Nemme krøller a la puf

Om at gå til poledance…

Nå, dem der har fulgt lidt med på min instagram har jo allerede set et par videoer/billeder fra min poledance. Jeg har faktisk gået til det siden maj og jeg har virkelig været glad for det. Det kom lidt af, at jeg synes det er en spændende form for træning og det skal siges, at jeg går til “art” og ikke “exotic”, så der er intet frækt over det. Det er virkelig hårdt arbejde, men hold nu op, det er en fed form for træning. Jeg tænker ikke så meget over, hvor meget jeg får brugt min krop, når jeg er der, men dagene efter kan jeg godt mærke, at det har trukket i de forskellige muskelgrupper.

Jeg har altid været glad for dans, men kunne ikke rigtig finde et hold, som passede og efter at jeg var flyttet hjem igen, så var der pludselig tid, energi og penge til at starte til pole. Det var vildt grænseoverskridende at være der den første gang. Jeg var den nemlig alene, men jeg havde besluttet mig for at prøve det af. Jeg havde på fornemmelsen, at enten ville jeg elske det og ellers ville jeg gå grædende derfra, fordi at jeg ikke ville kunne finde ud af det. Det fik faktisk okay og jeg har kun været på grådens rand én gang til træning, hvor jeg blev lidt overvældet over de andre. Normalt er man inddelt i niveauer, men jeg havde fået tilmeldt et mixhold, hvor det var de rigtig dygtige piger og det fik lidt fat i min “jeg skal klare alting perfekt”-tendens. Jeg var faktisk rigtig tæt på ikke at komme igen, fordi jeg syntes, at det havde været pinligt at flæbe foran min træner og da en af de andre spurgte om mit navn, så havde jeg pludselig glemt det. Det er sådan noget, der sker for mig, når jeg går lidt for meget i indre panikmode og ikke kan overskue situationen. Jeg lovede mig selv at tage afsted mindst én gang mere og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Jeg har trænet mellem 1-3 gange om ugen lige siden og jeg elsker det virkelig meget.

Det har gjort rigtig meget for mig og det er lidt svært at forklare, hvor meget at det har betydet. Det har betyder meget i forhold til min recovery fra min spiseforstyrrelse. Jeg har længe haft en følelse af at være rask, men at der lige manglede det sidste. Det sidste stykke til at blive rask kom efter, at jeg var begyndt til pole. Jeg kan ikke helt sige, hvorfor og hvordan, men alligevel tror jeg, at det handler om, at jeg fik skabt et bedre forhold til min krop. I stedet for at hade den og være træt af alle mine begrænsninger, så har pole vist mig, hvad jeg kan og hvor meget min krop er i stand til. Jeg er tvunget til at arbejde sammen med min krop og jeg er tvunget til at kigge på mig selv i de store spejle. Det var grænseoverskridende i begyndelsen og især, når man står i intet andet end sports-bh og korte shorts. Jeg har altid haft en tendens til at sige “jeg kan ikke” uden at have prøvet. Det har jeg altid sagt som en form for beskyttelse, fordi hvis det nu viste sig, at jeg ikke kunne, så havde jeg jo allerede sagt det og så ville jeg ikke blive til grin. Det er ikke så tit, at jeg har sagt det til pole. Jeg prøver altid og det blev mit frirum. Det blev mit rum, hvor jeg kunne få lov til at fordybe mig i nogle øvelser og i mig selv. Jeg var tvunget til at være i nuet og koncentrere mig, fordi ellers ville jeg glide og slå mig. Jeg var tvunget til at holde styr på min vejrtrækning og antal øvelser til core og stretch. Tvunget til at mærke og presse mig selv, når jeg sad til flexy og skulle strække split. Jeg har haft dage, hvor jeg er kommet hjem og brudt helt sammen, fordi en specifik øvelse har rørt noget i mig. Nogle gange har det været et simpelt stræk, som gik lige i mit center for #metoo-følelsen og hvor jeg har rystet over hele kroppen. Stræk og øvelser som jeg kan uden problemer nu. Jeg har haft ting, som er gået lige i min perfektionisme og spiseforstyrrelse, men jeg har arbejdet med det i stedet for bare at være ked af det.

