Amen, Demi!

 

Jeg har kategoriseret det under spiseforstyrrelsen, men et eller andet sted, så tror jeg, at alle mennesker har dage, hvor de er mindre tilfredse med deres krop end andre. Je får mit meget i perioder. For det meste er jeg faktisk ret godt tilfreds eller hvertfald på et stadie, hvor jeg ikke går og lægger mærke til, hvordan alle krummelurer på min krop ser ud. Passer tøjet? Ja, fint så er det bare godt nok. Ser jeg pæn ud i mit outfit? Sure does. Vupti, de dage er der heldigvis flest af, men jeg får også de perioder, hvor jeg bare ikke orker at kigge på mig selv og hvor jeg bare føler mig åndssvag uanset, hvad jeg har på.

Det startede lidt nytårsaften, hvor jeg faktisk havde planlagt et outfit læææænge før, men jeg måtte skifte tøj 117. gange, fordi jeg følte mig ikke tilpas i noget. På de rigtig slemme dage, der gælder det ikke bare en utilpashed over tøj og krop. Det gælder også, at mit hår skal sidde på en særlig måde og hvis ikke, så bliver jeg endnu mere irritabel. Første udgangspunkt var pantssuit og løst hår. Endte med wideleg pants, bardot-top og en knold. Et eller andet sted meget hverdagsagtigt, men mit nytår var også i hyggens tegn og derfor behøvede jeg ikke at stadse mig mere op. Jeg kunne slet ikke rumme følelsen af det løse jumpsuit på min krop, fordi min holdepunkt har altid været min talje. Det er lidt den følelse endnu af at være “strammet ind”, fordi så kan jeg mærke mig selv og min krop. Mens jeg var syg der strammede jeg så meget ind, at jeg var ved at besvime og havde dybe mærker, men sådan har jeg det ikke mere. Jeg kan dog stadig godt lide følelsen af, at jeg kan mærke min talje. Derfor endte jeg også med mine wideleg pants, som netop har bindebånd i taljen.

Det virker super irrationelt, fordi jeg ved godt, at jeg ikke er en stor pige, men på dage som nytårsaften, så føler jeg mig tyk. Jeg føler mig ulækker og jeg føler mig så oppustet. Det er sjældent, at det er så grelt længere, men lige den dag stod jeg med store våde øjne og en grådkvalt stemme, fordi jeg bare ikke kunne overskue at være i min egen krop. Jeg havde mest lyst til bare at blive under dynen. Jeg skal virkelig holde fast i mig selv og min raske side, fordi det er dage som den og den sidste uge, hvor jeg kan mærke at det hiver i mig. Det hiver i mig at tælle kalorier, at “glemme” at spise mad og jeg er lidt i en stress over, om jeg nu tager på. Det hele foregår inde i mit hoved. Alle menneskers vægt svinger fra tid til anden. Det er jo nødvendigvis ikke meget, men nogle dage spiser man mere end andre. Nogle perioder har jeg bare mere lyst til mad og søde sager og andre gange ikke. Det hele går jo op i en højere enhed i sidste ende og normalt tænker jeg ikke så meget over det, fordi jeg lader det regulere sig selv og jeg prøver at give min krop det, som den har brug for. Jeg har perioder, hvor jeg er på farten og stort set lever af yoghurt og plastikbøtter af snacks eller rester, fordi det skal gå hurtigt og så er der andre perioder, hvor jeg craver pizza, bland-selv slik og liiiidt mere chokolade. Det er også alt sammen mere end okay, men når det så rammer med følelsen af at være en stor ballon, som ikke orker at have tøj på og måske har lidt ekstra uren hud og håret trænger til at blive klippet, så er det lidt som om, at det hele kollidere inde i hovedet på mig. Jeg bliver ærlig talt som et urimeligt barn på tre år, som ikke har fået sin vilje og det er så tåbeligt, fordi come on… Så er det jo heller ikke værre og desuden er livet jo lidt mere en kalorier og et specifikt bodyideal. Uger som denne der grøder mit hoved sammen, fordi der alligevel er en del af mig, som jo netop altid vil have dealet med forstyrrelser omkring spisning og mig selv. Det er også i de perioder, hvor jeg prøver at trække mig ud af det og undersøge om jeg er igang med noget, som ikke gør mig glad og om der er noget der trigger det. Jeg har lært, at det ikke altid er omgivelserne eller det, som jeg har gang i, som trigger. Nogle gange kommer det bare op til overfladen. Jeg har heller ikke været rask i et år, så det er vel fair, at der stadig eksisterer nogle dumme tanker. Jeg tror, at det er umuligt at undgå og jeg tror at alle uanset spiseforstyrrelse eller ej, oplever det engang imellem. Jeg er dog alligevel stærk nok til at holde fast i mig selv og jeg bliver ved med at spise mine måltider og føle efter i min krop, fordi jeg ved at det går over igen.

Det er bare de dage, hvor jeg skal sørge for at gennemgå mine safe-items og bruge dem. Jeg har safefoods og safeitems. Ting, som gør mig tryg og som jeg kan håndtere til trods for følelsen af øv i hele kroppen. Safeitems er som oftest en blød sweater, fordi den giver mig ro. Det er vigtigt at jeg ikke føler mig kvalt, så ting med høj hals og stramme ærmer skal ikke på. Panikken breder sig med det samme. I disse perioder kan bukser være enten eller. Nogle gange er det bare bedst med jeans og sweater og andre kan skal bukserne bare brændes. Safefoods indbefatter som oftest hindbær af en eller anden art – friske, frosne, i yoghurt eller alene. Og ja, så er yoghurt noget af det, som jeg altid kan forholde mig til. Om jeg er syg, rask, good  eller bad bodyimage, så kan jeg altid forholde mig til det. Det har altid været min ultimative go-to food og safefood. Lige nu er jeg også bare inde i sådan en stime, hvor jeg har lyst til mad hele tiden og jeg kunne gå i fast rutefart til køleskabet. Nogle gange går alt det her under en god omgang PMS, men andre gange dukker det bare op til overfladen og sådan er det jo.

Jeg tror på, at denne her periode af “bad bodyimage” snart er bag mig, fordi sådan plejer det at være. Jeg kan også mærke, at jeg ikke bare giver efter og jeg hader det, når de er der, men glemmer det hurtigt igen. Jeg er bare blevet stærk nok til ikke at give efter for den letter hysteriske stemme, som forsøger at gøre mig i dårligt humør. Det virker bare ikke længere.

To hell with the bad body image days, fordi det er ikke bad og jeg er god nok.

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *