SS18s modetendenser og den historiske inspiration...

#Singleliv: ekskærester, byture og akavede møder..

2018-03-08-18-47-31_preview

Det her indlæg har jeg skrevet for læææææænge siden. Det er snart et år siden nu. Men jeg tror lidt, at jeg bare har gemt det væk, fordi det er lidt mere en historiefortælling en et klassisk blogindlæg. Ideen med det var lidt en klummeagtig-vibe.  Episoden jo også fortid nu. Jeg tror bare, at jeg gerne lige vil sætte fokus på den der “åh-nej, er du også her”-stemning, som opstår, når man møder en ekskæreste og det der af, hvem gør hvad? Anerkender vi hinandens tilstedeværelse? Hvordan siger vi hej? Siger vi overhovedet hej? Hvem går ind på klubben? Skal jeg finde et andet sted?
Alt det som man når at tænke i det øjeblik man opdager, at ekskæresten er samme sted. Så ja, enjoy the read og min akavede stund fra fortiden og hvordan det fik sin egen krølle på halen.

Oprindeligt skrevet maj 2017.


Jeg stod på vej til at gå ind på klubben. Jeg skulle lige skifte fra mine flade sko og til mine højhælede og sad på hug, bukket forover, så jeg kunne stramme spændet. Rundt om mig stod mine to veninder næsten som en mur og blokerede for de mange mennesker. Jeg kiggede op på dem og smilede stort. Men lige bag ved den ene stod min ekskæreste.

Han havde ikke set mig endnu og jeg overvejede kraftigt at blive siddende i den akavede position i hug og stirre direkte ned på min sko. Min balanceevne var ikke enig med den beslutning og min knapt så trænede krop havde allerede dannet mælkesyre i benene. Jeg håbede inderligt på, at han bare ville gå ind, så jeg kunne omtænke min strategi og rette mig ud. Dog tog det ham alt for lang tid at færdiggøre sin cigaret og sige hej til alle menneskerne ude foran, så jeg kunne ikke rigtig blive siddende. Mine veninder havde godt opdaget ham, så de blev ved med at kagle op i forvirring over, hvad vi mon burde gøre. Deres fuldskab havde måske overtaget deres diskrete manerer en my og han opdagede dem. Han gik over for at sige hej til de to høns. Mens sad jeg den stadig akavede position og kunne ikke engang lade som om, at jeg var en anden. For hvem anden end jeg, Frk. Mejer, har en kraftigt pink trenchcoat, lyserøde hæle og blomster i håret? Jeg bandede virkelig mig selv langt væk for at have skabt sådan en farverig stil. Hvorfor havde jeg ikke bare sort på og gik i et med omgivelserne? Hvorfor skulle jeg lige akkurat vælge den mest opsigtsvækkende jakke og altid være iklædt farver, når alle andre i Danmark går under dresscoden ”Black is the new black” og især, når de skal i byen? Det nordiske look skriger ikke just blomsterprint og pink. Så mens jeg nåede at tænke de tanker, måtte jeg tage en beslutning om hvor akavet jeg ville være på en skala fra 1-10. Så jeg valgte (lidt for hastigt) at rejse mig op og sige ”hej”i et alt for overgearet tonefald. Han så en anelse overrasket ud. ”Hov nej, jamen hej, må jeg give et kram?” var ordene, som han ytrede ind i mit sammenkrøllede ansigt. Ja det kunne vi da godt få ud af verden. Jeg var i en underlig blanding af af “jamen selvfølgelig da” og “ahhh hell nooo”.

Hvad er chancen også lige for det? Jamen helt ærligt, klokken var et om natten og vi havde endelig fået nølet os ud. Ned til bylivet og de mørke, menneskefyldte gader. Hvordan kan det være, at universet havde besluttet, at vi lige skulle ankomme på samme tidspunkt, samme sted og samme dag. Jeg går aldrig i byen. Jeg mener virkelig aldrig. Once a blue moon. Jeg går ud én gang hver sjette måned. Jeg havde ikke været ude siden før nytår, hvor vi stadig var sammen. Men når jeg er ude, så danser jeg til mine fødder gør ondt og går hjem med en pose nuggets i hånden. Jeg hader bylivet og jeg hader at blive skubbet rundt. Mænd der tror de ejer det hele og må tage på en uden tilladelse. Mennesker som spilder på ens nøje udvalgte, koordinerede og sikkert også nyindkøbte outfit, fordi man havde en tøjkrise flere uger inden. Musikken er som regel lige en tand for høj og jeg har ikke styr på de dersens nymodens sange og over halvdelen af det er larm og dårlig lyrik. Vi havde endda valgt et sted, hvor han normalt ikke holdt til, så jeg troede at vi var nogenlunde sikret en ekskærestefri aften, men der tog jeg da fejl.

Jeg stod lidt mundlam tilbage, da jeg så ham gå ned af trappen til klubben. Jeg kunne ikke overskue det. Det var jo slut mellem os, så det handlede ikke så meget om følelserne omkring ham eller til ham. Det handlede mere om, at jeg var ret træt af, at troede at jeg skulle have en ladies night med sushi, sizzling cocktails og en svingom med mine sødeste piger. Jeg havde ikke medregnet et akavet hej med en af de personer, som jeg ikke vil støde ind i. Er der nogen, som håber på at støde ind i deres ekskæreste? Det er bestemt ikke mig. Jeg forsvandt lidt ud af den verden, som jeg befandt mig i og mine tanker væltede rundt inde i mit hoved. Min første tanke var at forlade stedet teatralsk og kaste mig på min seng derhjemme som en vaskeægte Disney-prinsesse. Der var bare lige en lang løbetur ned til banegården og en togtur på 35 minutter, så måske ikke? Min anden tanke var at blive stående udenfor indtil at jeg forsvandt eller gå et andet sted hen. Det var en reel mulighed, men jeg syntes ikke, at det skulle blive sådan noget med ”nu er min ekskæreste her, så kan jeg ikke også være her” eller ”jeg kom først”. For ærligt, vi ankom jo på samme tid? Bare ti minutter fra eller til, så havde vi undgået det lille møde. Så efter at have zonet ud og nu hjemvendt til virkeligheden igen, så valgte jeg at gå derind. Det handlede ikke om, at jeg skulle vise mig frem for ham eller udnytte, at jeg så laber ud den aften. Nej, det handlede om, at jeg godt følte, at vi kunne være det samme sted uden problemer. Han ville ikke komme i nærheden af mig, for han lever sit liv nu og jeg ville ikke gå i nærheden af ham, for jeg lever mit. Vi er voksne mennesker. Vi er tilbage på stadiet af at være fremmede mennesker.

2 kommentarer

  • Jeg tror aldrig at det holder op med at være mærkeligt at møde ekskæreste, hvis jeg skulle støde på en, ville jeg dog håbe det var i en halv fuld tilstand – så føles det hele en del mindre akavet, haha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver heller aldrig pjattet med at rende på mine x’er, også selvom jeg intet har med dem at gøre idag, og de er fremmede for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SS18s modetendenser og den historiske inspiration...