Det kan være hårdt at føle så meget.

Jeg er stadig fyldt med skam over det..

2017-10-24 14.19.59

Jeg har virkelig forsøgt at vende og dreje det her emne i mig selv. Skulle jeg poste? Skulle jeg hellere lade være? Er det for ukonstruktivt? Fordi jeg er stadig vred og såret, men det fylder så meget. Det bobler op til overfladen indimellem. Jeg poster det, fordi jeg bliver nødt til også at provokere mig selv til at tale om det. At rent faktisk acceptere, at det er sket.

Det fylder meget i mig for tiden. Jeg kan mærke at min krop ikke rigtig er til stede, som den plejer. Jeg har mest lyst til at træde ud af den, af kvalmen og af smerterne, som har været der de sidste ugers tid non-stop. Jeg ved godt, at det her bliver en kende dystert, men jeg har lidt svært ved at få mit sædvanlige positive spin på det, men jeg synes stadig, at det er vigtigt at snakke om. Især det at ens første gang skal betyde noget og selvom at det vil være akavet. Så skal man altid være tryg og føle sig tilpas hele vejen igennem og sammen med den anden.


Jeg fik et meget lille angstanfald, mens jeg stod i H&M den anden dag. Da jeg gik hjem med hastige skridt, var jeg på nippet til at hulke. Jeg havde lige haft det fint. Men pludselig stod jeg med et hul i maven og en kvalme som sad fast i halsen. Jeg nåede kun ind ad døren, før at jeg sad på værelsesgulvet med tårerne springende ud og dybe hulk overtog lyden af alting.

Jeg forsøger at leve med den angst, som det har sat i mig. Der blev taget noget fra mig og de tilbagevendende smerter fortæller mig, at jeg stadig bærer på en stor sorg. Dengang hvor jeg blev introduceret til sex og skulle udforske min egen seksualitet. Der gik det ikke som planlagt. Det var ingen rar oplevelse og jeg mistede mig selv. Jeg havde ikke haft lyst længe, men jeg følte mig tvunget af forholdet og af at være snart 18-årig jomfru. Som om, at jeg ikke var pinlig nok i forvejen? Jeg var bange for mit forhold. Både for om det ville blive ødelagt eller hvad der dog ville blive sagt om mig, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg blev kaldt for frigide tøsebarn og nonne. Den oplevelse, som skulle have været smuk og tryg, endte med en smerte så dyb og voldsom, at den gik ned i benene og skar op i tænderne.

Der var en del af mig, der brast indvendigt. Jeg var for alvor knækket og tårerne syntes ikke at stoppe. Jeg bildte mig selv ind, at det var lykkens tårer. Men jeg skammede mig. Skammede mig over, at jeg var der og at jeg ikke havde sagt nej. Skammede mig over, at jeg ikke kunne lide det og over at sorgen fyldte mere end glæden. Jeg kunne heller lide ikke det de andre gange. Jeg prøvede at sige fra, men mine ord druknede i angsten for, hvad der ville ske med mig. Med os. Jeg glædede mig til at få min menstruation. Andre gange “glemte” jeg en p-pille, så kunne jeg slippe for et par dage. Jeg klagede tit over mavepine eller ondt i hovedet, mens andre gange lod jeg som om, at jeg sov. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke kunne slippe udenom, fordi så begyndte skældsordene, belæringerne om parforholdets pligter og truslerne om at blive forladt. Det havde været bedre, hvis jeg bare havde ladet det ske eller selv var gået, men jeg var bange for at være alene og skulle se den anden part hver dag alligevel. Jeg var gået ind i mig selv og lod ham gøre, hvad han ville med mig. Jeg lå med blikket fæstnet mod loftet og samtidig kunne jeg mærke, hvordan øjnene fyldtes med vand. Jeg blev  god til at sige de rigtige lyde, for jo bedre jeg var til det, desto hurtigere var det overstået. Jeg måtte flere gange afbryde det for at græde ude på badeværelset og det dunkede af smerte i mit underliv. Det gjorde det hver eneste gang. Jeg kunne aldrig mærke ham og der var intet bånd, som bandt os sammen. Jeg var der bare. Et remedie. Et stykke legetøj.

