Modehistorie: 1920'ernes frigørelse og androgynitet.

Hvornår er man syg nok? Og hvornår kan man kalde sig rask?

Billedet var taget i forbindelse med dette shoot.

Var jeg syg nok?

Jeg så et interview med Ditte fra DR3 dokumentaren “Ditte er fuld af løgn”. Jeg må indrømme, at jeg ikke har set programmet, fordi det kan jeg ikke. Bare de få klip de viste fra dokumentaren gjorde mig ked af det. Det handler om at Ditte har en spiseforstyrrelse og virkelig fik sig set sig selv udefra gennem at filme sig selv og ikke mindst ville gøre opmærksom på spiseforstyrrelser. Det er nemlig en sygdom, hvor man forsøger at få alting til at se perfekt ud og man måske ikke ser decideret syg ud, men man har det inderst inde ikke godt på noget plan.

Jeg kender det fra mig selv. Jeg har dog ikke filmet mit forløb, men jeg har skrevet det ned og bare det at læse, hvad jeg har gjort mod mig selv. Hvad jeg har tilladt og hvor meget selvhad der har været. Jeg kunne nikke genkendende til rigtig meget af det som Ditte beskrev. Mit største problem i hele mit forløb har hele tiden været, at jeg aldrig følte mig “syg nok”. Jeg var ikke så tynd, at jeg skulle mades gennem en sonte. Jeg kastede ikke nok op til at mine organer tog skade eller min negle var ætset af mavesyren. Jeg blev aldrig så tynd at min menstruation forsvandt eller jeg tabte håret. Jeg var der bare. Jeg eksisterede og jeg kæmpede en kamp for at se perfekt ud alligevel. Jeg havde et eller andet greb om fornuften, som ikke fik mig til at kaste mere op end “højst nødvendigt” eller stadig spise mad nok til at kunne overleve nogenlunde fornuftigt. Jeg sørgede hele tiden for at holde mig selv oven vande, men jeg kæmpede. Nøj, hvor jeg kæmpede med billedet af mig selv og min krop inde i hovedet. Mit selvbillede var forskruet. Jeg så ikke andet end fedt, deller og fejl. Jeg nærede så stort et had. Jeg sultede mig selv. Jeg  tog afførringsmidler. Jeg græd. Jeg opgav mange sociale ting, fordi angsten og kontrollen tog over. Alligevel var jeg bange for, om jeg var syg nok – eller om jeg overhovedet kunne tillade mig at sige, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg tog ind til LMS’ kontor i København en dag. Jeg sad og ventede på, at jeg kunne komme ind til dem og der var en dame, som havde tid til at snakke i 20 minutters tid. Jeg forklarede sagte, hvordan jeg havde det, men at jeg ikke vidste om jeg var syg. Det var hele tiden den tanke, som holdt mig tilbage for at søge hjælp. Jeg var jo ikke som dem, man ofte hørte om eller så portrætteret. Jeg gik derfra med en nagende følelse af, at der var noget galt med mig, men at jeg stadig ikke vidste, om det var en spiseforstyrrelse jeg havde.

Hvornår er det okay, at jeg opsøger hjælp?

Jeg lod det stå på i over fire år. Tre af dem, hvor jeg ikke søgte ret meget hjælp eller talte om det. Jeg skammede mig over mig selv og det jeg gjorde. Jeg skammede mig over hverken at være rask eller syg. Jeg følte bare, at jeg stod i midten og så ud. Jeg var bange for at åbne munden omkring det, fordi tænk hvis, at de grinte af mig eller ikke tog mig alvorligt. Jeg tog ikke mig selv alvorligt i forvejen, så hvorfor skulle de? Jeg chattede med andre spiseforstyrrede piger, men jeg følte mig ikke forbundet med dem. Jeg hørte ikke til nogle steder. Hverken hos de raske eller de syge.

I interviewet sagde Ditte meget rigtigt, at der er ikke noget der hedder at være syg nok. Hvis det fylder nok hos dig og man selv føler, at det tager overhånd, så er det et problem, som man skal tage hånd om. Ingen er ens og ingen sygdom er ens. Der er så mange forskellige udgaver og hun har ret. Hvis det fylder og overtager en, så er det et problem og så er man “syg nok”. Begreberne syg og rask er i forvejen svære at forholde sig  til. Jeg brugte over et år på at blive rask nok til at kalde mig rask. Det var et svært ord at bruge. Ditte var selv inde på, at det var ikke et ord hun følte hun ville bruge endnu. Sådan havde jeg det også længe. Jeg turde ikke rigtig bruge det. Lige indtil den dag, hvor det bare føltes rigtigt. Det var en følelse som opstod. Jeg kunne mærke det i maven og i kroppen. Nu har jeg været rask i over et år og jeg føler mig rask. Der er stadig dage, hvor jeg synes, at det er sværere end andre dage. Det er en sygdom, som vil følge en hele livet. Jeg troede på et tidspunkt at jeg skulle leve i min egen skærsild mellem at have det skidt og have det godt, men sådan skulle det ikke være. Jeg fik hevet mig selv over på den gode side og jeg fik den hjælp, som jeg havde brug for i mit forløb.

At jeg så bliver ked af det, når jeg ser de klip fra dokumentaren er ikke fordi, at jeg er bange for at falde tilbage. Jeg kan bare ikke endnu. Det rammer nogle helt særlige knapper, som jeg ikke kan beskrive. For jeg synes at Ditte og alle de andre som har åbnet op offentligt er så modige og så inspirerende. Jeg er så stolt af, at der findes så mange, som tør stå frem. Jeg kan bare ikke et helt program, hvor jeg bliver mindet om, hvor ondt jeg har opført mig mod min krop og mit sind. Jeg er ikke stolt af, at jeg har været sådan. Men jeg er stolt af, at jeg er kommet videre.

Så der er ikke noget syg nok. Man er syg, når man føler sig syg og det overtager ens liv på en negativ måde. Man kan søge hjælp i alle stadier og man skal aldrig nogensinde føle sig åndssvag eller dum. Fordi hvad man føler er rigtigt for en selv og det skal ingen dømme. Man er også rask nok, når man føler sig rask. Der er ingen grænser for det ene eller det andet. Der er ikke nogen facitliste.

2 kommentarer

  • xxlmor.dk

    TAK for et fantastisk indlæg! Jeg er så enig og jeg kan genkende en stor del af de tanker du har gjort dig. Hvor er det dejlig med en italesættelse af et “hvornår er man syg nok”. Jeg havde en tidligere læge, der sagde, at jeg hverken var så tynd, at jeg var ved at dø eller så tyk, at jeg ikke kunne bevæge mig, så jeg kunne ikke få hjælp. Og hvor var det en ganske forfærdelig oplevelse, da jeg endelig havde taget mig sammen til at sige, at der ikke var noget, der her “syg nok”. Heldigvis har jeg siden fundet ud af, at det var en helt forkert tankegang! Og fået en ny læge 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Mange tusind tak! Hvor er jeg glad for, at det kunne bruges til noget. Jeg forstår virkelig godt, at det har været en forfærdelig oplevelse for dig, fordi det er et individuelt forløb for alle og det kan jo ikke være rigtigt, at man skal ligge på den helt rigtige grænse i den ene eller anden ende for at få hjælp. Der er nemlig ikke noget, som hedder “syg nok”, fordi er man syg, så er man syg. Det vil jo altid være forskellige “grader” og udgaver fra person til person og det skal vi alle blive bedre til at huske på. Godt at du har fået en ny læge og jeg håber at det hjælper! <3 Rigtig god weekend!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Modehistorie: 1920'ernes frigørelse og androgynitet.