Legesyge og unikke smykker fra Lulu Copenhagen

Interview: Cool Miriam fra Miriamsblok.dk

Jeg kan godt lide folk, der er ærlige og som tør stå ved sig selv. Det synes jeg virkelig at Miriam virker til. Hun er en mega cool lady, som styrer sin egen blog og fortæller åben og ærligt om dating, livets oppe og nedture, passionen for sko. Og ikke nok med det, så er der et væld af sandheder indsendt fra læsere, som anonymt fortæller store og små hemmeligheder. Der er rigtig meget at komme efter på Miriamsblok.dk og den er klart et læs værd. Hvis man først kommer derind, så kan det tage flere timer før, at man kommer ud igen.

Hvad er visionen bag dit univers på Miriamsblok.dk? Siden at du oprettede den og til nu? Kan du mærke en udvikling i den og i dig selv?

Der er som sådan ikke en vision. Jeg vil helst passe på med at blive for strategisk omkring indholdet, så bliver det nemt forceret. Jeg vil gerne skrive om det, der falder mig ind og alle aspekter af livet, store som små. Der skal være plads til både det sjove og det alvorlige, det pæne og det uperfekte. Da jeg startede, skrev jeg primært om sko. Så ja, der er sket en massiv ændring. Ikke mindst, fordi man bliver enormt meget klogere på både sig selv og andre mennesker, når man på daglig basis smider noget ud i verden og får respons retur.

Du er meget ærlig i dine indlæg, hvordan kan det være at du lægger så meget vægt på ærlighed og selvironi? Og er du aldrig nervøs for, hvad folk tænker eller mener om det?

Hvis man ikke er ærlig, kan det næsten være ligegyldigt. I hvert fald, når man har det blogfokus, jeg har. Der ligger altid en latent frygt for, at folk ikke forstår min humor eller hader mig, og det sker da også, men der er heldigvis langt flere, der godt kan lide det.

Du sætter også fokus på kropsdiversitet og at der skal være plads til nuancer, hvorfor synes du det er vigtigt?
(Tænker blandt andet på dit indlæg om flere maver til Instagram)

Jeg følte mig altid tyk, da jeg voksede op. Det var jeg ikke. Det er jeg til gengæld i dag, og der er stadig en massiv skam forbundet med ikke at se ud, som samfundet dikterer, man helst skal. Det er, som om man ikke har værdi, og alt andet ved ens person skjules bag det ærgerlige i, at ens udseende ikke leverer. Det er noget hø. Vi er nødt til at fremme diversitet, så de næste generationer ikke også vokser op med en følelse af at være forkert, fordi de ikke se ud, som de “skal”.

Hvordan kan det være at du identificerer dig med Bridget Jones?

Bridget Jones-sammenligningen kom til, fordi jeg på det tidspunkt havde besluttet mig for at fokusere mere på det selvironiske og uperfekte. Dengang var der ikke så meget andet end modeblogs at komme efter, og selvom jeg gladeligt fulgte med, så følte jeg mig også ofte lidt utilstrækkelig. Der manglede noget, der trak lidt i den anden retning også. Og det gør Bridget. Hun er kikset, men elskelig og vidunderligt relaterbar. Hvis man bringer hende ind i billedet er barren til at leve op til. Det er befriende!

Er der mange som sender hemmeligheder ind til udgivelse på din blog? Er der nogle af dem som du har været mere chokeret over end andre? Og hvor opstod ideen til det?

Ja, vi har efterhånden ramt  de 20.000 indsendelser, så det er et virkelig populært koncept. Idéen kommer fra det amerikanske PostSecret. Jeg bliver altid overrasket og noget trist over, hvor blaserte nogle mennesker er med andre folks følelser. Der er SÅ meget utroskab, hvor den utro part essentielt er ligeglad med sin partner, og det er uhyggeligt respektløst. Jeg har prøvet, at mit liv faldt fra hinanden, fordi min kæreste ikke tænkte to gange, før han var mig utro, og det er eddermame ikke sjovt.

Hvilke reaktioner har du haft på dine forskellige indlæg gennem tiden? Postive, negative etc.?
(Er der noget som har udmærket sig mere end andet?)

De mest positive reaktioner kommer altid, når man er sårbar. Heldigvis, for det er også de indlæg, der kræver suverænt mest at skrive. De negative kommer som regel, når folk ikke forstår sarkasme, eller når de føler sig personligt angrebet over en holdning, jeg har, der ikke stemmer overens med deres. Folk bliver afsindigt nemt forargede. Min største shitstorm var, da jeg udgav en hemmelighed, hvor en person havde unfollowed en blogger, fordi hun havde fået et barn, der var “grimt” og babyspammede hele tiden. Selvom både barn og blogger selvfølgelig ikke blev nævnt ved navn, fik jeg alverdens mommybloggere på nakken, og der kom et massivt skel mellem de, der syntes, det var en hemmelighed på linje med alle andre, og de, der mente, det var langt over stregen at sige, der findes grimme børn.

Har du nogle særlige fremtidsplaner for Miriamsblok.dk eller er der andre retninger i horisonten?

Njaeh, nu er jeg jo for nylig gået selvstændig og ligger nu for mig selv, hvilket er en anelse angstprovokerende. Men det betyder også, at jeg er mere involveret i businessdelen, hvilket jeg har det bedre med både i forhold til mig selv og læserne. Men bloggen har altid båret præg af at være et produkt af umiddelbarhed, så det satser jeg meget på at fortsætte med.


Følg Miriam: Blog // Instagram

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Legesyge og unikke smykker fra Lulu Copenhagen