Interview: Sødeste Simone Kronborg

Jeg hader, at jeg skal være bange, når jeg går alene om aftenen..

 

Sidst jeg var på vej hjem om natten var i en rød kjole. Ikke, at der var mange mennesker på gaden, men på min tur hjem, skal jeg forbi et par værtshuse og jeg hader det. Jeg hader gåturen fra stationen og hjem. Jeg går altid med headset i og med hastige skridt. Denne aften var der også et par mennesker på gaden. Ikke, mange. Men der gik et par mænd. Jeg skyndte mig forbi dem uden at få øjenkontakt eller at gøre opmærksom på mig selv. Jeg havde fnilder i maven over turen denne gang. Jeg vendte mig rundt. Længere nede på gaden, så jeg en mand, som gik samme rute som mig. Jeg panikkede indvendigt og havde allermest lyst til at løbe. Han var langt nok væk til at det ikke som sådan var truende og han gik måske bare også hjem? Men jeg tog mig selv i at række ned i min taske og finde min medbragte hårspray. Bare for at have noget, hvis nu…

Jeg tager også mig selv i at have nøglerne i hånden under hele turen og placere en af dem, så jeg ville kunne give et slag fra mig, hvis nu… Der er hele tiden den følelse af, hvis nu der skulle ske et eller andet. Er det en irrationel frygt. Måske og måske ikke. Jeg siger ikke, at alle mænd angriber fra det nærmeste hjørne, men jeg er utryg. Jeg bliver utryg, når jeg ser en stor gruppe mænd komme gående mod mig eller længere fremme. Jeg går over på den anden side af gaden og jeg holder mig helt for mig selv.

Der har bare været nok oplevelser, hvor jeg er blevet antastet af fremmede mænd, som ikke har kendt grænserne. Jeg har set mænd rage på sig selv i toget, mens de har stirret mig lige ind i ansigtet. Jeg har oplevet at en fuld mand, ud af det blå, hev fat i mig i toget gentagende gange sagde, at han gerne ville kneppe mig, men at jeg nok var for ung. Men han synes at jeg var smuk og han fik helt svært ved at holde sig i ro. Jeg var så angst, fordi jeg havde bare siddet i gangen i min uldfrakke og ventet på min station skulle tone frem i mørket. Han skulle af samme sted og jeg nærmest løb hjem med min mor i telefonrøret.

Jeg havde en episode, hvor jeg igen skulle hjem. Jeg gik i min egen verden og en ung fyr begyndte at snakke. Jeg nikkede høfligt og gik videre med headset i og hurtige skridt. Han blev ved med at snakke. Jeg svarede ikke. Han spurgte om jeg skulle i byen eller om jeg måske skulle hjem til en kæreste. Jeg sagde, at jeg havde en kæreste, fordi det måske ville lukke det ned. I stedet blev det en “udfordring” og han var sikker på, at han kunne noget, som ham min kæreste ikke kunne. Jeg fandt mit nøglebundt frem, da vi nærmede os porten, hvor jeg skulle ind. Han stoppede op sammen med mig og selvom at jeg bestemt sagde “farvel nu”, så stod han der bare. Da jeg gik ind mod porten hev han fat i min arm for at give, hvad jeg troede var et håndtryk. Men han forsøgte at trække mig ind til et kys. Jeg forstod ikke, hvad der skete og jeg sagde bestemt “nej”, rev min hånd til mig og skyndte mig op. Han gik heldigvis, men jeg var så chokeret. Hvordan kan man have den mentalitet og tro, at det er okay at kysse et menneske, som man lige har mødt? Episoden har irriteret mig, fordi at jeg ikke kan forholde mig til, hvorfor at det overhovedet skete. Gjorde jeg noget forkert? Sendte jeg signaler? Gjorde jeg mig til? Men samtidig kan det ikke være rigtig at almen høflighed som et smil, kan give anledning til en episode. Jeg tager også mig selv i at tænke mig om i forhold til, hvem jeg smiler til og hvornår. Netop fordi, at jeg ikke vil invitere til snak eller nærkontakt. Jeg er bare en smilende person og jeg synes generelt, at vi smiler for lidt til hinanden. Men jeg er også begyndt at lade være nu.

