OOTD: The Girl in the Baboon Skirt...

Officielt arbejdsløs, lidt panik & lidt optimisme.

2018-03-29-12-58-52

Jeg er nu officielt arbejdsløs.

Jeg havde min sidste arbejdsdag i parfumebutikken i lørdags og underligt nok, så har jeg ikke helt forstået det endnu. Jeg tror, at der går lidt tid før at det for alvor går op for mig. Jeg har haft en del arbejdsdage op til påske og der har været okay at se til, så derfor har jeg ikke rigtig haft mentalt overskud til at tjekke bloggen så meget. Nu kommer der jo så den del, hvor jeg rent faktisk har tænkt at gøre et arbejde ud af bloggen. Der skal skrives – hver dag. Der skal produceres indhold, laves videoer og der skal interviewes flere spændende mennesker. Jeg har allerede et par mennesker, som jeg glæder mig til at introducere her på bloggen.

Jeg har det lidt ambivalent med at være uden job. Det var det rigtige valg. Uden tvivl. Jeg har været lidt i tvivl om jeg nu gjorde noget forhastet, men når jeg kigger tilbage, så kan jeg godt se, at det var det, som skulle til for, at jeg kunne komme videre. Jeg tror først at det ramte mig lidt mere i dag. Ikke, at jeg har forstået det helt endnu. Jeg kunne bare mærke, at der kom en bølge af frustration op til overfladen. Jeg har pt. lidt svært ved at være i min egen krop. Jeg synes at min striktrøje kradser, at mit hår kilder og at min hud strammer og klør. Jeg ved ikke 100%, hvad det er der sker indeni mig, men jeg er sikker på, at der er min reaktion fra at have været i butikken som rammer mig lidt mere nu. Jeg har virkelig i den sidste tid forsøgt at holde mig selv oppe og næsten ramt en eller anden form for overgear, så jeg kunne klare mig igennem. Jeg havde en dag inden arbejde, hvor jeg havde lyst til at smide håndklædet i ringen og jeg nærmede mig prikken for øjnene. Jeg klarede mig igennem dagen alligevel og dagene efter pumpede jeg mig lidt ekstra op for at gennemføre. Jeg tror, at det er den panik og irritation som rammer min krop på nuværende. Jeg havde det ikke specielt godt på det arbejde. Jeg har flere gange haft jobs, hvor jeg ikke har haft det godt, men hvor jeg har holdt ud. Mit allerførste arbejde var et helvede og alligevel blev jeg der i to år. Jeg var 15 år, da jeg begyndte og det var virkelig et mentalt hårdt arbejde. Jeg fik senere et job, hvor jeg var glad og kunne være mig selv, men livet gik jo videre og jeg skulle på uni i Odense og desuden lukkede butikken. Nu tog jeg jobbet i parfumebutikken for at tjene lidt penge, mens jeg gik på skole i København. Det gik også fint i den første tid, men jeg følte mig aldrig tilpas på den arbejdsplads. Jeg følte mig aldrig som mig. Så da jeg blev færdig i februar på skolen, så debaterede jeg voldsomt med mig selv, om jeg skulle blive eller om jeg skulle smide håndklædet i ringen. Dagen inden at jeg tog beslutningen havde jeg været helt i panik. Min krop kunne ikke rumme at skulle være der på ubestemt tid og selvom at jeg normalt godt kan lide at have en plan B, så måtte jeg bare sande lige her, at min mavefornemmelse skulle følges. Den dag havde jeg presset mig selv alt for hårdt til træning, så jeg fik overstrukket mit knæ, jeg kastede op, da jeg kom hjem og jeg havde trukket mig helt ind i mig selv. Den eneste grund til at jeg trænede i over tre timer den dag var fordi, at jeg ønskede at mærke mig selv og min krop.

Da mine forældre kom hjem fra Paris den aften, der sad jeg i stuen og stirrede ud i luften. Jeg måtte meddele at jeg håbede, at de kunne holde mit selskab ud lidt længere, da jeg nægtede at arbejde i butikken mere og hellere ville stå uden indkomst end at være et sted, som bragte den side frem i mig igen.

Nu står jeg så med eftervirkninger af at jeg er lidt i panik over, hvad der så skal ske. Jeg sætter mig for at bloggen skal videre nu. Jeg satser på mig selv lige nu og det er også vildt angstprovokerende, da jeg går fra et lidt hyggeniveau til at skulle præstere lidt mere. Det er der jeg vil, men i dag ramte følelsen af, om jeg nu er god nok og om jeg overhovedet kan finde ud af det. Det ved jeg, at jeg kan. Jeg skal bare finde min egen måde at gøre det på, så det fungerer for mig. Jeg sidder også lidt med eftervirkninger af at have været et sted, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne være mig selv. Det evige sorte tøj, som ikke normalt er der, hvor jeg hører til rent stilmæssigt. Den følelse af ikke at kunne gøre noget godt nok og samtidig have en følelse af at blive overvåget. Jeg var aldrig mig selv – selv når jeg stod helt alene. Hvilket jeg gjorde langt de fleste dage. Jeg havde ikke nogen indre ro eller følelse af at høre til. Det blev kun til seks måneder. Det er ikke meget og måske havde jeg godt kunne have holdt ud længere, men jeg er mere stolt af, at jeg endnu engang har lyttet til mig selv. Jeg vil tage med mig at jeg har lært en masse om dufte og parfume, hvilket har skabt en større passion og nyttig viden for mit vedkommende. Den del ville jeg ikke være foruden. Hvad der sker med indkomst og job i fremtiden. Ja, det ved jeg ikke helt på nuværende. Jeg roder rundt. Jeg er forvirret og jeg er åben for alle muligheder.

Jeg har en vis optimisme om at alting nok skal gå den rigtige vej.

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD: The Girl in the Baboon Skirt...