Frk. Mejer x Skoskabet - Coming soon!

Fra spiseforstyrret til 272 dage rask…

 

 

272 dage and counting.

Der har været lidt stille på kapitlerne af spiseforstyrrelsen, men jeg har både haft rigtig travlt, men jeg har også syntes, at det har været svært at forsætte fra sidste gang. (del 1 del 2del 3). Det var så grænseoverskridende at poste sidste del af det, fordi det kom rigtig tæt på og jeg følte mig blottet. Det var nu let nok at skrive, men det kom først lidt efter. Jeg var også inde at rette et par detaljer, fordi det alligevel blev for meget. Jeg har ikke fortalt de ting, fordi jeg har haft et ønske om medlidenhed, men fordi at jeg synes, at det er en vigtig ting at belyse. Spiseforstyrrelser opstår og de er svære at komme af med. Jeg brugte ca. to år i den fase, som jeg selv kalder “recovery”. En fase som har budt mig rigtig mange tårer og som jeg på et tidspunkt ikke troede ville være mulig at gennemføre. Det har været så benhårdt at genlæse mine egne kapitler, fordi jeg sidder et andet sted i dag og fordi at jeg har det godt nu. Der var en lang fase, hvor jeg godt kunne snakke om nogle af tingene, men jeg syntes stadig, at jeg havde haft styr på det og at det aldrig havde været “rigtig slemt”. Det havde det og det var det. Det var en frygtelig tid i mit liv og det har været en kamp uden lige.

Jeg har behandlet mig selv så dårligt og alligevel troet, at jeg havde styr på, hvad jeg gjorde. Jeg troede, at det var mig, som havde kontrollen og som kunne styre, hvornår at jeg ville komme op til overfladen igen. Jeg kan stadig huske, at jeg så et indslag i Aftenshowet om en pige, som havde haft bulimi og at hun var blevet rask. Derfor fejrede familien det også hvert år med kage. Jeg kan bare huske at jeg sad og stirrede på det indslag og det eneste som gik igennem kroppen var “hvordan kan hun?” – hvordan kan hun blive rask? Hvordan gør hun og hvordan skal jeg nogensinde selv nå dertil? Jeg troede vitterligt ikke, at det var en mulighed, fordi jeg følte, at jeg havde kæmpet og kæmpet. Jeg sad til samtaler hos Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelse. Jeg vidste godt, at jeg løj, når jeg sagde at jeg var klar til at give slip. Jeg vidste godt, at grunden til, at jeg havde lyst til at aflyse samtalerne var fordi, at jeg inderst inde ikke ville blive rask igen. Jeg tog mig alligevel sammen, men efter mine fem coaching samtaler var slut, så vidste jeg udemærket godt, at jeg ikke ville blive rask lige nu og her. Jeg fik tildelt en støtte/kontakt person, som var en anonym pige og selv tidligere spiseforstyrret. Hun skulle snakke med mig en gang om ugen i telefonen i ca. et år. Da jeg skulle ringe første gang, så var jeg så tæt på at droppe det, men jeg ringede. Vi havde en utrolig let snak og hun blev en god støtte i det år. Det har uden tvivl været med til at hjælpe mig videre, men det tog sin tid.