Pole har lært mig, at jeg har en fantastisk krop, som er stærk, smidig, som holder mig oppe og som kan klare et stort pres (og mange blå mærker). Det har også været rigtig sundt for mig at se på de andre piger på holdet. Der er mange forskellige aldre, kropstyper og piger. Vi kan det samme og vi er der alle sammen, fordi vi gerne vil lære. Vi står også alle sammen i en sårbar situation med mere bar hud end normalt, men der er ingen der dømmer, ingen der kigger skævt og ingen der siger noget dumt. Jeg er kun blevet mødt af støttende ord og piger som bakker hinanden op. Det har været så lærerigt og vigtigt for mig at opleve, fordi midt imellem alle disse forskellige piger og kroppe, så var der også plads til mig. Det var ikke længere had, som brusede op i mig, når jeg kiggede ind i spejlet og så på mig selv. Jeg kan få lov til bare at være mig igen og til at se min krop som noget smukt og yndefuldt. Nogle gange mere og andre gange mindre yndefuldt. Det er ikke altid så smukt, når man er igang med at lære et nyt trick og ikke har helt styr på teknikkerne. Mig der så angst for at føle mig dum tager det virkelig cool og roligt til træning – også hvis der er ting, som jeg ikke forstår, kan finde ud af eller bare er helt umulig til. Der er de ting, som bare går fantastisk og så er der de ting, hvor jeg simpelthen ikke kan knække koden.

Jeg startede ikke til pole, fordi jeg ville tabe mig, men fordi jeg gerne ville bruge min krop igen. At det så har bragt så meget godt med sig og sendt mig på en indre rejse. Ja, det havde jeg ikke forventet og jeg er faktisk stolt af mig selv. Jeg husker at rose mig selv. Jeg bliver rost. Jeg havde aldrig forventet, at det ville gøre så meget for mig, men det har været det sidste skub til at blive rask og slutte fred med mig selv. Jeg træner, fordi jeg kan lide det og fordi jeg gerne vil blive god. Jeg ser på mig selv med nye øjne og jeg er stolt af, at jeg kan så meget og jeg bliver konstant imponeret over mig selv. Jeg ser mit fremskridt hele tiden og det motiverer mig til at dukke op igen og igen. Jeg har stadig meget at lære, men ting tager tid.

Der kan man bare se. Alt det, fordi jeg bare lige fik taget mig sammen til at troppe op til en prøvetime og nu er jeg her. Hold kæft, hvor har det været dejligt og jeg er pisse stolt. Så er det sagt.

2018-04-17-21-57-57

2017-12-27-20-37-57

2018-03-07-12-26-34

2017-12-27-20-27-01

 

6 kommentarer

  • Jeg har selv gået til poledance så jeg ved præcist hvordan du har det! Alle de følelser du beskriver kan jeg selv genkende fra da jeg gik til poledance. Jeg oplevede også en selvsikkerhed jeg ikke havde haft før.

    Super fedt indlæg, at du tør at blotte dig og være ærlig og sårbar <3 Især fordi det er rart at vide der andre der er lidt ligesom en selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • frkmejer

      Hvor er det fedt, at det også har gjort så meget godt for dig. Jeg havde virkelig ikke regnet med det, men hvor er det skønt at høre, at der er andre, som har oplevet samme glæde og selvsikkerhed ved det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil da med!!!

    Hvor går du henne ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • frkmejer

      Du skal da være velkommen! Jeg går i House of Pole i Slagelse, men de har også på Frederiksberg og i Esbjerg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du blevet god!❤️
    Jeg vil vildt gerne gå til Pole fitness, men det er helt vildt dyrt…❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • frkmejer

      Tak, hvor er du sød! Det forstår jeg virkelig godt og det er også ret dyrt, men det har været alle pengene værd og det er så sjovt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemme krøller a la puf