Ej undskyld mig, men hvad skete der for DMA 2017? Jeg er skuffet og jeg har virkelig en flad fornemmelse. Ikke nok med at showet i sig selv var fladt, så var selve lineuppet og de nominerede også. Har den danske musikbranche ikke mere end seks forskellige kunstnere? Desuden var de alle så inkarnerede i hinanden, at det var svært at høre forskel, hvis man i et kedsommeligt øjeblik kom til at tjekke Instagram i stedet. Don’t get me wrong og det var da velfortjent. Jeg kunne godt lide de kunstnere som var repræsenteret  igår, men det er da et lille udpluk af, hvad dansk musik har produceret igennem hele 2017. Det virkede næsten som om, at juryen havde tjekket playlister gennem de sidste par måneder og havde glemt resten. Ikke nok med at der var mangel på kvindelige kunstnere, så var der generelt bare mangel på diversitet og dansk musikbranche forekommer utrolig snævert. Jeg er indforstået med at dansk musik lige nu drejer sig om Kesi og Gilli og de er også dygtige mennesker med kant og øje for noget urbant og anderledes. Men come on, at der så ikke kan vies plads til andre i de forskellige kategorier og hvem er den dovne jury, som har besluttet, at det skal se sådan ud? Gilli måtte gerne have vundet det hele for min skyld, men kunne vi ikke liiiige få lov til at se lidt flere nominerede? Og desuden er det ikke Gillis eller Kesis skyld at de stikker af med det hele, fordi det er sejt gået, men hvordan kan dansk musik bare koges ned til så lidt? 2017 har da budt på meget mere end det.

Selve showet er også blevet kritiseret for ikke at publikumvenligt og det kan man vel godt sige. Jeg er da glad for, at jeg ikke har betalt penge for at se showet live. Anders Breinholt gør det som altid rigtig godt, men hvor havde han svært ved at komme igennem til publikum i salen og det havde også indflydelse på os derhjemme. De usammenhængende interviews gav ingen mening og jeg sad med et forvirret udtryk langt hen ad vejen. Artisterne virkede ikke synderligt interesseret eller glade. Stemningen var bare underlig og flad.Jeg kunne ikke rigtig høre noget og jeg forstod faktisk ikke, hvorfor at man havde sat showet til at vare to timer. Det var alt for lang tid i forhold til indhold. Der manglede bare noget. Der manglede nogle fede indslag og noget, som virkelig fik kickstartet programmet. De samme som var nominerede var de samme som optrådte på scenen. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne høre forskel på de forskellige sange og hvor jeg ikke kunne finde rundt i kategorierne. Hvor var de up-and-coming bands/solister og hvor var der noget spænding og kant. I øvrigt forstår jeg heller ikke, hvorfor at man har valgt at annoncere vinderen om lørdagen, når showet var søndag. Spændingen ryger da bare en lille smule, når man sidder og ser showet. Jeg savnede virkelig at se noget mere til den danske musikbranche, fordi vi er så pisse dygtige herhjemme i Danmark. Hvor var artister som Karl William, Hugo Helmig, Stine Bramsen, Marie Key og Mø? Mennesker, som alle også ligger på new releases listen i Danmark og har udgivet i 2017. Skal vi først se dem næste år eller er der så bare en anden bølge som har overtaget og glemt alt det andet?

Jeg har ikke styr på musik. Jeg er ikke en del af en jury og jeg skal ikke kloge mig. Jeg undres bare over, at branchen kan koges ned til det ikke ret meget. Ja, der vil altid være bølger af genre, som dominerer branchen og det ville man stadig godt kunne have fået til udtryk, men bare på en anden måde. For nogle år siden var det Dancehall-bølgen som rasede og i år er det det urbane provo-rap, som har en kant. Jeg siger bestemt tillykke, men jeg er stadig forvirret. Jeg tror, at Danish Music Awards ville have godt af at publikum fik lidt mere at sige og at man fik sat lidt mere diversitet ind i det. Så kan det godt være, at det alligevel er en artist som rydder bordet og det er da kun sejt gået. Men som artist må det da være dejligt og fladt på samme tid, når man hiver pris og nomineringer hjem i hobe, når feltet kun består af de samme seks artister. Det eneste der virkelig fik mig til at rocke i hyggetøjet var Scarlet Pleasures åbning af showet og den fantastiske hyldest til Sort Sol.

Men jaja, sådan er det jo. Jeg håber bare, at der sker lidt til næste år og at feltet udvides lidt, så vi alle sammen kan få et mere nuanceret blik på en branche som konstant udvikler sig og som faktisk indeholder rigtig meget forskelligt.

Svar

Din email vil ikke blive vist til andre end dig. Required fields are marked *