Allergipiller, utidighed & unplugging...

“og vinderen af bowlbattle er…”

//Event//  Taverna Grill Ost (Lahme)

Åbenbart mig?

Jeg var til grillost-event i går sammen med min veninde, som har bloggen/instagrammen Madglade. Jeg var totalt ude af min comfortzone, fordi jeg normalt ikke beskæftiger mig med mad eller grillost. Så jeg havde mest sagt ja fordi, at jeg gerne ville have en hyggelig aften med min veninde og “bowl battle” lød meget sjovt. Det gik simpelthen i al sin enkelhed ud på, at man skulle kreere en bowl ud fra nogle forskellige råvarer. Sørge for at osten var i fokus og så var der rig mulighed for et instagrambillede med den rette baggrund. Vupti, så stemmer vi alle om det senere. Jeg vil sige, at jeg allerede opgav tanken om at vinde, da jeg så bordet. Jeg sagde det højlydt til min veninde, at Bowl Battle ikke ville komme med på mit CV. Da vi gik i igang og jeg så de andre skære ost ud i hjerter og have medbragt spiselige blomster hjemmefra, så opgav jeg endnu mere. Jeg tror, at jeg havde lavet min bowl ret meget færdigt, da der var gået ti minutter og så stod jeg ellers og snackede af rekvisitterne. De andre var stadig i fuld koncentration. Jeg endte med at tutte rundt om bordet et par gange, for at finde ekstra ting at anrette min bowl. Noget af lagde jeg i bowlen, for så at snacke det med det samme. Min plan blev hurtigt bare at lave noget, som jeg gad at spise. Da jeg ikke kunne finde en ske til min avokado, så pillede jeg skrællen af med fingrene og smed et par skiver ned i skålen. Og da jeg ikke kunne finde en kniv, så brækkede jeg grillosten over med fingrene. Så der var ikke rigtig så meget finesse over mig.

Jeg kom til at sukke virkelig højlydt, da der stod en tæt på mig og arrangerede skovsyre. Hun spurgte mig lettere forvirret, om jeg ventede på noget, men jeg tror mest af alt, at jeg bare ventede på, at jeg kunne spise min knapt så instaværdige bowl.

Billederne af min bowl var også bare taget, hvor der nu lige engang var plads. Jeg endte med at stille mig væk fra fotobaggrundene og stod ovre ved alle rekvisitterne. Det vigtigste for mig var bare den hvide baggrund, fordi jeg har strenge krav til, at mine billeder skal være lyse og indbydende. Billeder taget, hurtigt redigeret og sendt afsted til mailen. Vi fik spist og jeg fik virkelig joket med min veninde om, at jeg var jo bare var hende modebloggeren, som var med på et frikort. Der var bobler og mad, så jeg var sådan set ret godt tilfreds med det. Afstemningen kom og vi havde besluttet at stemme på hinanden, så vi i det mindste fik én stemme hver. Da de så når til at annoncere vinderen, bliver der sagt “jaa og med flest stemmer, så blev det altså billede nr. 7. Louise???” og der gik lidt for lang tid før at jeg nåede at række en arm i vejret. Mest af alt fordi, at jeg på ingen mulig måde havde forventet, at jeg havde en chance. Jeg får overrakt en rigtig lækker grillstegepande fra Le Creuset, som vejer en god del. Min første tanke er selvfølgelig tak, men den næste er forvirring over, hvordan jeg vandt og hvordan at jeg lige skal få fragtet panden hjem igennem København og videre til Slagelse. Min veninde var helt færdig af grin og jeg har set meget overrasket ud.

Ikke nok med at jeg måtte slæbe min nye grillpande hjem. Så fik vi også vores porcelænsskål med hjem, som jeg så smed ned i min mulepose. Ydermere kom der en kæmpe goodiebag fyldt med ost, som vejede næsten mere end panden. Så mig igennem hele København i en top uden stropper, som jeg var meget angst for skulle falde ned, en fyldt mulepose over skulderen, en stegepande under armen og en kæmpe goodiebag. Der var et par pitstops igennem Bredgade med lige at få justeret alting. Desuden skulle vi igennem Distortion-helvedet, med alle disse unge, lidt for festglade mennesker. Vi slog en bue udenom og satte os ned ved Thorvaldsens Museum for senere at gå mod Hovedbanen. Det var rent kaos og det er altså ikke nemt, at holde styr på alting. Jeg nåede til et punkt, hvor at jeg tænkte: “hvis min pung er væk, så må den jo bare være det.” Klamrende til min ost og pande gik vi udenom Rådhuspladsen, hvor der blev spillet høj larm aka musik? Forbi en pige, som var ved at falde over en cykel med trusser halvt nede om anklerne, fordi at hun skulle tisse. Som de to gamle damer vi er, så var vi hurtigt enige om, at vi langt hellere ville bruge en aften i grillostens tegn end at drikke os fulde til Distortion. Da vi lige havde passeret Tivoli, fik vi os en god snak om årskort og at det simpelthen var så hyggeligt at kigge på blomsterne derinde. Min veninde hoppede på toget hjem til hendes fine have fyldt med krydderurter og nyplantet græs. Hvor jeg baksede mig ind i toget mod Slagelse, der var proppet af mennesker. Så op med goodiebaggen på skødet, panden ned på gulvet og tasken stikkende i ryggen. Hurra for en times togtur. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg nogensinde skulle få bakset mig ud igen.

Jeg er så glad for præmien og jeg tror om muligt, at jeg er endnu gladere for den nu, hvor der er sådan en dejlig historie bag. Jeg tror mest af alt, at min veninde og jeg var færdige af grin over mig. Mig, som ikke rigtig har styr på madblogging, er den der tager prisen med hjem. Jeg var jo bare med, som en plus one for hyggens skyld. Jeg havde virkelig præstationsangst, da jeg så de andre skåle. Men der kan man bare se! Jeg kan alligevel tilføje Bowl Battle vinder til CV’et.

Her er resultatet:

2018-05-31-17-54-27

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Allergipiller, utidighed & unplugging...