OOTD: The Green Dress

Jeg føler mig bare hjemme i et par høje hæle…

Inden at vi kommer til essensen af indlægget, vil jeg gerne beklage, at jeg har været så passiv på det seneste. Det skyldes blandt andet, at jeg har haft virkelig travlt med hår- og makeupkursus, samt at jeg føler, at jeg kun lige når at forlade Sense Parfume før jeg allerede har tjekket ind igen. Jeg har rigtig mange dage, hvor jeg knokler rundt og de få dage, hvor jeg reelt set har fri, så har den bare stået på andre småting som frisør, tandlægebesøg, familie og træning. Nå, og så lider jeg også lidt af writer’s block at the moment, så det gør heller ikke sagen lettere.

Dog kom tanken til mig igår. Jeg stod på vej ind for at se Nikolaj Stokholm og fordi jeg stort set altid er iklædt sort for tiden, så ville jeg gerne se ekstra fin ud, når jeg havde chancen. Jeg smed en blomstret vintagekjole på, farvede læberne pink og afsluttede looket med et par høje hæle. Det er måske ret meget, når man bare skal se stand-up i et Kongrescenter, hvor alle stolene alligevel er mast sammen og man sidder der i mørket og skal sprutte af grin. For mig handler det om meget mere end det. Jeg føler mig virkelig hjemme i et par høje hæle og jeg har mange dage, hvor jeg har dem på. Om min fødder så værker efter et par timer eller at det måske er lidt for koldt til nylonstrømer og courtheels, så er det bare mere komfortabelt end et par flade sko. Ja, hvad sagde kvindemennesket? Følelsen er bare rarere og mere hjemlig end det at have flade på. Jeg kan godt lide en ballerina om sommeren, men jeg kan ikke fordrage sandaler uden hæl og støvler skal helst også have en lille hæl på. Jeg føler mig så klodset og ufeminin til t trods for kun at have en str. 36. Omvendt kan det også være utrolig flot med et par sneaks eller bikerboots til den rette type. Jeg husker så tydeligt, da jeg ville prøve et par fornuftige Nike, da jeg går og står meget på mit arbejde. Jeg nåede kun lige at få tæerne ned i og med det samme hev jeg den af og stillede den tilbage på hylden. Det var ikke rart. Det var ikke mig. Jeg har et par løbesko, som jeg hader og de er pakket ned i en eller anden flyttekasse, som sikkert stadig ligger i lagerrummet i Odense. Jeg har bare ikke en god fornemmelse og jeg er så kræsen omkring sko. Det handler ikke så meget om, at jeg ikke kan finde noget som er pænt, men hvis ikke jeg føler det flot på, så virker det ikke. Jeg har haft sko, som jeg kun har haft på én gang, fordi det var frygteligt fra da jeg gik ud ad døren. En hverdagshæl for mig svinger mellem 3-8 cm. Det er en god hæl og især, hvis den er chunky og måske endda har en rem rundt om anklen for ekstra støtte. Det er perfekt til hverdag. En festhæl derimod ligger nok mellem 6-11 cm. 11 cm er liiige på kanten, men det går an. En festhæl findes også i flere udgaver. Jeg har de sko, som er gode til at gå i byen med, fordi man måske skal gå fra sted til sted og fordi at man skal danse. Så er der de hæle, som er super flotte og på ingen måde rare at have på, så de hives op ad tasken inden et event. Der skiftes hurtigt sko og de er kun beregnet til at stå lidt, gå tre skridt af gangen, drikke champagne og så sidde ned det meste af aftenen.

Et par hæle afrunder tit mit look. Det fuldender det og ellers kan et par hæle virkelig pifte et look op. Jeg er virkelig ikke meget til jeans, men hvis jeg har et par på, så skal jeg helst også have stiletter på. Det giver det bare noget andet. Jeg tror at det er medvirkende til en eller anden power eller selvtillid i mig. En selvtillid som jeg slet ikke ville have i et par sneaks, fordi jeg  ville føle mig så tåbelig hvert sekund. Fordi der er jo intet i vejen med alle andre sko og der er nok mange, som ikke har lyst til at tutte rundt i hæle, fordi de føler sig på udebane. Diversitet er så vidunderligt. Jeg vil bare helst være hende, som familien bliver en kende træt af, fordi jeg skal have hæl på til trods for brosten og det lidt langsommere tempo. Jeg har dog næsten altid et par skiftesko med i tasken, fordi det kan jeg ikke rigtig undvære. Der skal også være plads til at man kan finde jorden igen. Og det er da ikke fordi at jeg altid kan gå lige fint i dem. Jeg har lavet den klassiske på vej ned ad en kansten eller fundet det eneste hul i gaden midt på Strøget og vrikket om foran alle. Jeg har også tabt min sko på vej op ad en trappe, fordi min hæl slap taget. Endda også kommet til at smide sko helt af, fordi jeg fik lidt for hurtigt frem og pludselig lå den tre meter længere fremme end mig. Jeg har de der par, som jeg bare ved ikke skal på før sidste øjeblik. Mit bedste tip er også altid at lade være med at spilde god stilet-tid ved at have dem på, når man vader frem og tilbage fra metro og hvad man skal inden selve eventet. Det er spild af dyrebare minutter. Hellere skifte lige ude foran eller måske i taxaen, den sidste metrotur, hvor man kun skal gå nogle få meter. Smid de andre ned  i tasken. Så har man ikke gjort sin fødder trætte allerede inden, at man skulle se flot ud. Det gør en verden til forskel og det giver mig som regel et par ekstra timer, hvor min fødder ikke brænder. Holder man noget derhjemme, så vent med at tage dem på indtil 10 minutter før at gæsterne kommer.

Men selvfølgelig har vi alle sammen på et eller andet tidspunkt vadet hjem på kolde brosten med skoene i hånden, fordi nu kunne man altså ikke mere. Jeg elsker at tage dem på, men ej, hvor er det også skønt at smide dem igen.

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD: The Green Dress