Filmanmeldelse: Henrivende DALIDA henfører med sin melankoli og drive..

Everyone can be a father, but it takes a lot to be a dad…

2014-06-27-14-23-14 2014-06-27-14-23-18

Jeg har delt lidt ud af mine “dagbøger”, eller hvad man nu skal kalde det, mens jeg var syg. Jeg har flere 100 sider nedskrevet, mens jeg var syg og da jeg gik i recovery. Det var en måde, hvor jeg stadig kunne holde lidt styr på tankerne og gøre noget for mig selv.

Men for at det hele giver mere mening, så vil jeg lige tage tilbage til begyndelsen af alt. Ved begyndelsen af rigtig mange af mine usikkerheder og problemer i mit liv. Jeg bliver nødt til at starte ved min biologiske far. Det er bestemt ikke ham på billedet, men det kommer vi til. Min bio-far og jeg har ikke haft kontakt siden, at jeg var 13 år gammel. Ville han ikke have mig? Næh, men ikke engang det kunne han sige, så derfor gjorde jeg det. Som 13-årig skrev jeg et brev, hvor jeg frabad mig al kontakt og at jeg var vred på ham. Jeg hørte aldrig fra ham. Det er nu snart 9 år siden og jeg har stadig ikke hørt noget.

Hvorfor gjorde jeg så det?

Fordi jeg i de 13 år blev svigtet og skuffet hver gang, at vi skulle tilbringe tid sammen. Jeg har brugt så mange år med diverse psykologer for at få styr på det her svigt, som jeg oplevede. Bio-far holdte mig ikke som baby. Vi knyttede aldrig et bånd og han var altid vred på mig. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 3 år gammel. Det var en voldsom oplevelse med skilsmisse og kampen for forældremyndigheden. Bio-far ville have fuld forældremyndighed på min bror og ikke på mig. Jeg var for lille og besværlig, hvor min bror dog lige var et par år ældre og lidt mindre besværlig. Min bror og jeg blev skilt ad, da bio-far vandt retsagen. Så ikke nok med at han efterlod min mor i stor sorg over, at hun ikke kunne se min bror, så tog han også min bror fra mig. I de år, hvor man virkelig kommer hinanden nær. De år stod vi på hver vores side af vores forældre. Jeg holdte til og med min mor og min bror var ude hos ham.

Jeg så bio-far de dage, hvor jeg skulle og jeg hadede hvert et minut. Jeg kunne ikke lide ham. Det har jeg aldrig kunne. Han fik mig til at føle mig helt forkert og i vejen. Han gav mig angst i kroppen, fordi han var utilregnelig. Kender i de klassiske musikstykker, hvor man kan mærke at det trækker op til et større musisk drama – nogle gange kommer det og andre gange ikke? Sådan var det hver gang, at man var ude hos ham. Man vidste aldrig hvor man måtte være eller hvad man måtte gøre. Jeg turde ikke ret meget. Et af de mest huskbare episoder var, da jeg kom til at slå radiatortermostaten af ved en fejl. Jeg stod i desperat panik og anede ikke om jeg skulle sige det til ham, fordi så ville han nok blive sur. Hvis ikke jeg sagde det, så blev han også sur. Jeg stod med en situation, hvor begge dele var forkerte og hvad har jeg været? 8 år gammel måske? Jeg valgte ikke at sige det, fordi jeg ikke turde og ganske rigtigt blev han vred på mig og råbte op.

Det var altid samme musiske drama med ham. Kom man til at vække ham, når han sov, så var man indlagt til endnu mere råb og skrig. Gik man i baggrunden og passede sig selv, så var det også galt. Han kunne aldrig huske min fødselsdag eller hvor gammel jeg blev. Han glemte at sende kort eller give gaver. Han kom ikke til min konfirmation og meldte fra med en virkelig dårlig undskyldning.

Jeg kunne ikke fordrage ham. Da vi blev lidt ældre var der delt forældremyndighed på os begge. Vi måtte også gerne besøge mindre og jeg så ham måske to gange om året. Når han kom for at hente min bror hoppede jeg ud af vinduet og cyklede væk indtil, at han var kørt igen. Så efter at han ikke kom til min konfirmation, ikke ringede og først sendte en sølle SMS dagen efter, så gav jeg op. Jeg græd i forvejen hver gang man sagde hans navn eller snakkede om ham. Så derfor sendte jeg det brev og jeg har aldrig fortrudt det.

Han har skabt så mange angst i kroppen på mig, som jeg stadig dealer med. Jeg har tilgivet ham. Han gjorde det bedste han kunne. Det var bare ikke godt nok for mig. Jeg ville mere. Og nu kommer vi til min “papfar”, som jeg kalder far. Han kom ind i min mors liv, da jeg var 4 år og han har været der lige siden. Det var den far, som jeg manglede. Jeg begyndte hurtigt at kalde ham far og det var bio-far ikke fan af, men sådan var det. Jeg kalder ham stadig far, fordi det er lige nøjagtigt det han er for mig. Han er måske ikke biologisk, men han tog rollen. Så det er rigtigt nok, at alle kan blive en “father”, men det er ikke alle der kan være en “dad”. Det var også ham, som tog med til min allerførste skoledag og stod med kameraet. Det er ham, som har planlagt mangt en fødselsdag, min konfirmation og sørgede for den fineste studenterfest. Det er ham der hænger gardinstangen op, når jeg har hevet den ned klokken 23 om aftenen igen, igen. Derfor var det også ham, som skulle sætte huen på, da jeg blev student i 2014. Det er måske også ham der ikke altid siger så meget, men han er der alligevel og man kan altid regne med ham. Han er og har altid været det rolige, stabile element i mit liv. Det element, som jeg ikke fik fra bio-far og hvorfor så beholde et menneske i livet, som ikke bringer noget godt med sig?

Jeg gav slip på en ting og fik noget, som var meget bedre. Jeg har som sagt tilgivet bio-far, men jeg savner ham ikke. Jeg mangler ham heller ikke. Jeg står bare tilbage med oplevelser, som har gjort, at jeg har følt mig forkert, for meget, for lidt, for dum og for irriterende. Jeg føler stadig de ting. Jeg har skammet mig over mig selv, min følsomhed og min måde at være på. Jeg fik ikke lov til at være et barn, fordi det var der ikke plads til hos bio-far. Jeg har brugt så mange år på at lave mig selv om, så alle kunne lide mig. Jeg har gjort så meget for, at han måske ville elske mig eller være der for mig. Jeg har troet, at det var mig, som var forkert. Og jeg har forsøgt at være perfekt. Et ideal som jeg ikke kunne leve op til, fordi det ikke var muligt. Det indså jeg bare alt for sent. Al behovet for kontrol, fordi det havde været et kaos. Behovet for at have styr på og være god nok til at blive elsket.

Jeg siger ikke, at det var ham der gjorde mig syg. Jeg siger bare, at det har været med til at give mig et forskuret syn på mig selv.

Heldigvis fik jeg en anden “dad” og så har jeg jo også en vidunderlig mor ej at forglemme. To støtter i mit liv, som også har oplevet al vreden, frustrationen og kampene, men som aldrig viger væk.

 

   

2 kommentarer

  • Hvor er det altså sejt at du deler så meget! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Mange tak søde, det er jeg glad for at du synes. Det var godt nok lidt mere følelsesladet denne gang <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Filmanmeldelse: Henrivende DALIDA henfører med sin melankoli og drive..