Mini-guide: Sugerørskrøller...

Hvis jeg bare bliver tynd nok, så kan folk lide mig.

…Eller så kan jeg måske lide mig selv?

 

hjkhjlkaeoe

Det miderste er rigtig sløret, men det er et af de eneste, som jeg har gemt, hvor jeg selv har taget det. Jeg brød mig ikke om at tage billeder eller få taget billeder i denne her periode, fordi jeg følte mig tyk og ulækker. Fra venstre mod højre: juni 2014, august 2014, nytår 2013 (44-45 kilo)

Del 2del 3del 4 – del 5

Angsten, sensitiviteten, barndommen, skoletiden, traumer. Alt sammen en del af mig og en del af min historie. Jeg fortalte tidligere om min angst og at jeg aldrig har følt, at jeg havde en rigtig barndom. Jeg har altid haft et underligt forhold til mig selv, mad og min krop. Lige så længe jeg kan huske har jeg smidt madpakker væk og vægt har altid været et samtaleemne omkring mig. Jeg har altid kæmpet med at være undervægtig og derfor har snak om mad og krop altid været en stor del.
Jeg har altid næret meget selvhad og usikkerhed. Der var et par år, hvor jeg var stolt og glad af mine 52 kilo. Jeg kunne danse rundt i undertøj på værelset og holde mange taler til et imaginært publikum om, hvor vigtigt det var at acceptere ens former. Jeg var så stolt. En stolthed som forsvandt fra det ene øjeblik til det andet og jeg begyndte for alvor at hade mine former, mine deller, min hud, mit ydre og mig selv. Jeg var ulækker og jeg følte mig tyk.

Jeg har altid stræbet efter at være perfekt. Hvis jeg skulle være det, så skulle jeg også ligne modellerne fra magasinerne. Jeg skulle ikke bare være klog, dygtig, smuk og alt muligt andet. Jeg skulle også være tynd. Det var ikke et ønske, som jeg troede at jeg havde. Jeg har været på diverse “tag på”-kure, for som sagt har vægt og krop har altid fyldt meget i mit liv, men jeg havde aldrig tænkt på at tabe mig. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde tabt mig flere kilo i 2.g og det forsatte. Jeg havde svært ved at opretholde en stabil vægt og jeg vejede til sidst omkring 45 kilo. Det raslede af, men jeg havde jo altid en müslibar i tasken og en iste i hånden? Min stræben efter de gode karakterer i 3.g og et ulykkeligt forhold var begyndt at sætte sine spor. Jeg opdagede ikke rigtigt, at mit tøj ikke længere passede. Det gik op for mig, at der var noget galt, da jeg stod foran spejlet og kiggede ned ad mig selv. Jeg var blevet tynd, sådan rigtig tynd. Tynd som dem i magasinerne. Jeg havde “thigh-gap” som pigerne på Instagram og Tumblr. Jeg havde “bikini-bridge”, fordi min hofter stak ud, når jeg lå ned, men alt det var ligemeget, fordi jeg for første gang i rigtig lang tid følte mig smuk. Tiden hvor jeg havde danset rundt i undertøj føltes som en løgn og der havde jeg ikke været flot. Jeg var flot nu. Jeg var glad. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var lykkelig og selvhadet blev mindre. Jeg kunne opnå alt og jeg nød opmærksomheden, når folk bekymret sagde ting som “ej, hvor er du dog tynd.” Det betød blot, at jeg var på rette vej. Jeg sagde altid, at jeg godt vidste det og at jeg nok skulle tage på, men det var løgn. Jeg ville ikke tage på. Jeg ville blive på mine 45 kilo.

Gennem hele 3.g anede jeg ikke, at det var en spiseforstyrrelse. Jeg spiste jo stadig? Jeg kværnede stadig pizza og slik. Jeg brækkede mig ikke, men jeg ville heller ikke tage på. Jeg var stolt af mig selv, hvis jeg kun havde drukket kaffe hele dagen eller hvis jeg kun havde fået ét rigtigt måltid. Jeg var mæt efter at have stukket til et par pastaskruer fra kantinen. Jeg var så fyldt op af stress og negativitet, at jeg ikke kunne spise. Jeg var målrettet efter at være den perfekte kæreste, veninde, elev og datter. Jeg ville ikke skuffe nogen og jeg ville  på ingen måde skuffe mig selv.

Der var et par enkelte gange, hvor jeg tænkte tanken om en spiseforstyrrelse, men det kunne ikke være rigtigt. Det kunne ikke være mig. Jeg fortalte min daværende gymnasiekæreste om det og det eneste han svarede var “sådan en type har du ikke lyst til at være” og så snakkede vi ikke mere om det. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at have en spiseforstyrrelse, men jeg havde et voksende problem og det involverede spisning og mit udseende. Jeg nægtede mig selv flere og flere ting. Jeg følte dog alligevel, at han holdte øje med min tallerken og det gjorde mig stædig. Pludselig skulle jeg ikke spise slik og sukker i en måned, fordi han i ramme alvor havde sagt “er du sikker på, at det er godt for dig?”, da jeg stod og slikkede flødeskum af et piskeris – en kær barndomsting, som jeg mindes som lykke, da man måtte slikke piskerisene. Jeg kunne ikke abstrahere fra hans ord mod mine egne inde i hovedet. Han blev bare den ydre stemme. Den indre var allerede godt i gang med at pille mig fra hinanden, så derfor kunne jeg ikke bare trække på skuldrene af sådan en kommentar. Det blev for meget for mig og jeg ville gerne se godt ud. Jeg var i panik, når jeg havde taget lidt på og jeg sagde ting som “ej, den kur må jeg da prøve”, hvis nogen sagde, at de selv havde tabt sig. Jeg kunne ikke se, at jeg var syg på det tidspunkt.