Jeg var hos lægen et utal af gange. Smerterne under akten aftog ikke og lægen forsikrede mig om, at jeg var helt okay. Jeg var sikker på, at det var mig, som var forkert. Det var jo mig, der var den besværlige. Jeg prøvede at sige, at det ikke var rart. At vi måtte tage det roligt, så jeg ikke følte mig presset. Men det var der ikke tid  til. Den allersidste gang vi var sammen blev jeg holdt fast og jeg kunne ikke vrikke mig væk eller få øjenkontakt. Vi var to forskellige steder. Da det var færdigt, lå jeg helt sammenkrympet og følte mig så beskidt, så ulækker og så uværdig til at blive elsket af nogen. Jeg var knækket.

Mit overlevelsesgen slog ind. Jeg forlod forholdet og jeg har aldrig kigget mig tilbage. De ting som jeg lever med i dag er stadig skam og skyldfølelse over, at jeg burde have sagt noget mere, gjort noget mere, været mere klar. Jeg føler stadig stikkende smerter. Efter bruddet ville jeg bare gerne forsvinde. Jeg sultede mig selv. Jeg straffede mig selv for det. Jeg ville hellere leve i en tåge af sult og onde ord om mig selv, end at jeg ville mærke min krop og de følelser som var. Jeg havde ikke lyst til noget. Min intimitet med mig selv og med andre var ødelagt. Jeg havde ikke lyst til at mærke min beskidte krop.

Det værste er, at mens jeg har dealet med selvhadet, sorgen og smerten, så slap den anden part med kærestesorgerne.

Jeg sidder stadig tilbage med store dele af sorgen selv fem år efter. Ideen om, hvad god sex er og hvorfor folk gør det, er stadig lidt en gåde for mig. Jeg har aldrig oplevet det helt vildt godt. Jeg fandt en anden, som var næsten samme støbning. Jeg har først indenfor de sidste år lært og prøvet, at jeg også skal have lyst til det. Der findes en del af mig, som faktisk har lyst til intimitet. På egne præmisser. Jeg har kæmpet mig tilbage. Jeg sulter ikke mig selv længere og jeg vil faktisk gerne mærke min egen krop. Jeg har været levende legetøj nok gange nu. Men de her følelser kommer frem engang imellem. Jeg har været i forløb omkring det og langt hen ad vejen, så er jeg også okay. Jeg bearbejder det, men ting tager tid.

Det her er min oplevelse.

Det var bare ikke min skyld. Jeg handlede ud fra, hvad jeg kunne gøre bedst. Jeg gjorde, alt hvad jeg kunne. Jeg forsøgte at komme ud af det, men dengang var det ikke så nemt igen. Jeg er ikke forkert. Jeg er ikke underlig eller uværdig til at blive elsket. Jeg fortjener at have det godt og min krop fortjener det samme. Det var ikke min skyld og jeg vil gerne tilgive mig selv for at have følt sådan i så lang tid. Jeg er hverken, beskidt, klam eller noget andet. Jeg er værdig.

   

10 kommentarer

  • Anne

    Hej Frk. Mejer

    Jeg har fuldt dig længe, og jeg er selvfølgelig rigtig ked af at høre din historie. Du er selvfølgelig helt værdig. Men der er altså noget der undrer mig – og på forhånd beklager jeg, hvis du tager det ilde op.
    Men.. Har du slet ikke snakket med din daværende kæreste om det? Det virker som om, han har været helt uvidende omkring dette? Jeg kender selvfølgelig ikke til jeres forhold, men umiddelbart synes jeg, det virker som om, du lægger alt skyld over på ham, hvilket jeg som objektiv part ikke finder rimelig. Man er to til en tango, og jeg har selv været i et forhold, jeg ikke brød mig om, og der må man åbne munden, når der er noget, der ikke fungerer. Medmindre han har været et “monster”, så kan jeg ikke forestille mig, at det har været en 18-årig drengs intention (eller hvor gammel han selv var på daværende tidspunkt).
    At du så ovenikøbet først fortæller om det 5 år senere (her), er da ikke rimeligt. Og da slet ikke hvis han læser med her.

