Jeg lod min sygdom definere, hvem jeg var...

“Vil du med hjem og bolle, eller hva?”

2018-05-05-18-37-32

Kunne der lige så godt have været sagt mellem linjerne. Jeg er pt. i den der single/dating-tid, hvor det på den ene side er så vidunderligt med friheden og mulighederne for, hvad man nu har lyst til. Samtidig er det også lidt den frustrerende fase, hvor man oplever rætti’ mange frøer, som går fra 0-100 på klamhedsskalaen.

Jeg er heldigvis ikke udsat for klamme beskeder all the time. Jeg får flere af de der oplevelser, hvor man tror, at man har en reel samtale? Det havde man åbenbart ikke? Fordi det gik fra at være meget hyggeligt til snak om at blive smurt ind i solcreme eller “sender du ikke lige et snap”. Så ved man godt, at de ikke bare mener et snap af solnedgangen. Jeg har slettet Tinder af flere ombæringer, fordi at jeg skifter meget i, hvornår jeg orker det. Så det er nok mere bare af “why not”, end det er et reelt behov og en lyst at have app’en. Den er pt slettet og har været det i nogen tid efterhånden. Jeg går nogle gange ind og fjerner den meget hurtigt igen bagefter. Jeg synes, at der er langt mellem de gode samtaler. Jeg har ikke haft en sug i maven af kemi over nogen siden november. Altså et sug over både udseende, men allermest at der var grin og en almindelig samtale før al den flirten. Tit når man kun lige at skrive “hej” før, at der allerede er en invitation til rødvin hjemme på køkkenbordet. Det er måske mig, der er underlig, men jeg kan ikke finde ud af det så hurtigt. Jeg siger ikke, at vi skal sende brevduer og blomsterbuketter frem og tilbage i tre år, før, at vi har fået aflæst alle signaler. Eller at vi skal have en kontrakt på mødetidspunkt, sted og hvornår kvoten for skrivning er opnået. Jeg siger bare, er det ikke meget rart at se om en samtale overhovedet fungerer på skrift inden, at man er tvunget til at finde på emner henover en middag, som varer lidt for længe?

Det mest frustrerende er bare, at det hurtigt er gået over og blevet sådan nogle lumre samtaler på skrift. Jeg ved ikke om varmen har smeltet den sunde fornuft, men jeg er altså ikke til, at det går fra “hej” til “så lad os finde noget, som du kan ride på?” Omvendt har jeg det sådan lidt, virker det for nogen? Tinderkulturen i dag gør det rigtig nemt at skrive “Skal vi bolle?” til 20 piger ad gangen og der er der sikkert bid indimellem. Jeg dømmer ikke, at man har det fint med den tilgang. Jeg kan bare ikke finde ud af det, jeg bliver nødt til at virkelig at kunne lide personen og det som vedkommende står for, før at jeg kan udvikle rigtig fysisk tiltrækning og før at jeg mærker suget i maven. Det er ikke nok for mig, at vedkommende bare er flot udadtil, fordi hvad er det værd, hvis man ikke bryder sig om personligheden?

Jeg er bare bedst til lige at skrive, se om der er en samtale og at den ikker pludselig drejes over til det lumre. Så kan man mødes over kaffe og en gåtur, fordi det er simpelt at være i og simpelt at komme ud af, hvis det føles som om, at tiden står stille.

Jeg har senest haft en samtale med en, som virkede rigtig rar og nede på jorden. Men på virkelig kort tid gik vi fra mig der skrev:”Jeg skal på stranden i dag, hvad med dig?” til ham og “må jeg se dig i badedragt og smøre dig ind i olie?” Nej, du må da ej? What? Hold da op? Unge mand, altså, hvad tror du at det her er? Hvor kom det fra? Det lå slet ikke i luften for mit vedkommende. Jeg endte med bare at sende et billede af en den der badedragt, som ligner en behåret mandekrop, fordi hvad skulle jeg ellers?

Jeg bliver helt ærligt så træt. Sådan træt helt ned i maven over det. Det eneste svar jeg fik tilbage var et desperat “Haha, så bevis det dog?”. Så fat dog hintet, unge mand. Jeg kan bare mærke, hvordan at jeg opgiver. Det samme gælder det de mænd, som tager på en i byen og siger man pænt “lad være med det, tak”, så siger de noget med, at det var bare fordi, at man så godt ud.

Igen, jeg tænker at de må have succes med at gå fra 0-100 på klamhedsskalaen siden, at de stadig benytter den. Jeg tror bare, at langt hen ad vejen er det bare lettere at sidde hjemme bag skærmen og være lidt for kæk, fordi det ikke betyder noget i sidste ende. Jeg ved at det findes og jeg sletter det bare, hvis det popper op. Men jeg bliver virkelig træt, når det kommer ud af det blå med dem, som man troede ikke var sådan.

Ja, det jeg egentligt siger er nok bare, at jeg ikke bare gider med hjem og bolle. Jeg er til lidt mere end den offensive overflade. Det kræver lidt mere end to beskeder eller et klap i numsen, hvis man gerne vil have mig med hjem.

2 kommentarer

  • Nikoline

    Ahahaha, jeg dør af grin over din brug af “unge mand” 😂 Men sådan har jeg det sgu også med de der uopdragne fyre! :p

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Haha, ej men man kan virkelig undre sig engang imellem 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg lod min sygdom definere, hvem jeg var...