Guestblogger: "Skizopiges Dagbog" om skønhedsidealer

Eurovision: Kan vi ikke bare nyde det?

dihaj-horse-eurovision-2017-1500x1000

Hele søndagen brugte jeg på at lytte til nogle af de bedre sange fra Eurovision. Jeg tror først og fremmest, at det er vigtigt at tage konkurrencen og sangene for, hvad det er og så var det et år med utrolig mange skøre tiltag, men også et par enkelte gode sange, som man kan vælge at elske eller elske at hade. En af de sange som jeg har hørt og set igen og igen er Sveriges “I Can’t Go On” og selvfølgelig er det fordi både sanger og dansere ser ret godt ud, men samtidig er det også en komisk performance. Fem labre mænd i lidt for stramme bukser og turtlenecks, hvilket nok giver forklaring på, at de danser en anelse stift. Halvdelen af tiden danser de som ens far til en familiefest og resten af tiden laver de den vildeste catwalk. Forsangeren, Robin, har lidt for travlt med at holde sit ansigt i en sexy pose, så hans dansemoves bliver alt andet lidt stivere end alle de andre, men bare rolig, de fleste af os havde alligevel lidt mere travlt med at kigge på de ufatteligt stramme og shiny bukser, hvor intet er overladt til fantasien. Jeg er særligt vild med den del af sangen, hvor de alle fem går all in på Vogue-poses og bagefter peger på deres ur. Har de travlt?skal de nå noget eller forsøger de lidt implicit at fremskynde afstemningsdelen med 42 landes personlige hilsener? Det er også  godt, at de lige vælger at knappe jakken op halvvejs igennem sangen, da det må være varmt at danse på løbebånd i turtlenecks og habitjakker. De føler sig selv hele vejen igennem og jeg synes bestemt, at de kunne bære deres outfits og lad os lige sætte pris på ham den ene danser med det lange hår, damn, han var fabulous og han kunne svinge håret bedre end nogen anden! You go!
Et eller andet sted, så er det ret utroligt, at teksten pålyder: “When you look this freaking beautiful” og der spørger jeg så, hvem er så beautiful, fordi de har mere travlt med selv at se lækre ud og kører hånden gennem håret, så er det en sang til ære for dem? Er det fordi, at de “can’t go on”, når de ser sig selv i spejlet og derfor er lige ved ikke kan kunne løsrive sig? Samtidig blev det også påpeget fra en eller anden kommentator, at titlen ikke helt passer med deres sceneshow, fordi hvis de ikke kan gå nogle steder, hvorfor prancer de så afsted på løbebånd? Men all in all, så er det jo lige det Eurovision handler om. Det behøver ikke at give mening og det skal det nok allerhelst ikke gøre. Jeg sidder jo alligevel hvert år og griner mig igennem de underlige tiltag, men efter denne her analyse af Sveriges ganske udmærkede og lidt for catchy sang, så slog det mig, at størstedelen af kameratiden på publikum var mænd og at mændene på scenen også spiller vanvittigt meget på sexappeal, mere end kvinderne faktisk.

Og nej.. Det er ikke ment som en eller anden feministiske analyse af, hvorfor kvinder ikke fik tvtid, fordi I couldn’t care less. Det der både undrede og gjorde mig lidt glad var, at mange af mændene i publikum var ganske almindelige familiefædre og ikke nødvendigvis glimmer dragqueens (sorry for generaliseringen, men overdrivelse fremmer forståelse). Det er da ret fantastisk, at nu når kønsdebatten rammer os hver dag og at mænd skal have en MAN-box, en kuglepind “for men” og at der altid skal stå “sport” på deres showergel, at de går all in den ene uge om året. De var jo dyppet i glimmer, maling og sjældent har man set så mange glade Eurovision-mænd samlet et sted. Europas glimmerfest med konfettikanoner, fyrværkeri og spraglede dansetrin er så overdrevet og så lidt konventionelt mandigt, men alligevel står de hoppende og skriger op som piger til en One Direction koncert og jeg elsker det. Lige her midt i det hele er der er frirum, hvor de med god samvittighed kan glemme alt om, hvad en “rigtig mand” er og i stedet feste til de er ved at blive kvalt i guldkonfetti. Værterne stod også i pallietjakker og lidt for anstrengte smil, men der er ingen regler. Eurovision er alles afbræk fra krig, politik og diverse debatter, for i Eurovision-ugen skal vi udelukkende spørge: “hvorfor står der en mand med en hestemaske på en stige?” eller “har de virkelige valgt at blande jodling og rap ?” og vi kommer aldrig til at kende svarene på det. Eurovison er en af de ting, som virkelig kan få mig til at grine, fordi det er så skørt og nogle af sangene ved man ikke engang, hvad de synger op, fordi det er på originalsprog og ingen har lige haft lyst til at give et recap, fordi ingen ved det. Kommentatorerne har opgivet på forhånd, så en oversættelse er overflødig, fordi sangen sikkert ikke handler om noget, som er så vigtigt at oversætte.

