OOTD: modern 70s silverblonde...

Lige der hvor skammen begyndte og mønstret blev dannet..

 

Jeg har sådan en følelse af, at jeg skal forsvare mig selv overfor.. mig selv? Alt det omkring at føle skyld og skam, der skal jeg retfærdiggøre det overfor mig selv. Fordi jeg har ikke modtaget andet end rare, dejlige og positive beskeder, som gør mig glad ud i alle celler af kroppen. Samtidig med at det rører mig rigtig meget. Så tak fordi at i tager jer tid til at læse mine indlæg og skrive kommentarer.

Jeg sidder dog med denne her følelse af, at det både hjalp at fortælle det. Det gav en ro, men samtidig så føler jeg, at jeg mangler at fortælle den indledende del til alt det og grunden til, at jeg haft så svært ved at sige nej og bryde ud af min rolle, som seksuelt remedie. Det var jo ikke sidste gang, at jeg gjorde det, fordi part to på kærestefronten var nogenlunde samme mønster. Der stod jeg bare mere over for en, som ikke rigtig kunne lide min krop og hellere ville lave mig om. Jeg var for tynd og mine bryster var for små. Jeg fik næsten tilbudt en betalt plastikoperation og der blev lavet kommentarer om størrelsen fra tid til anden. Jeg havde det stadig ikke let i den periode og slet ikke med min krop. Så jeg var i total forvirring, om jeg overhovedet var flot. Var jeg for tynd? Var jeg for tyk? Var jeg pæn nok til at blive elsket og elsket med? I det forhold var det også meget sjældent, at der var en connection mellem os. Selvom at det ikke gjorde lige så ondt imens, så brændte det bagefter. Jeg følte altid, at jeg havde 1000 små rifter. Jeg øvede mig i at fortælle, hvad jeg gerne ville og bryde ud af min rolle, men det resulterede i, at lysten drev ud af den anden part. Så jeg gav mig. Vi var et forfærdeligt sted i vores forhold. Vi havde råbt og skreget og der var blevet slynget ord og stole gennem lokalet. Det endte ud i samleje og jeg husker ikke meget andet begyndelsen og pludselig blackede jeg ud. Jeg kunne mærke, hvordan at han blev ved med at trænge sig op i mig. Der gik noget tid, før at han overhovedet havde lagt mærke til, at jeg var slap i kroppen. Han fik rusket i mig. Jeg kom tilbage til overfladen og kunne ikke stoppe med at hulke efterfølgende. En hulk der virkelig kom fra et dybere sted end bare lige der.

Men hvorfor har jeg tilladt mig selv dette og hvorfor sagde jeg ikke nej? Der ligger en historie, som jeg har så svært ved at få over mine læber. Noget som jeg er så bange for at fortælle, fordi at jeg i mange år ikke har talt om det til nogen af angst for at blive misforstået. Jeg er bange for, om jeg vil blive skældt ud eller at folk ikke vil tro på mig. Jeg tør ikke sige det, men det bliver ved med at vende tilbage til mig og min krop reagerer på det. Ordene sidder i halsen og jeg har en følelse af, at jeg bliver nødt til at adressere det for at kunne komme videre. Jeg har ikke været ret gammel, da jeg som barn blev udsat for grænseoverskridende adfærd. Børn leger jo, men det her føltes bare forkert. Jeg kan stadig huske følelsen af, at det ikke var rigtigt nede i maven, men sådan var legen og jeg turde ikke sige nej. Jeg havde ikke så meget bevidsthed omkring det. Der skete ikke noget under tøjet, men legene var ikke sjove for mig. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor at jeg fik en knude i maven og selvom at jeg sagde “nej” og “jeg gider ikke”, så endte det med, at jeg måtte skifte mening for at slippe for drama. Jeg bliver ved med at vende tilbage til tanken om, at jeg gjorde det bedste jeg kunne. Det gjorde jeg altså. Børn eksperimenterer, men jeg var ikke selv nået til den periode i mit børneliv og jeg blev rigtig ked af det dengang. Jeg blev hevet ind i et andet, ældre barns eksperimenter og på bekostning af noget af min egen barndom. Jeg følte mig som et stykke legetøj. Det har ikke været af ond mening eller fordi at der skulle gøres skade på mig. Men i mange år har jeg haft rettet vreden ind mod mig selv og jeg føler så mange ting. At det var min skyld, at jeg er beskidt, at jeg ikke fortjente det anderledes og alligevel vender jeg tilbage til “hvorfor mig?”. Det gik først op for efter mit sidste breakup og mange timer hos psykologen, at den oplevelse i min barndom, er det mønster, som jeg har performet med de andre også. Først nej og så overtalt til ja af frygt for konsekvenserne. Jeg har zonet ud, ligget med blikket mod loftet og ventet på at “legene” var overstået. Jeg har modvilligt ageret med.

