Fashion på SU: Under 250 kr - fem røde kjoler

Oooog fra bulimi tilbage til anoreksi

 

Det er så vigtigt for mig at sige, at man skal tage hånd om spiseforstyrrelser og søge hjælp. Det er så trist en ting at have og det er så farligt. Det er ikke noget, som man skal aspirere efter, fordi livet er meget mere end kalorier, sorg og selvskade. Det er så uhyggeligt, hvor misvisende stemmen i hovedet er og jeg fortæller udelukkende min historie, fordi at det er vigtigt at tale om. Jeg advarer dog mod eventuelle triggers, fordi det kan være hårdt at læse om. Jeg er rask den dag i dag.
Del 1Del 2

Jeg var virkelig panisk i mit sabbatår, fordi jeg havde været vant til et skema i rigtig mange år. Det var helt underligt kun at tage på arbejde et par timer om ugen og så var det det? Hvad skulle jeg bruge al den ekstra tid på. Førhen havde man lektier, når man kom hjem. Når jeg gik hjem fra arbejde, så havde jeg rent faktisk fri. Jeg manglede indhold og jeg havde en meget stor identitetskrise. Hele mit liv havde jeg i familie og omgangskredse været kendt som hende, der var god i skolen og hende som var flittig. Jeg var dygtig og jeg tog altid min skole seriøst, men det havde jeg ikke mere. Jeg var ikke noget eller nogen. Jeg var taget hjem fra London, fordi det var for meget og det havde jo været planen hele tiden, så hvad skulle jeg så tage mig til.

Inde i mit hoved begyndte jeg at introducere mig selv som “Hej, jeg hedder Louise og jeg har en spiseforstyrrelse.” Det begyndte langsomt at blive min identitet, fordi så fik jeg følelsen af at være nogen igen. Jeg brugte meget af min tid på tumblr, hvor jeg stirrede intenst på de tynde piger. Jeg chattede med andre spiseforstyrrede piger, så vi kunne “hjælpe” hinanden i den helt forkerte retning. Jeg havde udviklet min BED til bulimi og var langsomt begyndt at kaste mere og mere op. Jeg husker bare en tåge af ikke rigtig at være til stede på noget tidspunkt og hvordan jeg enten sultede mig selv eller spiste for at kaste op. Jeg havde mange dage, hvor jeg tvang mig selv til ikke at spise og jeg husker en episode, hvor jeg ikke havde fået mad i 24 timer og mødte en bekendt. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, hvad hun sagde til mig og jeg stod bare forstenet, lyttede og nikkede. Jeg svarede meget usammenhængende, da hun spurgte mig, hvordan det gik og jeg gik bagefter zombieagtigt derfra igen. Jeg var ikke glad og jeg følte mig knust af sorg og skam indvendigt. Sorgen over at min drøm om London og eventyr ikke gik og skam, fordi at jeg var nødt til at give op på noget, som jeg havde haft lyst til længe. Jeg følte også en stor skam, fordi at jeg godt vidste, at jeg ikke tacklede tingene ordenligt, men jeg kunne ikke agere anderledes. Jeg følte mig så ensom og selvom, at der var mennesker rundt om mig, så var jeg ikke til stede. Jeg blev “uvenner” med flere, fordi jeg var egoistisk i den periode, men jeg gjorde mit bedste. Der var bare noget andet, som havde kløerne i mig.

Jeg tror, at jeg kastede op mellem 5-6 gange om dagen. Det varierede rigtig meget, fordi de dage, hvor jeg ikke spiste ret meget, så kunne jeg godt springe opkastningerne over. Det var taget til rigtig meget hen over vinteren og det betød også, at der var juleaften og nytår i sigte. Jeg brugte juleaften 2014 på at spise, nikke og smile for så at rejse mig og gå ned at kaste op. Jeg gentog den procedure flere gange den aften. Først anden, så risalamanden, så al konfekten og så endelig hjem i min seng. Jeg husker kun i den tid, hvor træt og udkørt jeg var. Jeg havde lyst til at græde hele tiden og jeg var slet ikke mig selv. Jeg havde ikke lyst til at se på mig selv i spejlet, fordi jeg var så skamfuld over mig selv og min krop. Jeg syntes, at jeg var tyk, ulækker og helt forkert. Jeg var ikke noget af det, men mit selvbillede var så forskruet. Jeg var slet ikke den Louise, som jeg havde været og jeg skulle straffe mig selv. Jeg har godt nok kastet op mange forskellige steder, fordi jeg fik nok eller oplevede den famøse kvalme, som langsomt steg op fra maven og endte i alle celler i min krop.

De opkastninger gav mig en falsk mulighed for at glemme alt i et øjeblik. Det var det eneste, som jeg fokuserede på, når det skete og jeg glemte hvor træt jeg var. Jeg glemte alt. Jeg var bare lige der. Det er først senere, at jeg har opdaget hvor trist en virkelighed det var. Det var jo på ingen mulig måde den rette løsning.

Denne her periode med opkastninger varede i ca. et halvt år, hvor det var meget slemt. Jeg mødte min daværende kæreste, fortalte ham om det hele, fordi han skulle have chancen for at løbe skrigende bort. Han blev og jeg holdte op med at kaste op. Sådan da. Det blev minimeret meget, men han ville ikke have det og jeg ville gerne ham. Dog begyndte anoreksien så at få tag i mig igen. Jeg kunne ikke tåle at spise ret meget, fordi min krop havde vænnet sig til at kaste det op igen. Det var rigtig hårdt, fordi han spiste stort set hele tiden. Jeg kunne slet ikke følge med og jeg tabte mig meget i den periode. Et vægttab som han og andre selvfølgelig opdagede, men jeg var ligeglad. Jeg følte alligevel skam omkring min egen krop. Når jeg var sammen med ham havde jeg altid en følelse af at være forkert. Det ene øjeblik følte jeg mig tyk. Så tyk at huden flød over og lårene smækkede sammen, når jeg gik. Det andet øjeblik følte jeg mig uhyggeligt tynd og på grænsen til at knække. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville og hvem jeg ville være. Jeg sad bare og tænkte på kalorier, mad som burde spises, hvordan jeg slap for det og om jeg nogensinde ville blive normal igen. Jeg kunne ikke forstille mig et liv, hvor jeg havde det godt. Jeg havde lyst til at forsvinde. Forsvinde ud med badevandet eller ud i luften. Jeg var tom.

To be continued….


Har man spørgsmål kan man enten skrive dem i kommentarerne eller skrive til mig på frkmejer@gmail.com, så svarer jeg så godt, som jeg kan. Pas på jer selv.
Få hjælp, råd og vejledning hos www.lmsos.dk

 

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fashion på SU: Under 250 kr - fem røde kjoler