"og vinderen af bowlbattle er..."

Jeg lod min sygdom definere, hvem jeg var…

2018-06-01-15-09-15

Jeg husker det virkelig tydeligt, at mens jeg var syg, så troede jeg fuldt og fast på, at det var mig. Det var min identitet. Jeg var sikker på, at det at være så tynd var årsagen til, at folk kunne lide mig. Opmærksomheden hev i mig og jeg kunne inderst inde godt lide at blive mumlet om i hjørnerne. Jeg troede, at det at være en tynd pige var en del af at være mig. Det kunne ikke være anderledes, fordi hvis jeg ikke længere var det, ville folk så stadig give mig opmærksomhed og tale om mig?

Indeni i mit hoved præstenterede jeg mig selv med: “Hej, jeg hedder Louise og jeg er spiseforstyrret.”. Ikke, at jeg nogensinde sagde det til nogen, men det var jo den jeg var? Jeg havde ikke rigtig nogen anden titel, som jeg kunne putte på. Jeg gik ikke længere i gymnasiet, som havde været min ting. Jeg arbejdede et par gange om ugen, men det var jo ikke nok til en decideret titel. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, hvis nogen spurgte, hvem jeg var eller hvad jeg lavede? Jeg brugte jo også næsten alle døgnets timer på at være spiseforstyrret. Min identitetskrise havde udviklet sig og jeg anede ikke, hvem jeg var. Så jeg greb fat i det, som allerede havde været undervejs. Det havde udviklet sig så meget, at min sygdom havde taget over og jeg definerede ikke længere den. Den definerede mig. Jeg fortalte det jo stadig ikke til nogen, men min sygdom blev den krykke, som lod alt blive defineret ud fra. Kunne jeg ikke overskue en familiefødselsdag, så var det fordi, at jeg var spiseforstyrret. Kunne jeg ikke lige overskue at stå op om morgenen og gøre mig klar, så var det fordi, at jeg var syg. Jeg havde så meget selvmedlidenhed. Alle de onde ord, som jo var spiseforstyrrelsen. Det var jo den, som fortalte mig, at jeg var tyk og ingenting værd. Det var da ikke mig? Efter alt for mange timer ved min psykolog, så gik det virkelig op for mig, at de ord var jo ikke spiseforstyrrelsen. Det var jo mig, som havde de tanker om mig selv. Det var jo mig, som ikke kunne lide mig eller den krop, som jeg var havnet i. Og det handlede jo ikke nødvendigvis om min krop. Det handlede mere om, at jeg ikke havde lyst til at mærke mig selv og de ting, som gjorde ondt.

Min spiseforstyrrelse blev min eskapisme. Det der hev mig væk fra hverdagen og de ting, som jeg ikke kunne overskue at deale med. Det blev min måde at fralægge mig selv alle former for ansvar, når det angik mig selv. Jeg havde det bare hårdt, men det var jo også fordi, at jeg ikke var et godt sted. Senere var det fordi, at jeg ikke var i et godt forhold. Så blev det lidt synd, at jeg bare følte mig helt alene med det. Der var altid en undskyldning for at blive ved med at rode rundt i min sygdom, fordi den var jo meget “rar” at have. Det gjorde jo både livet besværligt, men den kunne også lige agere undskyldning for at sidde og græde over i hjørnet, uden at tage stilling til hvorfor. Min sygdom var det eneste mit liv handlede om. Jeg stod op, tænkte på kalorier og mad. Gik rundt i løbet af dagen og tænkte på min sult. Når jeg kastede op, så var det for at overdøve larmen i hovedet og råbet om hjælp, som min krop ellers hev og flåede i mig for at fortælle. Hele min sygdom var et stort råb om hjælp, men jeg var suget så langt ind i det, at jeg ikke troede på, at det at blive rask ikke føltes som en mulighed. Jeg var bare blevet virkelig god til at lyve overfor mig selv. Det var jo nemt nok, fordi jeg var syg. Så jeg måtte godt. Det var mit trumfkort og jeg brugte det tit, når jeg retfærdiggjorde ting for mig selv.

Læs også: Hvornår er man syg nok? Og hvornår kan man kalde sig rask?

Før min spiseforstyrrelse så brugte jeg kortet med, at jeg havde også haft en besværlig bio-far og en opvækst, som havde været præget af kaos. Det blev bare undskyldningen for at tage nogle dumme valg og retfærdiggøre besværlige forhold og relationer, fordi jeg følte, at jeg godt måtte. Så var det okay, at jeg var på en særlig måde, fordi der var jo en god undskyldning. Jeg siger ikke, at man ikke skal give sig selv lov til at dyrke sin ulykkelighed. Det gør jeg mig stadig i og jeg kan godt svælge lidt i de dårlige dage. Men jeg har virkelig lært, at man også er den eneste, som kan hive sig selv op. Jeg håbede inderligt på, at der var nogle andre, som ville gøre det hårde arbejde og sige de rigtige ting, så jeg fik det godt igen og blev rask. Det var der altså ikke og jeg måtte selv sidde og græde ned i en kleenex og mærke efter i maven, selvom at det var forfærdeligt.

Der  var ikke nogen let løsning, som kunne få det hele til at forsvinde og jeg kunne ikke længere bruge min sygdom, som definition for mig selv. Jeg er bevidst om, at det stadig er en del af mit liv og det har været med til at definere den person, som jeg er i dag. Det er en lille del af mig, men det er ikke hele mig og jeg er ikke min sygdom.

Læs også: 1 ÅR: Rask fra spiseforstyrrelsen

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"og vinderen af bowlbattle er..."