    Kærlig hilsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Hej Anne,
      Tak fordi at du følger med.
      For at svare på din kommentar, så vil jeg sige, at jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage og gøre tingene om, så det hele havde set anderledes ud, men det kan jeg desværre ikke. Jeg synes personligt ikke, at jeg fralægger mig ansvaret, da jeg skriver, at det er min oplevelse. Med det så føler jeg heller ikke, at jeg fratager ham retten eller muligheden for at svare eller fortælle sin historie. Jeg lader ham også stadig være anonym, da min hensigt ikke er at lave en personlig hetz på ham. De fem år handler om, at jeg har været igennem en proces og at jeg først har været parat til at sætte ord på nu. Det her handler også om at sætte ord på min indre kamp.
      Vi er alle forskellige mennesker, som handler ud fra bedste evne på det givne tidspunkt. Det er altid svært at sammenligne forhold og reaktioner, da vi også kommer fra forskellige baggrunde og agerer ud fra forskellige ting. Følelser kan man i min optik ikke sammenligne, fordi de vil altid være personlige. Havde jeg haft den erfaring, som jeg har i dag, så havde jeg nok også selv ageret anderledes dengang. Men igen, det her er min oplevelse, jeg kan kun tale på vegne af mine følelser.

      Jeg håber, at du forsat har lyst til at følge med her på bloggen!

      Rigtig god og dejlig weekend herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Sådan en fucking nar – ham din ex. Ærlig talt! Din seksualitet er altså din egen og hverken noget, der kan påduttes, bestemmes over eller tages frem efter behov og sådan er dét bare! Det betyder så også, at du faktisk ikke behøver gå og vente på, at en anden, skal finde din seksualitet frem – og sex bliver nu en gang bare bedre, når man kender sin egen seksualitet FØR man inviterer en anden med:).

    Måske så skal du lige arve en af mine yndlingssætninger og generelle livsholdning:”Mennesket gør deres bedste udfra de omstændigheder de står i og med”. Du gjorde hvad du kunne, så hvis skammen igen dukker op, så sig til den “halløj, du hører ikke hjemme i mit liv, for jeg gjorde det bedste jeg kunne” og så find det nærmeste spejl og kys dig selv🙂.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Tusind tak for den virkelige dejlige kommentar. Jeg øver mig virkelig også i at opbygge min egen seksualitet og tage den tilbage, så jeg er meget enig i det. Jeg er rigtig glad for, at jeg må arve en af dine yndlingssætninger og jeg kan love for, at den kommer med i rygsækken. Men igen, tusind tak, det var simpelthen så dejligt at vågne op til sådan en motiverende kommentar! God weekend! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carsten

    Du er bestemt værdig og du fortjener bestemt den gode sex og empati og en partner med empati, der kan mærke dig og om du nyder det og ikke bare køre solo ego trip for egen lyst, du har meget lækkert tilgode 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Mange tusind tak for de søde og opmuntrende ord. Jeg tror også på, at det findes i en god og rar udgave, ellers ville man jo ikke tale om og gøre så meget i det. Jeg ved, at der er meget til gode og det skal nok alt blive godt og trygt. God aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Du er så sej Louise, at du deler så meget af dine tanker og følelser <3 Kan slet ikke forstå at du har været det igennem, du burde jo være sammen med verdens sødeste mand! Det fortjener du i hvert fald :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Tusind, tusind tak, sødeste Nikoline. Ja, der bliver delt af både de gode og knapt så gode ting. Det er også en ærgerlig ting at have med i baggagen, men jeg håber (og tror) jo at den sødeste mand dukker op ude i fremtiden og at det her bliver lagt meget langt væk. Det synes jeg også at jeg fortjener nu. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Jeg synes det er utrolig modigt skrevet, og det er mega relatérbart for mig. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om presset der er forbundet med det hele,og vil helst gerne lytte til min krop.

    Super tankevækkende og tak fordi du vil dele det med omverden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Af hjertet tak og jeg er både glad og trist over at det er relaterbart. Glad fordi, at det er godt, at jeg kunne bruge mine ord til at ramme andre og trist over, at der har været nogle eller flere af de samme følelser i spil hos dig. Er glad for at det kan bruges og jeg er meget enig i at presset er meget stort på denne her front og det er så vigtigt at have sig selv med. Kæmpe knus og kram herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det kan være hårdt at føle så meget.