Jeg husker, hvordan at jeg blev tvunget til at agere øve-kyssebamse. Hvordan vi, påklædte, altid skulle lege ting, hvor vi var et par, som skulle i seng sammen. Hvordan at jeg blev mast under vægten af ham og skulle følge bevægelserne af et “samleje” og sige lyde. Hvordan at jeg blev spurgt, om jeg ikke ville prøve rigtig sex, fordi “jeg ikke havde fået min menstruation endnu og ikke kunne blive gravid alligevel.” Der var jeg seks år gammel. Den del skete heldigvis aldrig. Jeg takker universet for, at det ikke kom så vidt. Men derfor har jeg også i mange år gået og følt det forkert, at jeg har haft det sådan. Kunne jeg tillade mig det, når det ikke var et “rigtigt overgreb”? Nu når jeg følte det som et overgreb på mig og min barndom.

Jeg kan huske at jeg blev konfronteret med disse “lege” af en, som åbenbart kendte til dem. Jeg blev helt mundlam, fordi på det tidspunkt havde jeg ikke snakket med nogen om det. Jeg troede, at jeg kunne få et sted, hvor der var forståelse. Men det tippede over i en følelse af, at den anden part lød som om, at jeg havde været en aktiv del af det. At jeg selv havde været med på den og selv syntes det var sjovt. Jeg følte mig så skamfuld og så ked af det, fordi jeg igen stod med følelsen af, at det var min egen skyld og jeg selv skulle have stoppet det.

Men jeg var seks år gammel, da det hændte første gang. Jeg var omkring de 8-9 år, da det stoppede. Det var ikke hele tiden, men nok til at det har sat præg på mig. Jeg vidste ikke bedre. Åhh, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne have haft et andet udgangspunkt, så jeg havde forstået, at jeg er mere værd end at være et remedie for andre.

Samtidig for jeg sådan lyst til at sige undskyld. Undskyld for at jeg fortæller det og undskyld til mig selv for ikke at have gjort det alt sammen anderledes. Undskyld for alle årene uden at sige det til nogen.

Jeg har gået med det i så mange år med frygten for at sætte vrede i gang hos dem nærmest. Hvad hvis de ikke tror på mig. Hvad hvis de blev afmægtige over, at jeg havde været udsat for det eller hvad hvis de blev kede af det? Jeg ønsker ikke at nogen skal få ondt i maven over mig. Det der er sket, kan ikke laves om. Det kan ikke ændres, men jeg kan prøve at ændre mig og bevæge mig videre.

Så jeg beklager for denne følelsesmæssige konfettikanon af et indlæg, men jeg har ikke lyst til at være alene med det længere. Jeg har heller ikke lyst til at skamme mig. Jeg gjorde mig allerbedste dengang, ligesom at jeg gør det allerbedste nu.

Og da jeg sagde det højt, der fik jeg et stort kram og et sted, hvor jeg kunne sige det. Hvor der blev lyttet og hvor at det var okay, at jeg havde følt det forkert. Der var ingen der blev vred. Og jeg kan sige nu, at nu har jeg fortalt det hele. Jeg har ikke flere hemmeligheder, ikke flere oplevelser på denne front, som jeg går med eller som er usagte. Det hele er ude nu.

Læs også: Jeg er stadig fyldt med skam over det..

   

2 kommentarer

  • M

    Jeg kender alt til tankerne og følelserne med, at der ikke er tale om “et rigtigt overgreb”. Jeg har selv været udsat for uønskede, ubehagelige oplevelser af flere omgange fra jeg var 13 til jeg var 17-18 år gammel. Der er ikke noget som hedder “uægte overgreb”; er dine grænser overskredet, så er der tale om et overgreb – og dette er noget jeg stadig arbejder med her næsten 10 år efter det skete første gang.

    De bedste tanker og knus i din retning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for det her indlæg Louis. Det ramte mig lige i hjertekulen. Du er den sejeste, modigste og dejligste jeg kender.
    Jeg synes det er så vanvittigt sejt, at du kan få det ud, få det sagt. Og det er endnu mere sejt, at du konstant arbejder på det, og dig selv. Du har fået uddelt nogle ret nederen lod i livet, men du arbejder med dem i stedet for at lade dem overtage dit liv. Du er en fighter. Du er en badass fighter forklædt som prinsesse og jeg elsker det som jeg elsker alt andet ved dig. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD: modern 70s silverblonde...