OOTD: Vintage chic a la faux Chanel...

“Sig mig engang, har du ikke taget på?”

Det var ordene jeg fik sidste gang, at jeg mødtes med en ven. Jeg havde ikke set ham i lang tid og det var noget af det sidste han ytrede, inden at vi sagde farvel og på gensyn. Jeg var mest af alt forvirret over sammenhængen og den manglende forklaring på hans observation. Taget på i forhold til hvad? Sidste gang vi så hinanden, for der vejede jeg faktisk mere end på nuværende? Siden sidst han så et instagrambillede eller sidste sommer?

Jeg vil først og fremmest gøre det udtrykkeligt klart, at jeg godt ved, at jeg ikke er tyk og selv, hvis jeg var, så ville det også være okay og sagen uvedkommende. Det jeg så synes er knapt så okay er, at det blev påpeget på den måde, som det gjorde. Det gav absolut ingen mening og ordene hang ligesom bare der i luften uden videre ide om, hvorfor og om det var godt eller dårligt. Jeg synes ikke, at andre skal påpege vægtforøgelse eller vægttab som sådan, fordi mange kvinder (og givetvis nogle mænd) synes, at emnet er følsomt. Det er det særligt for mig, da jeg har kæmpet med at opretholde en stabil vægt lige siden, at jeg var en lille pige.

Jeg synes ærligt talt ikke, at det er noget, som man på den måde skal kommentere på. Ikke med mindre at vedkommende danser rundt i en glædesrus eller har sagt noget meget eksplicit som leder op til en påpegning. Det kan selvfølgelig være en “nødvendighed”, hvis man kender vedkommende rigtig godt og det kan være udtryk for en bekymring eller noget som ikke kan misfortolkes. Det her er ydermere en debat, som skiller vandene og der er mange holdninger til, hvad man skal og ikke skal. Jeg skal ikke kunne gøre mig klog på andres vegne, men det her er min holdning til sagen. Jeg vil allerhelst undgå at blive påduttet kommentarer om min vægt. Det er yderst personligt og selvom, at jeg er en petite frøken, så er det sagen underordnet. Jeg har oplevet kommentarer på min vægt i begge retninger og ingen af dem, gør mig særlig glad. Jeg har mest af alt oplevet lettere hysteriske udbryd a la “men du er jo så tynd, så tynd” eller “jamen hold nu helt op, du knækker jo over på midten lige om lidt, spis noget mad!” og så er der muligvis blevet hevet en Snickers op ad tasken. Jeg har også hørt på kommentarer omkring mit valg af mad fra menukortet eller hvad jeg har snacket på. Det lyder oftest således “Du burde bestille en burger i stedet for, du trænger til det.” eller “Du kan også bare alting, du kan sagtens spise den der chokoladebar, for du tager jo aldrig på. Årh du er irriterende.”

Begge dele gør mig faktisk rigtig ked af det. Det er så svært for mig i forvejen at være naturlig omkring vægt og mad. Jeg er blevet tvunget til at drikke ultra-turbo-maximum calories kakaomælk og fået smurt et alt for tykt lag smør på brødet, fordi det var en nødvendighed og jeg ikke vejede nok som barn. Jeg er typen som hurtigt mister appetitten og især, hvis jeg er stresset eller trist, så går det hurtigt galt. Jeg har ydermere et højt stofskifte, så hvis jeg misser et par måltider over et par dage, så ryger kiloene hurtigt. Ja, irriterende type ikke? Men det er faktisk et stort problem, som mange står over for og man kan ikke altid bare spise lidt mere eller have lyst til en burger.

