Pictures that did not make the cut #2

Fra anoreksi til bulimi…

Post-London billede af mig. Det var nogle måneder efter, at jeg var kommet hjem. Håret blev farvet brunt. Jeg har desværre ikke så mange, fordi jeg har slettet dem i den periode og ellers tog jeg ikke ret mange billeder. 57 kilo +/-

 

Det her er så anden del af fortællingen om min spiseforstyrrelse og jeg ved ikke endnu, hvor mange dele, som den kommer op på, men det tager vi lidt som det kommer. Jeg lover, at det ikke bliver en million. Har man ikke læst første del eller vil man gerne lige kigge på den igen, så kan man læse den her.

Studentertiden var kun lige begyndt og jeg havde det fantastisk. Det var skønt at være færdig med gymnasiet og alle festerne, de glade mennesker og stemning var perfekt. Jeg havde planlagt, at jeg skulle rejse til London i mit sabbatår og arbejde. Planen var først et år, men jeg opdagede hurtigt, hvor dyrt og besværligt det var. Jeg kunne leje mig ind hos tre andre, danske piger i et hus, hvor lejeperioden var på seks måneder. Det passede mig fint med lidt kortere tid, i det mindste kunne jeg komme af sted. Min appetit var røget helt i vejret og jeg lavede stort set ikke andet end at spise inden, at jeg drog mod England. Jeg undrede mig, men tænkte at det nok handlede om stress og at være spændt. Det var jo et stort skridt og en stor drøm for mig. Dog undrede det mig, at jeg ikke kunne græde. Jeg, som græder hele tiden, kunne ikke græde over at rejse væk og heller ikke, da jeg sagde farvel til gymnasiet. Jeg gik bare at ventede på, hvornår det kom. Selv da jeg sagde farvel til mine forældre, da de tog hjem fra London, så græd jeg i to sekunder og så skete der ikke mere.

London var ikke sjovt på nogen måde. Jeg havde problemer i det hus, hvor jeg boede og det var svært at være fire piger, som er så forskellige. Det var også svært for mig hele tiden at skulle være rundt om nogle andre, som jeg ikke rigtig kendte og jeg følte mig meget presset. Det var så ufatteligt svært at finde et arbejde til trods for at alle steder søgte, men London har en million processer inden og man er ofte på “trial”, så de kan få gratis arbejdskraft i en dag eller to og så hører man aldrig fra dem igen. Jeg følte mig så ensom og jeg havde alt for meget tid, så jeg var hjemme i huset og jeg lavede mad. Mad, mad og atter mad. Jeg lavede mad, spiste mad, tænkte på mad og spiste lidt mere. Jeg havde et hul i maven, som nægtede at blive fyldt uanset, hvor meget jeg proppede ned i det. Jeg brugte mine få penge på at købe ind til mad og jeg spiste det hele, fordi det ville være synd at smide ud. Der var bare ingen stopklods og når jeg så ringede grædende hjem, så spiste jeg før, under og efter. Det var umuligt at se tv eller en serie uden at jeg spiste. Jeg kunne ikke åbne en pose mandler uden at have spist dem alle sammen på 10 minutter. Jeg blev aggressiv og irritabel, hvis de andre forstyrrede mig midt i min spisning eller ikke gik, så jeg kunne spise i fred. Jeg følte det enormt skamfuldt, fordi jeg godt viste, at det var lidt overdrevent, så derfor gemte jeg det.

