Serier, økologisk slik og celebritycrushes..

“Vogue like a painting”, tårer og kærlighed.

 

Jeg ved ikke engang, hvordan at jeg skal starte. Det er måske en anmeldelse og måske bare en oplevelse, som jeg bliver nødt at få skrevet ned. Jeg var så irriteret over, at jeg ikke havde min computer med mig, da jeg stod på Gammel Strand. Jeg havde ikke engang pen og papir. Noget jeg normalt plejer at have på mig, men jeg havde haft lidt for travlt, da jeg tog afsted i morges.

Hele ugen har jeg været i et underligt humør og det var jeg også i dag. Jeg føler mig ved siden af mig selv. Jeg debatterede lidt med mig selv, om det var dagen til at se udstillingen Vogue like a painting, fordi jeg ikke helt vidste, hvor jeg havde mig selv. Jeg har ville se den rigtig længe og nu blev det altså. Jeg trådte ind og med det samme, at jeg fik øje på det første billede, så var mit hjerte indhyllet i kærlighed. Vogue-udstillingen er udvalgte billeder fra Vogue og med særligt henblik på dem, som er inspireret af kunst eller som er mere sat op som kunst og malerier normalt er. På væggene rundt omkring hang der store og små billeder af modeller i store kjoler, avantgarde og de helt simple ting. At se billeder hænge der på forstørret og med mulighed for at se alle de bitte små detaljer var helt umanerligt fantastisk. Jeg fik kuldegysninger op og ned af kroppen. Jeg stod foran et af billederne som indeholdte ballerinaer i strutskørter og en masse vidunderlige detaljer i den store sal, som billedet var taget i. Der var en melankoli, en passion og æstetik i det, som jeg slet ikke kunne stå for. Poseringerne, kompositionen og balancen mellem det smukke og de “ikke-smukke” detaljer var så perfekt.

Da jeg nåede ind til det tredje rum på første sal, så var jeg på nippet til tårer. Jeg stod og kiggede på et billede af en kvinde, som har et barn hængende med munden suget godt fast omkring brystvorten – det andet tildækket. Hun kigger ikke direkte ind i kameraet, men der en blanding af et fast og fjernt blik. Det har uden tvivl skabt debat, da det kom frem. Det er ikke den eneste gang at Vogue har brugt billeder af en ammende kvinde. Måske handler det også om den debat, som jeg slet ikke forstår, fordi det er noget af det mest naturlige i verden og mange forarges? Dette billede var så opstillet og indeholdte alligevel noget så naturligt – præcis som den verden, vi færdes i.

På tredje sal sal var der det smukkeste billede, som mine øjne nogensinde har lagt blik på. Ved første øjekast lignede det en blanding et billede fra 1950’erne og Skagensmalerierne gone Vogue. Gik man tættere på kunne man se at det var udgivet i maj 1995. Året, hvor jeg blev født. Billedet forestiller to kvinder i de smukkeste tylkjoler, som holder hinanden i armene og danser rundt i strandkanten. Billedet er en anelse sløret, da solen står i en vinkel, så man næsten ikke kan finde ud af, hvad der er i forgrunden og hvad der er i baggrunden. Når jeg nu siger, at jeg mine øjne løb i vand, da jeg så det her billede, så er der sikkert mange der tænker, hvorfor? Jeg ved det ikke, men det billede ramte noget i mig og i den stemning, som jeg var i. Jeg bliver stadig helt rørt af bare at genfortælle det. Det billede har noget magisk, noget smukt og noget elegant over sig, som intet andet. Det er alt, hvad jeg nogensinde har ville have. En glæde og en lettelse fylder hele rammen. Kjolerne er også en drøm og gid at jeg får lov til at bære sådan en på et tidspunkt i mit liv. Jeg ved ikke engang, hvordan at jeg skal beskrive billedet, fordi jeg ved ikke, hvad det gjorde ved mig. Måske var det fordi, at det virkede så frit for bekymringer og fyldt med elegance midt i alting. Et øjebliksbillede. Jeg rev mig selv væk derfra og gik igennem de andre lokaler. Jeg satte mig ind i den lille biograf, hvor de viste interview med mennesker som har arbejdet med fotografier og Vogue. Den første rørte mig helt vildt, da han fortalte historien om, hvordan han havde fundet sit kald i livet. Alt andet havde været noget rod, men da han tog kameraet og begyndte at arbejde på at skabe disse øjebliksbilleder af “strange beauty”, så skiftede det for ham. Al kaos og forvirring var opløst i denne her klarhed, fordi at han havde fundet sin vej ind. Den anden var Tim Walker, som har arbejdet på Vogue og mange af billederne, som hang derinde var også med hans navn på. Sikke dog et ydmygt og dygtigt menneske. Han fortalte, at han aldrig havde regnet med, at det skulle være ham bag kameraet, fordi det tekniske sagde ham ingenting, men billedet og øjeblikket gjorde. Det smukke og hans indfangelse er eminent. Da han blev spurgt, hvordan han havde det, når han inspirerede andre med sin kunst. Han kiggede ned i bordet. Så længe at han kunne videregive sin kærlighed og måske inspirere nogen til at skabe noget, så var han mere end rørt. Hans ord resonerede i mig. Det er præcis det samme, som er gældende for mit. Det handler om at lave noget, som man er stolt af og Walker tog kun projekter, hvis han var forelsket i det. Det giver ham en troværdighed og en autencitet, som man sagtens kan fornemme gennem hans værker. Tænk engang, at de også bare har stået og fumlet med et kamera og så pludselig stod de begge på Vogue fyldt med ideer og kærlighed til skabelse, kunst og mode.

Inden at jeg forlod udstillingen, satte jeg mig op og kiggede på billedet igen. Der skete præcis det samme. Det rørte mig helt vildt. Jeg sad i 10 minutter og kunne slet ikke få øjnene fra det igen. Jeg ville have det med hjem og jeg ville gemme følelsen af det. Jeg står et sted, hvor der sker mange forandringer med krop og sind, men besøget og kunsten var, hvad jeg manglede. Jeg hørte et interview med en skuespiller, som sagde at han håbede at alle havde de der øjeblik fyldt med kærlighed – om det så varede fem sekunder eller en hel aften. Jeg havde det øjeblik, mens jeg sad og kiggede på det billede og da jeg gik rundt mellem modefotografierne, modehistorien. Jeg ved, hvor mit hjerte hører hjemme og jeg ved, hvad min største kærlighed er.

Så alle der bare har den mindste interesse Vogue, mode eller vidunderlig æstetik burde besøge udstillingen på Gl. Strand. Den løber helt til d. 2 september 2018.

 

Amber Valetta & Shalom Harlow, Vogue Issue May 1995. Photo: Nick Knight

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Serier, økologisk slik og celebritycrushes..