Tiny Moments: kvalme, collabs og projekt "jeg er okay".

Det kan være hårdt at føle så meget.

2018-05-14-12-04-36

First of all, så skal det her ikke være en klagesang fra min side af. Men det kan bare være virkelig hårdt at gå rundt og føle så mange ting hele tiden. Jeg har tidligere adresseret det og jeg tror, at det er noget, som der skal snakkes meget mere om. Når man er sådan et følemenneske, så kommer der rigtig mange indtryk ind i kroppen, som man ikke bare kan trække på skuldrene af. Jeg snakkede med en, som sagde at hun ikke rigtig havde et mellemstadie – enten følte hun meget eller også så blev det mere kynisk. Jeg er helt sikkert på samme måde. Jeg kan se reklamer eller serier og være ved at gå ud af mit gode skind, fordi jeg føler så mange ting, bliver rørt eller føler så stor en empati. Mens andre gange bliver jeg overrasket over hvor “ligeglad” jeg kan være. Det er jo ikke sådan, at jeg er helt kold, men der er bare nogle ting, som burde røre mig i forhold til, at jeg føler så meget og så bliver det placeret i en “meh”-kasse.

Jeg har dage, hvor jeg står op og fyldt med energi. Hvor jeg kan få skrevet op til flere indlæg og alt bare kører. Om eftermiddagen kan jeg så se en nyhed eller en serie, hvor jeg kan mærke, at det prikker bag øjnene igen. Jeg kan så gå hen og blive en kende mut over det. Så det skal jeg have rystet af. Så kommer jeg videre og så om aftenen kan jeg se en film eller en serie, hvor jeg sidder med tårer strømmende ned over kinderne. Det er udmattende at køre op og ned i følelsesregistret. Jeg kan være nervøs inden et interview eller et event, så kroppen ryster og jeg overtænker det hele. Det plejer jo som regel at gå godt og så bliver jeg glad igen. Men så kommer alle tankerne ind og jeg skal til at analysere og få det hele på plads i kroppen. Hvordan fik det mig til at føle? Hvordan har jeg det i kroppen? Hvad fik jeg ud af det konstruktivt og hvad kan jeg tage med videre? Jeg ved godt, at mange tænker, så lad da være med at bruge så meget energi på det. Det er lettere sagt end gjort. Jeg prøver så meget på at sige pyt til de ting, som jeg kan mærke giver et stik ind i kroppen, men som jeg ikke kan bruge til noget. Jeg kan bare ikke altid slippe det med det samme og det nager mig den dag. Jeg siger ikke, at jeg bare render rundt med nag resten af livet, fordi en sagde noget eller gjorde noget, som ikke passede mig. Det ville alligevel være voldsomt.

Der er ufatteligt mange følelser i gang hele tiden og jeg tager også andres med ind. Jeg har så meget fornemmelse for andre og jeg vil gerne have, at alle har det godt. Jeg opdager små stemningsskift og bliver helt forvirret, hvis folk ikke reagerer eller lyder som de plejer, for er de så okay? Er der sket noget? Hvis folk fortæller mig noget, som jeg på det mindste plan kan sætte mig ind i, så gør det nærmest ondt i kroppen af empati og mine egne følelser vælder frem. Jeg har programmer, som jeg bliver nødt til ikke at se, fordi det gør mig rigtig ked af det og jeg får ondt i maven. Jeg har måtte opgive alle programmer omkring spiseforstyrrelser til trods for, at jeg synes at det er så mega sejt, at de tør stå frem. Jeg kan nærmest blive aggressiv, fordi det rammer alle mine egne følelser og det kan jeg ikke altid rumme. Jeg dropper nogle gange at se nyheder, fordi jeg ikke kan holde al den ondskab i verden ud. Jeg kan ikke bare slippe det, når fjernsynet slukker. Det efterlader et spor i mig og det påvirker mig. Jeg lagrer det inde i kroppen og pludselig er jeg fyldt. Det gør også, at jeg har dage, hvor jeg slet ikke kan overskue at tage stilling til noget som helst. Jeg kan sidde på sengekanten med våde øjne og ormearme, fordi jeg er i panik over, at der eksisterer andre end mig. Jeg bliver træt, når der er mange rundt om mig, fordi der er meget, som skal analyseres og indtryk lige ind i hovedet. Jeg er ikke god til koncerter, fordi blandingen af mennesker, lys og høj lyd fylder mig så hurtigt op. Jeg elsker derimod at have dage, hvor jeg er alene. Jeg har brug for alenetid, som så fast en ting, at det er lige så vigtigt som søvn. Jeg tror også, at det er derfor, at jeg altid har elsket at skrive. Jeg elsker, at jeg kan kaste mit tankemylder ned på papir og så kan jeg få styr på det. Jeg kan komme af med frustrationerne og jeg kan finde frem til de gode ting. Jeg kan få fat på det konstruktive og slippe af med noget af det overflødige.

Jeg elsker at jeg føler så meget, fordi det er en gave, som gør mig godt her i livet og er brugbar. Jeg synes dog, at det kan være noget så anstrengende, belastende og drænende. Jeg ville dog ikke være det foruden, men det kræver noget arbejde at lære at styre det og bruge det de rigtige steder.

   

2 kommentarer

  • Du er ikke alene, så tak for at beskrive så præcist, hvordan vi har det – for det kan være svært at sætte ord på!
    Smil herfra<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Mange, mange tak for at du skriver til mig. Det betyder meget at vide, at jeg ikke er alene og at jeg kan sætte de rette ord på for andre også <3 Smil og kram herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tiny Moments: kvalme, collabs og projekt "jeg er okay".