Jeg fik et endeligt et arbejde i London. Jeg arbejdede i Zara på Regent St. og jeg kunne ikke klare mere end en uge. Jeg græd inden, at jeg skulle på arbejde og når jeg gik derfra. Det var så upersonligt og jeg tjente 54 kr i timen. De hundsede rundt og jeg blev kastes ud i alt for meget uden optræning. Jeg kunne ikke få noget til at køre rundt, men alligevel følte jeg ikke, at jeg kunne tage hjem. London havde været min drøm i så mange år og alle vidste det, så det ville være pinligt ikke at kunne klare det. Jeg holdt kun to måneder i London, fordi jeg blev nødt til at sluge min stolthed og komme hjem igen. Min spisning havde sat sig på kroppen og jeg havde taget mere end 10 kilo på. Jeg nærede et stort selvhad, men alligevel kunne jeg ikke stoppe med at proppe mad i munden. Det var umuligt for mig og jeg følte mig afhængig. Jeg havde tabt al kontrol og det var det værste. Mig, som er så vant til at være kontrolleret, reflekteret og have styr på alting. Nu sad jeg grædende på gulvet med slikpapir rundt om mig og en Snickers under hovedpuden, fordi jeg skammede mig, men jeg kunne ikke lade være. Jeg så ikke frygtelig ud og de 10 kilo passede sikkert fint på min før lidt for tynde krop, men jeg hadede det. Jeg kunne mærke mine lår, når jeg gik og jeg kunne ikke længere se mine hofteben. Jeg kunne ikke længere passe en str. 34/XS og øv, hvor gjorde det ondt. Al den “kærlighed”, som jeg havde haft før var forsvundet og nu stod jeg 10 kilo tungere, sulten og ked af det.

Min beslutning om at forlade London kom i kølvandet på, at jeg godt vidste, at der var noget galt. Jeg var begyndt på de naturlige afførringsmidler, fordi min mave var helt i udu, men jeg tog langt flere end det, som stod på pakken. Hellere sidde med koldsved og jagende mavesmerter end ikke, fordi måske tabte jeg mig bare en lille smule. Det var også i London, at mine første opkastninger begyndte. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af det, men jeg overskred i den grad min egen grænse, da jeg fandt mig ude på badeværelset med to fingre i halsen og en hånd bankende ind mod maven i et desperat forsøg på at få maden op igen. Det var det, der gjorde at jeg tog hjem. Jeg fik arrangeret en ny housemate, som tog min plads og en uge efter sad jeg på flyet hjem til Danmark. Jeg var knækket helt ind i det inderste og jeg var så ked af det. Det hele havde været en skuffelse og jeg hadede, at det ikke var gået efter mit hoved og jeg hadede om muligt min krop endnu mere. Jeg var bange for, hvad andre ville mene og tænke, fordi man kunne sagtens se, at der var kommet et par kilo ekstra på.

Mine opkastninger fra London var kun lige begyndt og mens jeg prøvede at acceptere mig selv og samtidig hade alt ved min krop, så indgik jeg den værste pagt i mit liv. Jeg lovede mig selv, at jeg kun ville kaste op, indtil at jeg var nået til en målvægt og jeg havde det godt igen. En pagt, som aldrig fungerede og et løfte, som jeg ikke kunne holde. Det er så farligt, fordi det skaber en afhængigshedsfølelse og en misforstået tryghed. Jeg var gået fra en startede anoreksi til Binge Eating Disorder (BED) og nu stod jeg i en eller anden begyndende form for bulimi. Jeg spiste stadig alt for meget, men min nye løsning var jo netop at kaste det op. Jeg gik rundt i en konstant tåge af tristhed, mavesmerter fra afføringsmidlerne og binging/purging. Mit liv indeholdte ingenting udover det. Jeg havde intet at tage mig til, fordi jeg stadig havde sabbatår og hvad skulle jeg så? Jeg var overladt til mine egne tanker 24/7, jeg havde intet skema og al kontrol var forsvundet. Jeg var panisk og træt.

To be continued…..


Har man spørgsmål kan man enten skrive dem i kommentarerne eller skrive til mig på frkmejer@gmail.com, så svarer jeg så godt, som jeg kan. Pas på jer selv.
*Binging/Purging betyder at man overspiser, nogle gange så meget, at man lige er ved at kaste op og purging er når man kaster det op. 

   

1 kommentar

  • Hvor lyder det bare ubehageligt, og hvor har du da været meget igennem…
    Ærgerligt at London heller ikke var som du havde håbet.
    Knus❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pictures that did not make the cut #2