Jeg er blevet så handikappet, når det kommer til at snakke om vægt og jeg er selv meget påpasselig med, hvad jeg siger. Jeg er bange for at træde andre over tæerne og det er ikke fordi, at der er noget i vejen med andres størrelse og vægt. For mig er det sådan set underordnet, fordi jeg mener, at skønhed kommer indefra og at alle menneske er smukke på hver deres måde. Vi synes jo også, at forskellige ting er smukke, så man er jo bare skøn på sin helt egen måde. Jeg har altid kæmpet for at leve op til et eller andet åndssvagt skønhedsideal og have en vægt, som kunne stille lægen og min omgangskreds tilfreds. Jeg har selv kæmpet med at finde det sted, hvor jeg selv var tilfreds, fordi det var der ikke nogen, som spurgte om. Jeg ved udemærket godt, at “du har taget på” ikke just er en dårlig ting, fordi hvad så, hvis jeg har? Hvad rager det egenligt nogle andre? Det er min sag og så længe, at jeg er tilfreds med mig selv, så er det jo det vigtigste. Jeg synes bare, at det virker som en unødvendig kommentar at bryde ind med. Det kom abrupt og skulle ikke bruges til andet end lige at sige det. Måske har jeg taget på, måske har jeg ikke? Alt jeg ved er, at jeg er et godt sted i livet, hvor jeg spiser mere regelmæssigt end førhen. Jeg har ikke længere kvalme dag ud og dag ind og jeg mister ikke appetitten, fordi jeg er bekymret eller trist. Jeg har haft mistet appetitten på livet og i bogstaveligste forstand, men det er min sag.

Jeg mangler forståelse for andre menneskers behov for at påpege sådanne ting, når det ikke er i en kontekst, som er meningsfuld. Vi havde haft en rigtig hyggelig aften og så fik jeg smidt den kommentar i hovedet, helt uden at finde årsagen til det. Det gjorde mig først ked af det og lige nu er jeg lettere irriteret. Irriteret over, at vi har så travlt med, hvad der er på andres tallerken og hvordan andre mennesker ser ud. Vi bruger så meget energi på at bedømme, hvorvidt vi kan lide andre mennesker ud fra petitesser som udseende og vægt. Jeg siger ikke, at det ikke betyder noget, men det jo ikke alt. Vi er mennesker. Vi er langt mere end vægt og størrelser. Vi skal da bedømmes ud fra vores personlighed og hvem vi er under alt det. Jeg er så træt af, at man ikke bare kan være i sin egen krop, fordi at man er bange for at blive dømt. Vi har så travlt med at skrive historie om kendte og almindelige menneskers vægt, istedet for at fokusere på deres kompetencer og hvad de render og laver af spændende ting.

Jeg ville bare sådan ønske, at vi ikke hele tiden opsatte nye idealer, som er umulige at leve op til og at vi kunne lade folk se ud, som de nu engang gør. Og hvad så med et par kilo fra eller til? Der er da ikke noget at sige til, at alle er så kropsforskrækkede, når det er der al fokus er. Negativ fokus som oftest. Jeg bliver bare i så dårligt humør af at få kommentarer om min vægt og det gælder begge veje, fordi jeg får dårlig samvittighed over ikke at leve op til et eller andet. Om det så er ikke at kunne leve op til samfundets idealer? Andre menneskers forventninger eller mine egne?

Jeg er så træt af idealer mig her og idealer mig der. Artikler som “Er det ikke meget bedre med thigh gap” og to dage senere “Nej, det er meget smukkere med mermaid thighs”. Begge dele er smukke og der er ikke noget der er smukkere end noget andet. Det kommer jo an på øjet der ser. Vi skal holde op med at shame hinanden og holde op med at prikke til andres (mulige) usikkerhed. Vi kender jo ikke altid andres historie, så tænk før man taler. Diversitet er noget af det smukkeste og det er det, som gør at vi er individer. Livet ville være kedeligt, hvis vi alle lignede hinanden. Jeg har stadig min fortrukne måde at se ud på og jeg elsker at være petite. Men selv labels som petite rummer jo et hav af forskellige personer. Det betyder “lille” og det er jo mange ting – højde, drøjde og endda en mængde af noget. Curvy er mange ting og størrelse “large”, “small” og “38” er jo også så mange forskellige ting. Vi er alting på forskellige måder og vi ser ting forskelligt. Vi kan ikke mase idealer ned i en fælles kasse, fordi der er altid en arm eller et ben, som vil stikke ud. Det duer ikke.

