Særligt Sensitiv - Sig nej.

Jeg fik angst ind med modermælken..

I anledningen af at juli er #MentalMinorityHealthAwarenessMonth (nok mest i USA, men det er stadig relevant alle vegne), ville jeg gerne dele et meget personligt indlæg.

2017-07-12-16-24-51

Jeg har haft en eller anden grad af angst lige siden, at jeg var et lille barn. Jeg fik det ind med modermælken, eller nok nærmere fra min biologiske far. Han har sat dybe spor i min sjæl og jeg taler ikke med ham den dag i dag. Jeg har tilgivet ham, fordi jeg ved at han har gjort det bedste, som han kunne formå, men han er og vil aldrig være min far eller en positiv del af mit liv. Jeg har været bange lige siden den dag, at han holdte mig i hænderne første gang. Lige siden at han råbte og skreg mig ind i ansigtet, fordi jeg igen var for meget. Han holdte mig først sådan rigtigt, da jeg var blevet lidt ældre og jeg har aldrig knyttet et emotionelt bånd til ham. Kun et bånd af angst og frygt for at være forkert. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er blevet skældt ud for at være for følsom og han spillede den største rolle. Dengang var der ikke noget der hed “særligt sensitiv”, det blev kaldt temperament eller hysteri. Jeg blev aldrig forstået og jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham. Det ene øjeblik var det okay og det andet øjeblik fyldte vreden hele rummet og jeg var så lille, at man kunne samle mig op og putte mig ned i en lomme.

Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring tre år gammel og min elskede (pap)far kom ind i billedet, da jeg var fire. Det her skal ikke handle om “daddy issues” eller få jer til at føle medlidenhed med mig. Men det her er en af grundene til, at jeg føler angst den dag i dag. Jeg kan have haft en dejlig dag, men når jeg ligger med ned om aftenen, så er det med kriller i benene og hjertebanken. Jeg har brugt så meget af mit liv på at være bange og angst. Jeg har ligget under dynen svedig og nær åndenød, men det var der jeg følte mig mest sikker. Jeg har ligget vågen hele natten flere dage i træk, fordi jeg ikke kunne rumme panikken, som sad i alle celler i min krop. Jeg har været bange, når jeg har hørt lyde, som pludselig kom ud af det blå og omvendt når stilheden blev for meget. Jeg har været bange for at være alene, fordi tankerne overmandede mig og gjorde mig hysterisk. Jeg har altid været bange for natten – at sove, at forsvinde, at glemme, at tænke, at mærke efter, stilheden, mørket. Der var kun mig. Jeg havde ikke lyst til at være mig eller tænke. Hele dagen kunne jeg glemme og dagdrømme om andre ting, men natten var fyldt med angst.

Angsten for ikke at være god nok. Angsten for at gøre andre mennesker vrede eller at andre ikke ville kunne lide mig. Angsten for at være forkert eller at gøre ting forkert. Angsten for at gå alene på gaden. Angsten for det altomsluttende mørke, som mine tanker var og som natten er. Det hele sidder i mig den dag i dag og det er en del af mig. Jeg har lært at styre det langt hen ad vejen og jeg kan ikke give nogen andre skylden, fordi det er mig, som skal bevæge mig videre og tage valget om offer-rollen eller at komme videre. Jeg mener, at man skal lære af alting og jeg har i den grad lært af min barndom. Jeg føler dog aldrig rigtigt, at jeg har haft en barndom, hvor man legede bekymringsfrit eller hvor jeg bare kunne være barnet. Jeg kan mærke, at inde i maven på mig sidder der en lille pige, som nogle gange bliver så bange og det er mit job at passe på hende. Jeg ved ikke altid hvordan. Jeg er bange for at gøre hende mere ked af det eller ikke at slå til. Jeg har taget nogle rigtig dumme valg her i livet og jeg har gjort mig selv ondt mange gange. Jeg har ikke behandlet mig selv godt og jeg har glemt at passe på mig selv. Når jeg tænker tilbage på udvalgte perioder i mit liv, så føler jeg, at jeg har levet det gennem et slør eller på standby. Der er så mange ting, som har begrænset mig og angsten er en af dem. Så kunne jeg ikke det ene eller det andet. Jeg turde ikke springe ud i at starte til dans, fordi det kan jeg ikke på forhånd og så er jeg sikkert dårlig. Jeg turde ikke række hånden op i undervisningen, fordi min fortolkning var sikkert forkert og andre ville tænke dårligt om mig. Jeg turde heller ikke have et eller andet specifikt stykke tøj på eller gøre noget andet, fordi så gør jeg for meget opmærksom på mig selv. Jeg har levet så meget af mit liv konstant tovtrækkeri mellem fornuft og følelse. Mit ene jeg er rationelt, forstående og analytisk og det andet jeg er hysterisk, irrationel og emotionel til det grænseløse. Jeg ved, at begge dele er en del af mig og hvem jeg er, men det har været svært at finde en balancegang. Jeg føler, at jeg har ramt midten lidt mere i dag, men jeg kæmper stadig. Jeg bliver frustreret, når jeg bliver for stresset og glemmer alt omkring mig. Jeg kan gå i panik forskellige steder og det kan komme meget pludseligt. Noget af det er min særlige sensitivitet og noget af det stammer fra en barndom, hvor min mor var min store støtte og min biologiske far var lunefuld. Han fylder stadig lidt i dag og jeg har haft mennesker i mit liv, som næsten blev en erstatning af ham, fordi jeg ikke vidste bedre og fordi jeg jo manglede ham. Jeg troede, at der var en anden, som kunne udfylde det hul, som han havde sat. Meget af det bliver udfyldt af min mor og min (pap)far og nogle ting til altid være underliggende indeni.

