, at der vil komme lidt bump på vejen, men det ville der gøre med alt her i livet. Så tusind tak for al støtten og de skønne ord! Jeg ønsker også dig al held og lykke og en masse kram herfra! Kæmpe knus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det roder lidt på bloggen - Frk.mejer 2.0 is on it's way...