Vi skal også holde op med at shame andre, hvis de vil lave sig selv om. Hvis nogen vil tabe sig, så er det også okay. Hvis nogen vil have lavet en brystforstørrende operation, fordi det gør dem lykkelige, så er det også okay. Vi kan ikke bestemme, hvad andre mennesker skal og ikke skal med deres krop. Vi kan være enige eller uenige. Vi skal kun komme med vores mening, hvis vi bliver bedt om den. Ærlighed er nemlig en vidunderlig ting på det rette sted og det rette tidspunkt. Der er også en grund til at ordsproget lyder: “Tale er sølv og tavshed er guld”, fordi nogle gange, så behøver man ikke at sige det, som lige dukker frem inde i hovedet. Nogle gange må man godt tænke sig om en ekstra gang og der er bare et par ting her i verden, som man slet ikke behøver at have en højlydt mening om. Kald mig sær, kald mig sart, men man kender altså ikke alles usikkerheder og nogle gange ved at få den påpeget på abrupt gør, at man bliver hyperbevidst om sig selv. Man skal bare lige passe på med at være for umiddelbar og for ærlig. Jeg sætter nemlig stor pris på ærlighed, men alting til sin tid. Så var det bare ment i god mening, men jeg fandt aldrig ud af det. Den hang vare ved “du har da taget på, nå skulle jeg aldrig køre dig hjem?”

Nu lader jeg den hænge ved, at vi skal blive bedre til at sige ting. Vi skal bare sige de gode ting. Vi burde alle sammen blive bedre til at give komplimenter til de nære og til de fremmede. Omvendt, hvis ikke vi har noget pænt eller yderst relevant at sige, så skal vi måske bare slet ikke sige det?

6 kommentarer

  • Jeg er helt enig med dig! Medmindre man selv har bedt om folks mening, så skal man holde den for sig selv. Især når det kommer til ens krop, som er et ømt punkt for rigtig mange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Folk skal virkelig holde op med at kommentere, hvis de ikke følger op med en god grund, eller har noget pænt at sige..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er 85ish kilo, med alt for meget fedt efter 2 graviditeter – jeg er fuldkommen åben om min vægt, det betyder intet for mig. Men jeg kan så godt forstå dig alligevel! Min mand er ret lille – han har som dig et højt stofskifte og har for travlt til at spise flere gange ugentligt så han tager af gode grunde ikke på. Det er så vigtigt at vi selv er tilfredse med vores udseende – vægten er bare et tal og vi er alle skønne præcis som vi er ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Jeg beundrer dig for at være åben omkring din vægt og størrelse. Det er jo også en smagssag, jeg har bare haft et helt liv, hvor jeg har måtte høre for det konstant og hele tiden, så jeg er måske lidt ekstra sensitiv omkring det, fordi jeg så får en følelse af at være “forkert”. Dog er det allervigtigste og mit budskab jo netop, at så længe at vi selv er tilfredse, så er det jo perfekt og vægten er lige nøjagtigt bare et tal. Vi er nemlig alle vidunderlige og smukke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig flot skrevet!
    Jeg får det rigtig stramt, hvis andre påpeger min vægt – på godt og ondt. Jeg kan på samme måde slet ikke have at andre vil vide hvad jeg vejer, også når det handler om hvilken størrelse redningsvest jeg skal bruge (hvor vægten jo er ret relevant).
    Jeg forstår godt at du bliver irriteret, for hvad skulle den kommentar gøre godt for? Måske synes din ven at du har haft brug for at tage på, men igen, hvem vil høre at de har taget på??
    Jeg er med på den med, at man hellere skal undlade at sige noget <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Jo, jeg tror bestemt på, at han har ment det i god mening. Jeg tror også mere, at det handler om, at man ikke altid behøver at sætte ord på alting og at man måske lige skal veje stemningen føst. Men hvor er det dejligt, at jeg ikke er den eneste, som har det på den måde <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD: Vintage chic a la faux Chanel...