Jeg husker tydeligt dengang jeg sad til dimissionen og ventede på at blive kaldt op. Jeg knugede mine hofter og kunne tydeligt mærke mine knogler under det tynde stof. Jeg sad hele tiden med tanken “Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg er syg. Jeg er spiseforstyrret.” Det var svært at vide, fordi jeg stadig fungerede og ikke var så tynd, at jeg min menstruation stoppede eller at jeg håret faldt ud. Jeg fungerede stadig og jeg spiste stadig, men det var ikke længere hyggeligt. Indeni mig var jeg så ked af det. Jeg forsøgte at passe på mig selv på en selvdestruktiv måde og jeg kunne ikke engang fortælle nogen om det. Min indre stemme skreg, at jeg skulle holde det hemmeligt og at hvis jeg fortalte det til nogen, så ville de grine af mig og sige, at jeg ikke var rigtig syg. En rigtig spiseforstyrret kan ikke spise slik, drikke sodavand eller spise usundt. Det var hvertfald det jeg troede og det viste sig, at dette kun var starten på et langt sygdomsforløb.

To be continued…..


Har man spørgsmål kan man altid skrive til mig på frkmejer@gmail.com eller i kommentarerne, så skal jeg gøre mit bedste for at svare. 

   

6 kommentarer

  • Cc

    Helt enig med Emilie Ildsteins kommentar<3 Også ville jeg høre om du har nogle gode råd til mig/andre, som er veninder med en, der har en spiseforstyrrelse. Har nemlig en rigtig god veninde, der har kæmpet i flere år, og får hjælp nu, Vil gerne hjælpe og støtte på den bedst mulige måde, men synes virkelig det er svært, hvor meget man skal spørge ind? Generelt er hun meget afvisende eller "jeg har det fint", så ville egentlig gerne vide, selvom det sikkert kan være forskelligt fra person til person, om man helst vil undgå at snakke om det? Eller hvilke spørgsmål, man vil og ikke vil spørges om. Min første indskydelse var umiddelbart at det var vigtigt at tale om, da jeg selv har mistet en forældre, og jeg bedre kan lide at man spørger ind end ignorere situationen. Men har svært ved at finde ud af om det er det samme med spiseforstyrrelser og anoreksi? Håber mit spørgsmål var til at forstå.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Det er meget forskelligt fra person til person. Jeg kan kun sige det fra mit eget vedkommende, men der har jeg nok selv haft lidt svært ved at snakke om det, mest fordi jeg følte, at al fokus lå på hvor meget eller hvor lidt jeg spiste. Det følte jeg ikke rigtig var relevant lige på det tidspunkt, fordi det var vigtigere for mig at snakke om det, som lå bag maden og spisningen. Det er simpelthen så svært at føle, at man gør det godt nok som pårørende, fordi emnet er så “farligt” og følsomt, så jeg forstår virkelig, at du gerne vil være der. Jeg tror, at det er noget med at lade din veninde vide, at du er der og at du ikke dømmer hende. For mig var det så skamfuldt og jeg havde så dårlig samvittighed og jeg følte også, at jeg skulle tilfredstille andre med et vist madindtag eller være fornuftig omkring mine følelser angående min krop og udseende. Fordi man er tynd, men ens selvbilledet er så forvrænget og nogle gang er der ikke nok søde ord i verden til at man forstår, hvordan virkeligheden er. Det er nok et emne, de fleste spiseforstyrrede har svært ved at tale om, fordi at stemmen skriger, at man skal tie stille. Men det bedste råd for mit vedkommende er, man får at vide, at der er mennesker rundt om, som accepterer en alligevel. De behøver ikke at forstå det, men accepten og støtten betyder langt mere end som så. Så måske sig eller skriv et lille brev til din veninde, hvor du fortæller, at du støtter hende hele vejen, at du er der og accepterer det – eller hvad du nu ønsker at sige. Husk at det også er okay for dig, at synes det er svært at stå på sidelinjen og du også godt må snakke med nogen om, at det er svært at have en spiseforstyrret veninde. Jeg håber, at mit svar giver mening. Jeg er ked af dit tab, men det er sejt, at du tør snakke om det og er åben. Kram fra mig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender alt for godt til meget af det du skriver..
    Jeg har ikke været på en vægt i ca. er år – og det er sådan en lettelse for mig. For lige meget hvad vægten siger, er det forkert i mit hoved. Så jeg lever i lykkelig uvidenhed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Jeg holder mig også fra vægten, fordi det tal skal ikke have magten til at gøre mig ked af det. Jeg forstår godt, at du heller ikke har lyst til det og lykkelig uvidenhed er langt bedre. Kram til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det flot, at du tør stå frem og fortælle din historie! Jeg vil helt bestemt læse resten af din fortælling, når den er klar❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Det glæder mig og tusind tak. Det er noget af et skridt for mig, men dejligt at der er nogen, som har lyst til at følge med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mini-guide: Sugerørskrøller...