Derfor investerer jeg i mit hår og tager til frisøren.

Der er forskel på fnidder i maven og ren panik…

2018-04-16-10-20-21

Det er nok en af de ting, som jeg har forvekslet mest i mit liv og en af de ting, som jeg er blevet bedre til at mærke efter omkring nu.

Fordi der er forskel på, hvad der giver mig fnidder i maven, fordi jeg bliver lidt nervøs, spændt eller usikker. Og så er der den mavefornemmelse som giver koldsved, panik og som får mig til at gå i sort. Den ene af delene kan jeg arbejde på og jeg kan skubbe mine egne grænser på en god måde. Mens den anden aldrig ændrer sig. Jeg kan godt, hvis jeg absolut skal, gå imod panikken og gå over mine grænser. Jeg har det bare lige så skidt igen næste gang. Der sker ikke en udvikling. Det er bare panik nu og de næste 100 gange.

Jeg kan bedst beskrive forskellen på denne måde. Jeg gik på uni og skulle fremlægge i forskellige fag med en gruppe. Det giver mig fnidder i maven, fordi jeg bliver lidt nervøs for at skulle tale foran de andre og har jeg nu godt nok styr på det. Det er fnidder, som jeg godt kan ryste af mig og jeg skal bare lige i gang. Senere på uni havde vi et fag, hvor man skulle læse sine egne tekster op og man skulle lave det, som jeg kalder “lad os danse farven gul”-lege. Opgaver hvor man skal beskrive en blomst uden at bruge ordet. Opgaver hvor man kun har fem minutter til at skrive en lille tekst og så skal man læse op for hinanden på kryds og tværs og måske endda også lave et lille rollespil, hvis det går højt. De opgaver giver mig koldsved, rystende krop og panik helt ind i knoglerne. Jeg kan ikke. Jeg går i sort og jeg kan pludselig ikke huske mit eget navn og jeg skal koncentrere mig meget for at trække vejret helt ned i maven. Jamen, hvorfor kan jeg så ikke læse højt, nu når jeg skriver og poster offentligt? Der er kæmpe forskel. Her har jeg tid til at være velovervejet og jeg kan tage det i mit tempo. Jeg bestemmer og jeg behøver ikke at læse det op eller at kigge på læserne, mens de gennemgår det seneste indlæg. Alt jeg skriver kommer direkte fra mit hjerte og jeg kan ikke så godt finde ud af at skrive fiktive tekster. Jeg putter så mange følelser i, at det bliver meget overvældende og personligt, hvis jeg også skal læse det højt foran andre. Jeg har aldrig haft lyst til det. Lige så længe at jeg kan huske, så har jeg hadet det. At læse andres ting op er noget andet, men mit. Uha, nej tak.

Jeg prøvede at forklare det til min underviser, fordi jeg vil gerne lave øvelserne, men at læse det op eller danse farven gul-lege er bare ikke mig. Jeg kan så meget andet. Jeg er dygtig til så meget andet. Jeg kan sagtens modtage kritik, men jeg har bare ikke lyst til at alt foregår i et åbent forum og jeg skal sættes i spotlyset på lige den måde. Jeg kan heller ikke lide at lege gæt og grimasser, fordi jeg får samme panik i kroppen. Jeg har prøvet. Jeg har testet både at læse op og lave rollespil foran en klasse. Jeg er vitterligt ved at kaste op af nervøsitet hver gang og sådan har jeg det også næste gang. Det stopper ikke. Det er noget, som jeg har accepteret inde i mig selv, at jeg ikke bliver bedre til. Nogensinde. Det er ikke der, jeg lægger energi i at selvudvikle. Det er en done deal og det er fair nok. Jeg kan ikke. Andre kan og andre elsker det sikkert, men ikke jeg. Jeg fik ikke lov til at slippe for øvelserne, fordi min underviser mente, at jeg bare skulle presse mig selv. Jeg stod med tårer i øjnene og måtte gå ud fra timen. Jeg siger ikke, at jeg skal have specialundervisning eller have strøet rosenblade ud foran mig, men ekstroverte mennesker som elsker farven gul-lege, de forstår ikke, at man som introvert får det dårligt af det. Det er ikke bare for at være besværlig ikke ikke at turde. For mit vedkomne er det meget velovervejet og noget som jeg har kæmpet meget med at acceptere. Jeg kan deltage på så mange andre måder og jeg kan også godt lave et standard oplæg med powerpoint osv. osv.

Omvendt så kan jeg også godt mærke, hvornår jeg bare er fjollet og lige skal hanke op i mig selv. Sådan har jeg haft det med nogle af de interviews, som jeg har lavet. Der har jeg da haft fnidder i maven, fordi det er ude af min comfortzone, men jeg gjorde det alligevel. Jeg har også haft det sådan med nogle events, hvor jeg skal afsted alene. Men jeg gør det alligevel, fordi det er lidt fjollet og fordi jeg er nervøs, men jeg er ikke i panik. Det bliver lettere med tiden, fordi jeg får mere styr på det. Sådan havde jeg det også med at starte til Pole Fitness, men jeg har nu været der i snart et år. Det var grænseoverskridende, men det har været sjovt og jeg var glad for, at jeg tog chancen.

Så det skal ikke være en sovepude, at man ikke kan ting, fordi man er sensitiv eller introvert. Det er okay, at have sine begrænsninger, hvis det gør en dårlig. Man skal bare heller ikke holde sig selv fast i en usikkerhed, hvis det kun er fnidder, som er meget normalt. Der er en kæmpe forskel og man skal huske at mærke efter, hvad der er hvad. Det forsøger jeg virkelig at gøre. Der er ting, som jeg kan og der er ting, som jeg ikke kan. Præcis som med alle andre mennesker – vi kan jo ikke være gode til det hele.

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor investerer jeg i mit hår og tager til frisøren.