The evolution of the Lingerishoots

Det var lidt en mavepuster, da vinderen blev udråbt..

Og det ikke var mig der vandt…

Jeg havde stået der med hjertebanken lige inden, at det blev sagt højt. Jeg beklager, hvis jeg lyder utaknemmelig eller som en bitter gammel dame i det her indlæg, fordi det er ikke min mening. Indlægget er jo bare min oplevelse og samtidig ville jeg gerne forholde mig ærlig gennem hele forløbet fra start til slut.

Det har været en rollercoaster uden lige at være nomineret til det her. Jeg er stadig så glad for, at jeg overhovedet fik en chance. For mig handlede det aldrig om turen til Amsterdam eller gavekortet til shoppingen.  For mig handlede det om, at jeg måske kunne etablere mig mere i bloggermiljøet og måske ville ChriChri også opdagede mig, da de var en del af juryen. Jeg havde håbet på, at min feminine og vintagevibe ville give noget og at det anderledes kunne få sin chance. Det handlede også om at få chancen for måske at blive ambassadør og være med til at sprede budskabet om kropskærlighed og -diversitet.

Da jeg stod til eventet med min veninde, så følte jeg mig alligevel helt vildt malplaceret. Jeg følte ikke, at jeg hørte til inde i den butik. Jeg ved ikke, hvad det var, fordi jeg kendte flere af dem og havde jo også min veninde med, men det føltes underligt. Jeg troede, at eventet ville være større og jeg troede, at der var gjort mere ud af det. Jeg følte, at det betød alt at vinde. Det betød måske ikke alt, men det betød meget. Igen, fordi at jeg håbede på, at det anderledes og atypiske kunne få lov til at sætte sit fodspor og måske også blive anerkendt. Jeg sad herhjemme nogle dage inden afstemningen var slut og græd på køkkenbordet. Jeg græd, fordi at jeg ikke følte mig god nok til at være en del af det. Jeg græd, fordi at jeg kunne mærke, at det betød rigtig meget for mig at få chancen for at være en del af det. Jeg græd, fordi at jeg blev rørt og fordi at mit største ønske her i livet er at hjælpe andre. Jeg vil gerne kunne række ud til andre og få sat ord på nogle af de svære følelser. Både dem som man oplever, fordi livet er svært og dem som man ikke tør sige højt, fordi at man er bange. Jeg ville gerne vinde, fordi jeg håbede at mit budskab omkring bodypositivity og selflove ville komme længere ud og at jeg kunne vise, at selvom at man har kæmpet med et forskruet billede og en spiseforstyrrelse, så vendte det. Jeg har knoklet hårdt for at udvikle mig selv og blive glad for den krop, som jeg er blevet givet. Jeg er ikke drevet af at blive populær bare for at være det, men for at kunne nå ud til endnu flere mennesker og hjælpe med det, som jeg kan gøre.

Jeg indrømmer gerne, at lige da vinderen blev råbt op og at det ikke  var mig, så fik jeg et ordentlig slag i maven. Det gjorde ondt og det ærgrede mig. Jeg blev skuffet og jeg havde egentlig lidt lyst til bare at gå bagefter. Jeg blev først lidt bitter på det hele og jeg er ikke noget konkurrencemenneske, men der var endelig noget, som jeg havde gået op i med liv og sjæl. Jeg brænder virkelig for det mit budskab. Jeg følte mig bare så tåbelig, da jeg selv havde gjort det hele til noget større og vigtigere end det var. Jeg tog det alt for højtideligt og det blev så fladt, da det kom til stykket. Luften gik af ballonen. Eller af de 18 balloner, som jeg brugte til shootet for at symbolisere 2018. Jeg troede at det var et stort event, som løb af stablen, hvor det var et miniature awardsshow, hvor man så de nominerede, drak champagne, sad ned på en stol og kunne høre, hvad der blev sagt og at det var mere personligt, når det angik vinderne. Jeg troede at med alt det forarbejde, som der var lagt i det og med undertitlen “er du DKs bedste blogger?”, at det virkelig var et seriøst og gennemarbejdet event. Men stemmerne fra de overordnede blev suget ind i pushupfyldet på lingeriet og kunne næsten ikke komme igennem de butikssøjler, som man stod bagved. I dag sidder jeg og føler mig åndssvag, fordi at jeg lagde så meget betydning i det og virkelig troede, at det ville være større og vildere. Mit hoved havde fået udviklet det til en ceremoni og en reel chance for at imponere både brandet ,Hunkemöller, og ChriChri.

Det fik mit et kort øjeblik til at tvivle på mig selv og det har hele denne her konkurrence faktisk gjort. Jeg havde lyst til at kaste håndklædet i ringen og følge strømmen. Jeg havde lyst til at gøre det, som alle de andre gør og give ind til det. Jeg var i panik over mit outfit til eventet, da jeg ikke vidste, om jeg skulle gå i de andres retning eller om jeg skulle stå ved mig selv. Men jeg stod ved mig selv, præcis som jeg gjorde med billederne. De billeder gør mig stadig glad, når jeg kigger på dem. Jeg er stolt over min egen indsats og at jeg kan noget, som kun er mit. Jeg er mig og jeg er god nok. Jeg er også god nok, selvom at jeg ikke vandt eller blev udvalgt af juryen eller måske fik stemmer nok til top tre.

Jeg er stolt af, at jeg skiller mig ud og at jeg kan noget der er helt særligt. Særligt, fordi at det er mig, som jeg er og at jeg står ved, at jeg gerne vil dresse op for at ligne en Old Hollywood-stjerne på en torsdag og en 1950’er kvinde fredag eller søndag ligger med dobbelthager, chokoladepletter på trøjen og græder til Project Runway, fordi én røg ud – selvom at der ryger en ud i hvert afsnit og det ikke kan komme bag på mig.

Jeg er stolt af at være så indlevende og arbejdsom. Jeg er stolt af at være hende, som måske føler for meget eller lægger aaaalt for meget i tingene, fordi at det betyder noget for mig og at jeg vælger at omfavne det. Jeg duer ikke til det overfladiske.

Ja, det her betød meget og jeg er stolt af den indsats, som jeg gjorde for at indfri det håb, som det var. Jeg gemte mig ikke bag min generthed, men jeg gjorde noget, som jeg kunne mærke, var det rigtige for mig. Jeg tillod mig selv at være fully committed til noget og gik efter det, fordi jeg brændte for det.

Jeg vil stadig fejre mig for at være mig. Jeg ved også, at jeg nok skal få etableret mig på min egen måde, fordi jeg gør jo altid tingene på min måde, hvordan skulle jeg dog ellers?

Og alt det her har intet at gøre med de andre piger og vinderne. Det her handler mere om min indre kamp og min usikkerhed for, om jeg er god nok, som jeg er.

Så tusind tak til alle jer, som har stemt på mig, som følger med i mine følelsersture og som støtter mig. Det betyder alverden. Det gør det virkelig! Og ikke mindst, så ville jeg gerne slutte med et stort tillykke til vinderen af lingeri-kategorien og til de andre. Sejt gået!

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The evolution of the Lingerishoots