Jeg ved godt, at der er en del, som tænker at sådan noget som catcalling på gaden, burde man tage som et kompliment. Jeg synes et eller andet sted, at det er irriterende og noget af det gør mig utryg. Jeg ved ikke, hvor jeg har situationen henne. Jeg synes ikke, at det er hyggeligt, når en bil sagtner farten og følger efter mig for at kigge eller rulle vinduet ned og sige ting. Jeg synes ikke, at det er hyggeligt at blive råbt efter af en eller flere mænd, mens jeg bare prøver at gebærde mig i verden. Jeg synes ikke, at det føles rart, når jeg bliver stoppet om aftenen, hevet i i byen og rørt ved, når jeg bare prøver at have en god aften. Jeg har stået i byen og givet reprimander, fordi at jeg åbenbart “var sååå lækker, at man bare måtte røre ved mig”. Nej. Don’t. Jeg skal nok selv bede om det, hvis jeg gerne vil have det. Jeg læste faktisk om en fetischfest, hvor reglerne var sådan, at man kun måtte røre ved hinanden, hvis man var helt og aldeles sikker på, at det ville blive modtaget positivt. Så simpelt og alligevel så overhørt ude i den virkelige verden. Hvor det at blive rørt ved og antastet er så normalt, at man næsten har vænnet sig til det.

Jeg havde en snak med en veninde omkring påklædning. Vi tænkte alt for meget over, hvad vi tog på og især, hvis vi vidste, at vi skulle hjem sent om aftenen. Jeg havde ellers haft planer om at tage en sort, stram kjole på, som viste alle mine former. Mine hofter er forholdsvis brede og i en stram kjole får jeg lidt en blanding af et timeglas- og en dråbe-facon. Jeg tog mig selv i, ikke at tage den kjole på, fordi at det var for varmt til at have en lang jakke udenpå, så jeg ikke kunne skjule min booty. Jeg tænkte, at det ville vække for meget opmærksomhed og det turde jeg ikke satse på. Min veninde havde tænkt det samme. Hun planlagde også meget nøje, især når hun vidste, at hun skulle hjem alene og kæresten ikke var med. Jeg blev så trist over, at det er sådan en følelse, som man skal have i kroppen. Jeg overvejer meget, hvordan jeg ser ud og den røde kjole gjorde mig næsten angst, fordi jeg ikke kunne gå igennem nattens mulm uden at lyse landskabet op. Hvad nu hvis, at de troede at jeg ville ses eller at jeg ville have opmærksomhed. Hvorfor skulle jeg ellers tage det på? For min egen skyld er det korte svar. Jeg gør det kun for min skyld, men nogle derude tror, at man kun gør ting for at behage deres åsyn.

Jeg bliver trist over, at det ligger så dybt i mig og i andre. Jeg har så mange veninder, som kan mærke at pulsen stiger og alt prikker, når en gruppe mænd og især de fulde af slagsen, slingrer gennem gaderne. Det føles ubehageligt og utrygt. Jeg er træt af at have det sådan, men når man stadig spørger voldtægtsofre om, hvad de havde på da det skete, så synes jeg at det er svært at have det anderledes. Jeg kan ikke sige det nok. Påklædning har intet at gøre med det. Folk i store jakker og tusind halstørklæder oplever det. Folk i små shorts, lange bukser, turtleneck, flade sko, høje sko, makeup, ingen makeup, oplever at blive antastet eller i værste fald overgreb.

Jeg ved ikke engang, hvad min konlusion er på det her indlæg. At jeg er lidt opgivende, men mest af alt. Det skal stoppe. Vi skal alle sammen uanset køn og påklædning kunne gå på gaden uden at føle sig utryg eller angst.

Jeg bliver bare øv over, hvor meget det faktisk fylder i mig. Jeg føler mig overraskende skrøbelig, når jeg er alene udenfor. Jeg synes bare ikke, at det kan være rigtigt, at man skal være nervøs for sin påklædning, at være høflig eller at eksistere ude i verden. Heldigvis findes der også de søde mænd af slagsen, da jeg også har oplevet en fuld dude, som spurgte om jeg gerne ville kysse ud af det blå, men da jeg sagde nej, så smilte han og sagde “Det er okay, god aften” eller den gruppe af drenge, som kom over til mig i byen for lige at sige, at jeg skulle passe på, fordi at de så, at jeg havde fået en flaske øl af DJ’en, som var åbnet i forvejen. De vidste ikke, at det var min  daværende kæreste, men det var rart at de sagde det. Eller de drengevenner som fulgte mig hjem efter en bytur, selvom det var helt lyst og et par hundrede meter væk. De ventede indtil de så, at jeg var gået ind i opgangen. Vi skal bare blive bedre til at passe på hinanden og vi skal være gode ved hinanden.

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Interview: Sødeste Simone Kronborg