When I get my own place - The office-edition...

Det der med gynækologen, ankelbøjlerne og den akavede stemning..

8x23-tow-rachel-has-a-baby-part-1-ross-geller-23127613-480-352

 

Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, når jeg tænker på de gange, hvor jeg har ligget hos lægen og fået udført gynækologisk tjek. Det er en ting som langt de fleste kvinder ikke kan fordrage, unge piger er bange eller nervøse for det og der er ikke rigtig nogen som er sådan den helt store tilhænger af det. Jeg er en Class A hystade, når det angår mit underliv og jeg ved ikke rigtig hvorfor. Det er ikke sådan at jeg bliver tjekket konstant og hele tiden, men jeg har fået et par tjek eller to i løbet af mit liv. Jeg hader det lige meget hver gang og det afhænger selvfølgelig også af lægen, som udfører det. Jeg har kun haft én dårlig oplevelse som skræmte mig lidt, men inden den, havde jeg haft nogle rigtig gode, så selvom at det føltes latterligt ubehageligt den ene gang, så er jeg ikke som sådan bange for det mere, men jeg bliver aldrig fan af det.

Jeg synes at det er en underlig følelse, når man bliver bedt om at tage trusserne af og lægge sig op på briksen. En ting er at sidde og dingle lidt på kanten, men når man så bliver bedt om at lægge benene i bøjlerne og skubbe numsen ud på kanten, mens de gør tingene klar, så føler jeg mig ærlig talt lidt åndssvag. Inden man lægger sig ned skal man også lige positionere sig korrekt og passe på, at man ikke tager hele deres rulle af underlag med.

Så mens man ligger der og kigger op i loftet og ikke rigtig kan finde ud af, hvor man skal gøre af sine hænder, fordi det er ikke ligefrem “draw me like one of your french girls”-stillingen man har indtaget. Derfor bliver de som regel plantet solidt op maven i en eller anden underlig fletten-fingre-med-sig-selv ting. Så finder lægen sin lille pandelampe frem og den der jerndimmer som ligner noget fra Middelalderen, der ovenikøbet altid føles som en istap og nej det hjalp ikke med de tre sekunder under den “varme hane”. Når man så tror, at man er klar til at blive undersøgt, så skal man lige igennem elevatorturen fra helvede, hvor man i det langsommeste tempo bliver kørt op til den rette position. Først herefter bliver den lille lampe tændt og så starter selve undersøgelsen. Det bedste og værste er, når lægen begynder på at føre en samtale med en. Jeg elsker det, fordi det leder min opmærksomhed væk og det er primært derfor de gør det (så forsæt endelig med det), men jeg hader det også, fordi intet samtaleemne i verden kan fjerne min opmærksomhed fra den akavede position, hvor jeg i øvrigt er meget koncentreret om ikke at spænde alt for meget op.

“Nå, men hvad var det for en eksamen du skulle til?” og så ligger man der med blottet underliv og skal til at forklare, hvad Litteraturteori og Metode 2 går ud på og selv, hvis jeg lirede mit mest prætentiøse stuff af, så ville det stadig ikke opveje situationen nok. For lægen er det ikke andet end at kigge en ind i øret, men det ændrer jo ikke den følelse som man har. Når alt er færdigt, så bliver der lige taget en meter papir og lagt op på maven af en, og så starter elevatorturen fra helvede igen, denne gang skal man bare ned igen. Jeg ved aldrig rigtig om jeg skal blive liggende eller om jeg godt må befri mig fra bøjlernes greb og prøve at komme ned selv. Min læge så på et tidspunkt så overrasket ud, da nærmest hoppede ned, fordi han nåede næsten kun lige at sige “ja, såååh” og så *sploing* så stod jeg allerede op igen. Imens skal man til at få styr på den der kilometerlange strimmel papir man fik og i nedstigningen fik jeg mast benene så hårdt sammen, at papiret kan sidde fast helt af sig selv.

Det er jo en kæmpe tillidserklæring at give et andet menneske, for de skal jo rode rundt i kvindeligheden og derfor føles det altid så akavet, for man ved godt, at de har set alting før og mange gange, men min overtænkning begynder og jeg bliver bange for alt – “er det rent nok?”, “lugter det?”, “er der noget underligt, hvorfor siger han/hun ingenting?” og “der må være noget i vejen siden, at han/hun er så stille”. Igen, en ligegyldig ting, men min opmærksomhed går ind på sådanne småting. Det er også en tillidserklæring, fordi du har snakket med personen i under fem minutter og vupti så ligger man der og kigger op i loftet.

Sidste gang at jeg fik sådan et tjek var det så tidligt på dagen og jeg var så nervøs, at jeg ikke havde nået andet end at gøre mig klar. Så da jeg låste døren op til lejligheden, nåede jeg at tænke “Jeg har lige fået tjekket hele mit underliv igennem og jeg har ikke engang fået min morgenkaffe endnu.”

Det eneste jeg kan sige med hele denne her lange, private og ærlige fortælling er, at det er altid bedst at have en kjole, nederdel eller lang bluse på, så man i det mindste ikke skal stå helt uden bukser på og for guds skyld, aldrig en buksedragt. Det er akavet nok at sidde og fryse på et offentligt toilet, halvnøgen, fordi man absolut skulle have buksedragten med lav rygudskæring og ingen BH på den dag. Man kan med fordel tænke over sit tøjvalg og så er det altså okay at være nervøs. Jeg er altid nervøs inden, men kan som regel grine af det bagefter, når man informerer veninderne som også har prøvet det. Nogle gange bliver man ked af det efterfølgende og det er også okay. Det rammer jo en eller anden følelse og det er jo det inderste vi kvinder har, men alle gør det på deres egen måde, men på et eller andet tidspunkt, så har alle vores fellow kvinder ligget i samme stilling og sikkert med de samme tanker. Det hjælper hvertfald på det for mit vedkommende og hellere få tjekket det, fordi det er som regel overstået på ret kort tid.

   

2 kommentarer

  • Ej, det var et dejligt indlæg! Jeg kan huske, at første gang jeg var med til en gynækolog, var faktisk hvor min veninde skulle have en undersøgelse. Jeg havde aldrig selv set en undersøgelse, så jeg var meget nervøs for, når jeg selv skulle have en.
    Det virker måske ret grænseoverskridende for nogle, men hvis man er ung og ikke har prøvet det før, synes jeg virkelig det var en god hjælp for mig, lige at få set hvad der egentligt foregår. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frk. Mejer

      Det er faktisk en rigtig god ide, det kan jo netop gøre at man måske er lidt mindre nervøs og det er jo også noget, som vi bør tale med hinanden om, for det er så vigtigt at få det undersøgt, både hvis der er noget, men også bare for en sikkerheds skyld. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

When I get my own place - The office-edition...