Chleopatra Copenhagen: Naturlig hudpleje og wellness til hverdagen..

Jeg var mere forelsket i ideen om et parforhold..

2018-05-29-15-03-31

Jeg har haft to parforhold i mit liv.

Det første rigtige forhold var i gymnasiet. Jeg ved ikke engang rigtig hvorfor, at vi gjorde det. Vi var begge to meget forskellige mennesker og inderst inde vidste jeg godt, at jeg aldrig var rigtig forelsket i ham. Jeg syntes, at det var pinligt, at jeg ikke havde haft en rigtig kæreste endnu. Jeg havde længe snakket frem og tilbage med ham og vi var rigtig gode venner i begyndelsen. Sådan skulle det være forblevet. Jeg havde godt haft lidt på fornemmelsen, at der måske var lidt mere den anden vej rundt og jeg greb chancen til en gymfest. Jeg kyssede ham og vi udviklede et forhold. Det gik hurtigt fra den ene “date” til, at vi officielt havde fortalt alle, at vi var kærester. Hvorfor, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg så en mulighed for at komme i et forhold og at kunne sige, at jeg endelig havde fået en kæreste. Det var der noget spændende ved og jeg følte mere “forelskelsen”, når de andre kigger, klappede og drillede os på gangen, end når vi var alene. Mange af mine veninder havde haft en på det tidspunkt. Jeg følte mig virkelig forkert, når jeg som 16-17-årig stadig ikke havde haft en rigtig kæreste. Jeg tror, at jeg var mere forelsket i ideen om at have det her turbulente teenageforhold, som man ser i ungdomsfilmene. Følelserne som sad udenpå tøjet og man råbte højt, skændtes og elskede hinanden med så stor passion, at alting gjorde ondt. Når man ikke så hinanden i bare én dag, så brændte savnet indeni. Vi var begge to jaloux og vores forhold var præget af rigtig meget mistillid. Den ene og den anden stod til regnskab for de småting, som vedkommende havde gjort før vores fælles tid. Jeg var enormt bange for at miste ham, så jeg mistede i stedet mig selv fuldstændig. Jeg halsede efter et forhold, som aldrig havde været godt. Vi var to mennesker, som ikke havde haft det nemt. Jeg var sikker på, at jeg var den, der skulle til for at redde ham og gøre ham glad. Jeg var også sikker på, at det var en kæreste, som skulle til for at hele mine indre smerter. Vi var sammen i næsten to år, hvor det havde kørt op og ned i en lang uendelighed af skænderier, misundelse og problematikker. Jeg var helt blind for, hvad jeg egentligt udsatte mig selv for og jeg var nok den af os, som kæmpede hårdest for at holde sammen på noget, som vi skulle have opgivet før det startede. Vi var bare aldrig meant to be, men på det tidspunkt, så var jeg så sikker på at dette “high school”-crush og jeg skulle være sammen forevigt og tanken om andet, gjorde mig helt svedig og kvalm. Alt andet føltes ligegyldigt. Også selvom, at det var opslidende for begge parter.

Det sluttede. Jeg tror, at vi fik det værste frem i hinanden.

Læs også: #Singeliv: Ekskærester, byture og akavede møder..

Anden gang er den der, ikke?

Kun ca. ni måneder efter mødte jeg så kæreste nummer to. Alting gik stærkt. Vi havde tre dates på tre dage og på fjerde date, sov jeg hjemme hos ham. Der gik et par måneder, så var vi officielt kærester. Vi tog beslutningen i bilen på vej hjem til ham og det var sådan en “nåh, jamen altså. Vi kan da godt prøve, I guess” og den anden trak lidt på skuldrene. Efter seks måneder flyttede vi sammen i en to-værelses, fordi det var vel næste skridt så, og så var vi vel i en form for voksent parforhold? Vi var som nat og dag. Og vi arbejdede også således. Han var i nattemiljøet og jeg brugte dagtimerne på uni. Vi brugte mange måneder på, at sige hej og farvel på vej igennem døråbningen. Vores kærlighed var også turbulent og vi havde råbt og skreget af hinanden inden for de første par måneder. Jeg græd på anden date, fordi jeg troede, at jeg var lykkelig og at jeg havde fundet en som kunne redde mig. Han græd på fjerde, fordi der boblede nogle af traumerne op til overfladen. Det var et langt forhold af overshare og dårlige minder. Han kæmpede med sine indre dæmoner og jeg kæmpede med min anoreksi på højt blus. Jeg manglede en, som ville passe på mig og jeg tror lidt, at han manglede en at bevare overblikket. Måske holdt vi netop sammen, fordi vi godt lidt kunne forstå den anden parts fortid og alle vores hemmeligheder var delt. Det var et langt forhold på to år, som bestod af konflikter, gråd, stole og billedrammer kastet gennem luften, samt tillidsbrud ud over det hele. Den ene løj om det ene og den anden snagede i telefoner. Jeg følte mig som offeret i at skulle finde mig i al det, som han bød mig. Hvor jeg tror, at han følte sig fanget af mine store forventninger og egentlig hellere ville have det sjovt. Jeg er kendt for at tage tingene alt for seriøst og jeg er også typen, som taler alting i stumper og stykker. Ideen om, at vi skulle redde hinanden endte med, at vi begge fik det meget værre, men alligevel holdt vi fast. Lige indtil at det blev for meget. Jeg husker tydeligt julen op til. Afstanden mellem os var larmende stor. Vi havde næsten ikke set hinanden hele december. Jeg følte, at vi havde været gift i 50 år og vi begge bare havde indfundet os med, at det gik dårligt. Kort tid efter slog vi op. Jeg flyttede hjem igen og vi kunne begge trække vejret igen.

Jeg ved ikke, om jeg egentligt har været decideret forelsket i nogle af dem. Det har jeg måske. Jeg tror mest på, at jeg var forelsket i ideen, om et parforhold, og de ting, som den anden kunne tilbyde. Det var jo ikke alt sammen dårligt hele vejen igennem, men det var ikke sunde, gode forhold, hvor man er den andens “bedre halvdel”. Det her er jo min side af fortællingerne og jeg ved godt, at jeg også har gjort mit for at gøre det hele anstrengende. Man er jo to om det. Jeg har bare været rigtig dårlig til at lytte til min mavefornemmelse og rigtig dårlig til at se ud over den der Hollywood-ide, om at det er i passionen og turmulten, at man er mest forelsket. At det skal være svært, før at det er rigtig godt. Samtidig med, at jeg altid har været mester til at suge mig selv ind i det, i stedet for bare at date og hygge mig. Det var lidt alt eller intet. Men hold op, hvor har jeg lært meget af det. Så engang imellem tænker jeg på, at man næsten kunne skrive et lille takkekort. Jeg havde ikke lært alt det om mig selv, hvis ikke at jeg havde oplevet de forhold.

Læs også: Jeg er stadig fyldt med skam over det

Jeg opdagede senere hen, at det ikke handlede om, at der skulle være en forelskelse eller en kæreste til for at redde mig. Det blev jeg nødt til at fikse selv og det samme gjaldt den der følelse af at være glad.

2 kommentarer

  • Matilde

    Tusind tak for det her indlæg….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Selv mange tak for kommentaren. Jeg er glad for at det måske har været brugbart at læse <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chleopatra Copenhagen: Naturlig hudpleje og wellness til hverdagen..