Dog har denne angst, panik og forvirring ikke nødvendigvis været dårlig hele tiden. Den har hjulpet mig til at stræbe højere og den har sat ideer i mit hoved. Det har gjort, at jeg gerne vil være den bedste udgave af mig selv, men at jeg også har måtte sluge nogle kameler. Jeg er blevet meget målrettet, ambitiøs og knokler hårdt for at opnå bare nogle af de mål, som jeg har. Jeg kan stadig godt blive vred, når jeg tænker tilbage på tiden hos min biologiske far og alle de stunder, jeg har brugt på at kamuflere mine tårer med badevandet. Jeg får nogle gange følelsen af uretfærdighed over, at jeg skal slås med så mange ting mentalt. Det er en evig kamp og det har været en rutsjebane af oplevelser og følelser. Jeg prøver at lære af det og jeg prøver at give slip. Sige pyt med det og huske på de gode øjeblikke og tænke på, hvor langt jeg er kommet. Jeg er ikke så gammel endnu, men måske er noget af den indre, gamle dame kommet af, at jeg fik en følelse af at skulle vokse op hurtigt. Min mentale alder er 81 år og min emotionelle alder er nok nærmere 19 år. Endnu en balancegang som skal opretholdes.

Det vigtigste ved det hele er, at det er okay at være, som man er. Jeg har altid haft  svært ved at acceptere mig selv og de følelser, som opstod indeni mig. Ideen om at skulle forklare sig selv og sige undskyld. Der er ingen grund til at sige undskyld for at være, som man er. Jeg har angst. Jeg har haft en omskiftelig barndom. Jeg har haft en dårlig, biologisk far, som på ingen måde kunne leve op til rollen. Jeg har taget mange voksen beslutninger alt for tidligt i livet. Jeg har det ikke så voldsomt, at jeg skal være på medicin eller ligende, men jeg har min bagage. Jeg er, som jeg er. Det er okay. Det er helt okay at være på den ene eller den anden måde. Folk behøver ikke altid at forstå, men at kunne acceptere er det væsentlige. Der skal være plads til det hele og man behøver heller ikke altid at hjælpe andre. Forstået på den måde, at man ikke nødvendigvis skal være den, som trækker hele læsset. Man kan nøjes med at støtte og acceptere. Der er ingen, som kan fikse min mentale bagage. Jeg kan få støtte, kærlighed og accept, men jeg skal selv klare arbejdet.

Jeg kan kun opfordre til, at man husker at passe på sig selv og at man øver sig i at slutte fred med det indre. Det er ikke nemt og det kræver arbejde, men et lille bitte skridt ad gangen. Jeg øver mig. Nogle dage er jeg fyldt med optimisme og andre dage kan jeg intet overskue. Det hele er okay.

#NationalMinorityMentalAwarenessMonth

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Særligt Sensitiv - Sig nej.