Jeg elsker, at der står så mange glade mennesker i publikum og at det især var mændene der giver den gas. Selv mange af de mænd som står på scenen har ikke så travlt med at se smarte ud, fordi de fleste af dem valgte også lige at embrace blonder, palietter eller noget helt tredje. Det er da lidt vidunderligt. Konventionerne får lige lov til at blive derhjemme i aftenens anledning. Om de så går hjem bagefter og skal se fodbold og opgradere showergelen til “energise-ultrasport-manly-man”, det er jo ikke til at sige, og ellers kan de være, at de har så travlt med at være “rigtige mænd” hele året, så de netop kan gå all in til Eurovision? Uanset hvad, så er der plads til alle – der er de mænd som Robin og Co. der har travlt med at se labre ud og det lykkedes jo. Altså det er jo også en aften for eyecandy til damerne og hvorfor dog brokke sig over det? Så er der de mænd som er åhh så følsomme og skrøbelige, dem der er så damn charmerende (red. Østrigs Nathan Trent) og dem som udlever en skør fantasi om at være et cool rockband eller at være stjerne i en musical. Det er da kun til at blive glad af. Der er plads til diversitet og det var årets tema også, hvor man så godt kan undre sig lidt over, at de har valgt tre hvide mænd, hvor den største diversitet var jakkesættet, men “douze points” for at forsøge og “nil points” for udførelsen. Jeg ved, at der er mange mennesker, som hader Eurovision eller ikke kan se pointen i det, men det er den ultimative eskapisme. Vi kan bruge aftenen på at se de skøre europæere (og australiere, hvem bliver de næste?) og vi kan grine, blive rørt og meget forvirrede, men det trænger man bare til den ene gang om året. Og hvad så om sangene ikke er lyrisk fantastiske eller at de jodler, det skal jo bare tages for, hvad det er.

Det er noget, som gør de fleste mennesker glade og man kan se, hvor meget hygge det show indeholder. Der bliver varmet op til det, familier holder en fest og måske sidder nogen derhjemme i deres egen spraglede kjole eller jakkesæt? Det er da selvfølgelig ikke helt ligemeget med vinderen, men så omvendt, er det ikke lidt? Er det ikke lidt vigtigere, at vi havde en sjov aften og at man har noget at tale om efterfølgende? Eurovision er uden tvivl showet hvor kvantitet trumfer kvalitet, men lad os nu bare have en aften, hvor det ikke altid handler om at præstere eller yde det bedste, men bare at have det sjovt med en middelmådig sang pakket ind i alle tænkelige showeffekts. Lad os nu være helt ærlige, vi kan jo alligevel ikke huske landet eller sangen, men vi kan godt huske manden i abekostumet, som dansede en underlig dans, backupsangerinderne som sang ned i en brudebuket og kastede den ud til publikum til sidst, hvor jeg virkelig håbede, at de havde fjernet mikrofonen inden. Vi husker også for nogle år tilbage, at der var en mand i et hamsterhjul og de polske kvinder, som havde mere travlt med at “kværne smør” (yeah right) end at synge godt.

Så jeg er i den grad fortaler for Eurovision, det giver os en mulighed for at bekæmpe hinanden med effekter og overgå hinanden i, hvem der kan synge mest falsk og have det mest spraglede tøj på og det er bedre end så meget andet. Måske er det også bare, fordi jeg ikke rigtig er et konkurrencemenneske, men for mig handler det mere om at være med.

Jeg glæder mig allerede til næste år!

Hov og her er Sveriges performance fra finalen, det er bestemt et kig værd!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guestblogger: "Skizopiges Dagbog" om skønhedsidealer