Jeg har haft så mange nedture i den tid, hvor jeg forsøgte at blive rask. Det ville bare ikke, som jeg gerne ville. Min hjerne og min krop ville ikke lytte til mig. Jeg havde ikke lyst til at tælle kalorier eller at sulte mig selv. Jeg levede på ca. ét måltid om dagen og så var det det. Jeg var tit alene hjemme i den lille lejlighed i Odense, så det var let nok bare at spise det ene måltid og så ignorere knurren i maven resten af dagen. Jeg gik i panik, hvis nogen ud af det blå spurgte, om jeg ville have en kiks. Hvis ikke det var medregnet i mit daglige indtag på forhånd, så kunne jeg næsten ikke kapere det. Den ene gang nåede min mund at udforme ordene “nej tak, jeg har spist hjemmefra”, inden at jeg overhovedet havde registreret, hvorvidt om jeg havde lyst eller ej. Jeg fik også et mindre tilbagefald på opkastfronten. Det skete dog kun et par gange, men min verden var brudt sammen, mit forhold hang i en tynd tråd og jeg var ikke just glad for universitetet. Bægret flød over. Jeg kastede op. Jeg sultede mig selv. Jeg drak for meget rødvin og jeg var rigtig glad for mine sovepiller. Jeg har aldrig været på noget medicin, men jeg var nødsaget til at få udskrevet milde sovepiller, fordi jeg sad oppe hver nat. Jeg kunne ikke lukke et øje på grund af stress fra studiet og mit liv. Jeg var et stort nervevrag, som sad i stuens mørke nat efter nat og bare stirrede ud i luften. Jeg overlevede bare.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete indeni mig siden, at det begyndte at gå i den rigtige retning. Nytårsaften blev lidt af et skift. Jeg sad og lignede noget, der var løgn. Jeg vejede nok omkring de 42 kilo. Indsunkne kinder, trætte øjne, tynde arme, ingen talje. Jeg havde ikke spist i flere dage, fordi mit forhold til min daværende kæreste var ved at slutte. Jeg havde kærestesorger, spiseforstyrrelse og var så udmattet. Jeg ved dog alligevel ikke, hvad det var, men da jeg vågnede dagen efter, så havde jeg en følelse af, at det nok skulle endte godt alt sammen. Jeg blev single og jeg flyttede hjem igen. To ting som var medvirkende til et mere stabilt grundlag for min recovery. Jeg blev taget hånd om og jeg havde løbende haft psykologsamtaler og telefonsamtaler med min SKP. Der faldt ro på. Jeg blev bedre til selv at falde i søvn igen. Jeg begyndte at spise mere regelmæssigt uden panik i kroppen og jeg kunne nøjes med et hyggeligt glas vin inden sengetid. Jeg fik mentalt overskud til at starte til pole fitness, som i den grad har været medvirkende til, at jeg blev rask for alvor. Jeg har sat min endelig recovery til d. 1 marts 2017. Jeg troede ikke rigtig på det, men jeg har fundet en glæde ved nogle andre ting. Jeg har ikke behov for at være sygeligt tynd eller at tælle kalorier hele tiden. Jeg tænker engang imellem over det og jeg kan stadig godt lide at have mine rutiner, men det er slet ikke på samme måde. Jeg kan være spontan på madfronten og jeg kan være mig selv igen. Jeg skjuler ikke længere et helt liv og menneske bag en opbygget facade. Jeg er oprigtigt glad. Jeg kan være tilstede igen, fordi jeg ikke går rundt i en tåge af sult.

Jeg ved ikke, hvad den hemmelige formular er. Jeg ved ikke engang, hvordan at jeg skal kunne råde nogen andre til at kunne blive rask. Sygdommen er så kompleks, så forskellig og så svær at definere. Jeg snakkede og snakkede om det. Jeg satte ord på. Jeg skrev og jeg græd. Jeg var ked af, at jeg havde behandlet min krop og mit sind så negativt. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det anderledes, men jeg har altid gjort mit bedste – uanset hvad. Jeg kan dog sige, at jeg rent faktisk kan se på mig selv i spejlet uden had. Jeg vejer ikke det samme, som inden at det begyndte, men jeg har fundet en vægt, som er fin. Jeg er stadig slank, men jeg er ikke afpillet. Faktisk, så ved jeg ikke, hvad min vægt er, fordi jeg stiller mig ikke op på den. Det ødelægger mit humør og det er der ingen grund til. Der er stadig svære dage med stemmen  i hovedet og den forsvinder nok aldrig 100%, men jeg er stærkere og mere afklaret. Jeg har håb. Jeg er rask.

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frk. Mejer x Skoskabet - Coming soon!