Er vintagetøj ikke bare gammelt kluns?

Filmanmeldelse: Henrivende DALIDA henfører med sin melankoli og drive..

unnamed

Jeg var ikke bekendt med den fransk-italienske-ægyptiske sangerinde og diva Dalida, da jeg først blev inviteret ind for at anmelde filmen. Et hurtigt kig på traileren og google, som åbnede en verden af divaness og ikonisk skønhed, som for mange i dag er gået i glemmebogen. Måske fordi musikken bliver sunget på fransk og at det er de færreste, som forstår hvad der bliver sunget og stilen er også meget anderledes.

Filmen omhandler Dalida eller med et borgerligt navn Iolanda Gigliotti. En kvinde som så tydeligt har haft et liv fyldt med tragedier og ulykke, at man sidder tilbage og tænker: “Nej, det kan ikke passe. Intet menneske oplever alt det på et kort liv.” Et personlighed som er blevet skabt gennem uheldige oplevelser og et drive for at livet går videre – eller the show must go on. Dalida bliver forelsket gang på gang i mænd, som ikke vil hende for den hun er. Hun er forud for sin tid i forhold til at leve mere løssluppent og ægteskaberne varer aldrig ved. Hun forsøger selvmord tidligt i livet, men det lykkedes ikke. Hun formår at pakke sorgen væk, fordi musikken er vigtigere. Musikken som var hendes helt klare og tydelige kald. Det er tydeligt at mærke, at hun levede sig ind i det mere end noget andet og at det betød alt for hende. Det var hendes livskilde og hendes kald. Det gør ondt at vide, at teksterne er fyldt med ulykke og på en måde opleves de som et råb om hjælp. Det modtages dog mere som et udtryk for tragisk skønhed, som folk forføres af.

Hun er indbegrebet af en naivitet og alligevel forføreres alle af hendes væsen. Det er tydeligt at fornemme, at hun ramte noget i tiden og hun udtrykker en side, som de fleste mennesker har i sig. Hun sætter ord på sorgen, ensomheden og kærligheden.

Dalida har et tomrum, som ikke kan fyldes. Hun søger den ægte kærlighed. Hun tror på den. Hun kaster sig hovedkuls ud i det fra gang til gang. Hun føler sig nødsaget til at forlade den eneste, som hun virker til at være reelt forelsket i, fordi hun ikke tør tro på ham. Han er yngre end hende og hun vil ikke frarøve ham livet. I sangen “Paroles, Paroles” fremfører hun trætheden over, at der altid bliver sagt det samme og at hun altid falder for det. Man bliver draget ind af hendes skønhed. Det samme gør mændene, men hendes succes og kærlighed for musikken giver anledning til jalousi.

Filmen giver indblik i et melodrama, som efterlader en med kuldegysninger og man trækkes ind i et liv, som er fyldt med succes, men det har en pris. Hun har det hele udadtil og hun giver lytterne et håb om, at de ikke er alene. Hvilket er et paradoks, når hun selv er helt alene. Det liv som skulle være fyldt med lykke ender med en spiseforstyrrelse, barnløshed og antidepressiv medicin for at holde det ud. Til sidst er musikken ikke længere nok og hun begår selvmord. Det var med tårer trillende ned ad kinderne, at jeg så filmen og det var med kuldegysninger over den smukke musik, som henfører en til en anden tid og andet sted. Rent modemæssigt skal man også se filmen for de smukke tøj. Man oplever det store skift fra først i 1960’erne og til diskotiden i 1970’erne. Filmen viser hvordan det udpræget feminine langsomt udskiftes med en mere frigørende tilgang. Kjolemoden skiftes over til det meget lårkorte og A-formede i sen 60’erne og over til de lange strikkjoler i 1970’erne. Langt hen ad vejen kom de mere maskuline ind i 1970’erne, hvor bukser ikke var unormalt at finde på en kvinde. Dalida var uden tvivl et ikon med sine lange silhuet med det store, lange hår og de smukke, melankolske øjne, som var indrammet af en tyk eyeliner og lange bambivipper.

Skuespillerne leverer en smuk præstation og rollen som Dalida udfyldes på smukkeste manér. Jeg er yderst imponeret. Så imponeret at de mindre klicheer som elskov foran pejsen og elskeren som bliver brændt af, mens han sidder hjemme med roser og champagne.

Jeg har fået øjnene op for endnu et stort ikon og hun hedder Dalida. Hun har vundet min kærlighed for både musik, historie og personlighed. Jeg har den dybeste respekt for, at hun holdt ud i så mange år og at hun levede igennem tragedierne. Hun er ikonisk for sit udseende, men også for at være en ufattelig stærk kvinde, som giver håb for mange derude.

Gør jer selv en tjeneste og blev henført til en anden tid i to timer, mens Dalida beskriver utroligt mange ting, gode og dårlige, som er relaterbare for langt de fleste mennesker på det ene eller andet niveau. Man skal ikke lade sig afskrække af det franske, fordi det giver en ekstra dimension af integritet og sjæl til filmen, som man slet ikke kunne undvære. Den viser både Dalidas liv, moden, men også tidens ånd. Bravo!

Intet mindre end seks stjerner.

six_golden_stars_postcard-re24eb0e251774f308d2895ac138bc955_vgbaq_8byvr_216

Der er også stadig mulighed for at deltage i konkurrencen om billetter – på insta eller facebook. Vinderne findes først 23. april.

Filmen har premiere d. 26. april og vises i udvalgte biografer som Vester Vov Vov, Gloria, Nicolai Biograf & Café med flere.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er vintagetøj ikke bare gammelt kluns?