Uddannet makeupartist, arbejdsløs og hvad så nu??

1 ÅR: Rask fra spiseforstyrrelsen…

rask-1-a%cc%8ar

Jeg er så glad i dag, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Så nåede jeg en kæmpe stor milepæl, som jeg for lidt over et år siden ikke havde regnet med. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle leve med spiseforstyrrelsen resten af mit liv. Det skal jeg på sin vis også, men det er mig der er i kontrol og ikke omvendt. Har det været hårdt? Ja, det har så. Det har ikke kun været let og jeg har kæmpet flere gange med ikke at få et tilbagefald. Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg har skulle hive godt fast i mit raske jeg og beholde kontrollen, så jeg ikke tyede til gamle midler, når livet var lidt dumt.

Jeg  ville dog ønske, at jeg kunne sige, at året var gået helt uden nogle former for opkastninger. Lige det kan jeg ikke sige, men der har været to på hele året og ikke noget, som jeg ikke har kunne overskue at deale med. Jeg brugte også meget tid på at finde ud af, hvad det var der skete med mig og hvorfor at det fyldte så meget, at jeg ikke kunne deale med det anderledes. Det er jo stadig den form for problemhåndtering, som jeg i over fire år har været vant til at benytte mig af. Jeg havde en episode efter en date, som havde været meget grænseoverskridende og daten forstod ikke mine signaler i forhold til, at jeg ikke havde lyst til at holde i hånd, røre ved hinanden og da slet ikke kysse midt ud i ingenting. Det sendte mig ind i nogle ubehagelige flashbacks og der havde jeg så meget kvalme, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Dog kan jeg stadig sige, at jeg er rask og jeg tager det ikke som et nederlag, at der har været et par ups’ere. Jeg er stadig helt latterlig stolt af mig selv og det forhold som jeg har genopbygget til mig selv. Jeg hader ikke mig selv eller min krop længere. Jeg hader ikke at se ind i spejlet om morgenen eller inden jeg skal ud ad døren. Jeg er begyndt at genfinde en rigtig stor glæde ved at være mig. Der er så mange ting, som jeg igen kan tillade mig og det gør at livet er langt sjovere at leve. Jeg er ikke længere passiv og ked af det hele tiden. Jeg er en aktiv del af mit liv og jeg tager ansvar for de dårlige perioder og de ting, som rammer mig i tide og utide. Jeg er blevet gladere. Jeg kan meget mere og jeg har genfundet en tabt del af mig selv. Jeg er blevet mere modig. Jeg tør stå mere ved mig selv og den jeg er. Jeg render ikke rundt og undskylder for at være til. Jeg kan lide at være i min egen hud og jeg kan lide mig selv igen. Jeg kan lide, at jeg griner så højt nogle gange, fordi jeg bare ikke kan lade være. Jeg kan lide, at jeg kan tage i byen og være til stede hele aftenen og have mig selv med hele vejen igennem, fordi jeg kan mærke mig selv. Jeg kan lide, at jeg kan drikke et glas juice eller spise chips igen. Der var så mange ting, som jeg valgte ikke at gøre, fordi jeg var angst for, om jeg ville tage på og ikke blive taget seriøst af andre. Jeg har holdt mig væk fra rigtig meget mad og haft episoder i mit liv, hvor bare synet af en buffet kunne få mig til at græde. Jeg har været bange for familiesammenkomster, fordi jeg har vidst, at der var alt for meget mad og ikke nok undskyldninger til at slippe udenom. Jeg har haft så mange år, hvor jeg har holdt mig selv tilbage og det gør jeg ikke længere. Jeg har stadig svært ved at spise sammen med fremmede mennesker. Jeg ville aldrig gå på date og tage ud for at spise i første omgang. Bare tanken kan gøre mig lidt febrilsk. I sådanne situationer kan jeg godt spise, men det skal ikke være noget, som jeg selv bestemmer. Det skal helst bare være der og så skal det være noget, som jeg kan brække i stykker eller skære ud med kniv og gaffel. Det ligger stadig i mig og jeg ved, at det er irrationelt. Jeg har heller ikke været så god til at spise helt alene, men det er ikke ret længe siden, at jeg spiste frokost på Gló i Magasin helt alene og uden at tænke ret meget over det. Jeg kan virkelig også mærke min sult og jeg giver mig selv lov til at spise, når maven rumler. Jeg giver ydermere mig selv lov til at have dage, hvor jeg går og småspiser hele tiden, fordi der var lige en kiks, hov noget chokolade og nææh noget helt tredje. Jeg lytter meget til, hvad jeg har lyst til at spise. Jeg kan godt have dage, hvor jeg ikke spiser specielt nærende eller sundt, men det var cravingen den dag og så spiser jeg mine grøntsager en anden dag. Jeg er næsten blevet vegetar, da jeg spiser meget lidt kød og vælger det meget ofte fra. Jeg ville på nuværende ikke sætte tænderne i en steak, fordi tanken om tekstur og smag ikke gør det for mig. Jeg ved, at min familie tænker meget over, at der er mad til mig også. Jeg spiser det meste og smager på ting, fordi jeg er på ingen måde kræsen, men der er som oftest et alternativ til mig, som ikke har lyst til at spise røde bøffer.

Jeg har taget nogle store beslutninger i det her år, hvor jeg har været rask. Jeg har virkelig mærket mig selv for første gang i mange år. Det handlede ikke længere om, hvad andre ville have af mig, men hvad jeg ville have af mig selv. Og hvad jeg ville have ud af livet. Jeg har alt for mange drømme og håb om fremtiden, så jeg ville ikke bare stå der og se livet glide forbi, mens jeg gled længere ind i mig selv og den sorg, som jeg bærer på. Vi har hver især vores egen metode til at holde styr på dæmonerne og det er ikke altid de bedste valg, som man tager. Jeg har fået bearbejdet meget af det og jeg har det godt i dag. Jeg er glad det meste af tiden, men man kan jo aldrig komme udenom de små ture, hvor alting virker sort og hvor man ikke lige kan finde ud af, hvad man skal stille op med sig selv. Det oplever jeg stadig og det er ganske normalt. Jeg lader mig ikke slå helt ud af det negative. Jeg ved dog, at jeg skal leve med min spiseforstyrrelse resten af livet. Det går aldrig helt væk og det er en del af mig. Der er bare forskel på, hvornår det er i udbrud og hvornår det er passivt som nu. Jeg bruger det meget som en indikator for, hvordan jeg har det og om jeg er det rigtige sted. Senest kunne jeg mærke at mit arbejde ikke gjorde mig glad og at det var svært for mig at holde mig ovenpå og i kontrol. Jeg havde lyst til at give ind til det hele igen. Det hev i mig dag og nat og derfor endte jeg med at tage beslutningen om at sige op. Det var svært, men samtidig vil jeg ikke byde mig selv at gå igennem det hele én gang til. Jeg er på den anden side. Jeg er stærkere.

Så med de ord, vil jeg nyde min aften med en overflod af kinesisk mad og en hjemmelavet cheesecake fyldt med glimmer og hindbær – og ikke mindst et stort, fedt lys i. Hurra for at være rask og mange flere år på den måde og for at være pisse stolt af sig selv. I did it.

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uddannet makeupartist, arbejdsløs og hvad så nu??