My factor is... min følsomhed.

The journey through haircolours…

Først og fremmest, så tusind tak for den skønne respons for mit tidligere indlæg om #Myfactor (indlæg her, til dem som ikke har kigget det igennem endnu). Det gjorde mig virkelig rørt og samtidig så har det også givet blod på tanden til at forsætte med at kaste endnu mere personlighed ind i mit blog-projekt.

Så får at følge lidt op på sidste indlæg, så var makeup ikke det eneste, som jeg har skjult mig bagved. En lang periode i mit liv var det min hårfarve, som var den ting, som fik mig til at skille mig lidt ud fra de andre. Jeg er så typisk skandinavisk i håret – leverpostejsfarvet og enormt tyndt. Det har altid irriteret mig noget så grusomt, at det bare var leverpostejsfarvet og ikke blondt eller smukt som de andre pigers. Jeg startede med lyse reflekser og så rigtig fin ud til min konfirmation, men kort tid efter den dag, så begyndte rejsen gennem de mange hårfarver. Jeg har altid, altid, altid fået farvet hår hos frisør, fordi jeg ikke tør andet og fordi jeg sikrer mig det bedste resultat og ikke mindst en konsultation. Og til trods for de mange farver, så har det altid været planlagt ned til mindste detalje. Det så måske vildt ud med lilla hår, men selv det var gennemtænkt og planlagt – præcis som med alt andet jeg har gjort i mit liv. Jeg er ikke spor spontan og da jeg blev tilbudt rollen som hårmodel, måtte jeg også takke nej, fordi jeg ikke ville gøre hvad som helst.

Jeg er selv blevet lidt i tvivl om rækkefølgen af farver, men jeg tror det var som følgende:
Leverpostej – reflekser – afbleget (og alt for kort) – mørkebrunt/sort – mørkebrunt med diverse striber af orange, rød, pink osv. – rødt – lilla – pink/lilla-ish – lysebrunt med lyse striber – “naturligt” blond – mørkebrunt – blond. 

Det blev hurtigt en del af min identitet og en måde at udtrykke mig selv på. Jeg havde en oprørsperiode omkring 7-9. klasse, hvor jeg virkelig ville træde ud af rollen som “den søde pige”. Jeg følte mig som den nørdede og kedelige pige og min familie sagde altid “næh, hvor er du sød”. Det skar mig ind i nerverne, fordi jeg ville bryde med den og samtidig ville jeg også vise alle, at bare fordi man er en “nørd” og følger med i skolen, så behøver man ikke nødvendigvis at være en wallflower. Jeg tog et drastigt valg om et stilskifte og så var håret en af de bedste måder at fremhæve det på. Jeg bliver lidt træt, når jeg ser billeder af mig med alt det her forskellige hår, men det var en del af mig og det var en del af at finde min identitet. Jeg holder mig til det blonde og har været blond i omkring to år nu. Det er med til at gøre mig lidt Marilyn Monroe-agtig og det elsker jeg ved det og så føler jeg mig bedst tilpas som lyshåret. Det tog mig lang tid at skifte til en mere “normal” farve, fordi jeg var bange for om folk så ville kunne huske mig. For mig var det det, som gjorde, at folk vidste hvem jeg var og at jeg var noget særligt. Jeg vekslede meget frem og tilbage om, hvorvidt jeg skulle gå fra det pink/lilla-ish og til lysebrunt, fordi jeg turde ikke rigtig. Jeg troede, at det ville gøre mig kedelig og normal. De to ting som jeg altid har forsøgt at skille mig ud fra, men som jeg nogle gange ville ønske at jeg var. Men min stil havde virkelig ændret sig over gymnasietiden og det var på tide at lade det mere naturlige look komme tilbage.

Jeg fandt også hurtigt ud af, at det hverken gjorde mig kedelig eller normal. Jeg var stadig mig og jeg følte mig rigtig godt tilpas i det mere almindelige. Det var ikke håret som havde gjort indtryk på folk, det var mig. Gennem de utallige hårskift, så kunne folk godt huske mig og det var for andet end skøre hårfarver og underligt hårpynt.

Min onkel driller mig stadig ved at pege på nogle af de tidligere, indrammede billeder i min mormors hus, men jeg griner altid lidt af det. Jeg synes, at mit look er mere skarpt nu, men jeg ville ikke gøre hele den proces om. Fordi måske er det “bare” hår og måske virkelig det underligt, at det kan betyde så meget, men det gjorde det for mig og det var en medvirkende faktor til, at jeg fandt det, som jeg gerne ville. I dag har man jo unicorn-hair og what not, men jeg kan læne mig tilbage og tænke “ahh, den proces har jeg allerede klaret.”

 

En lille timeline over de mange hårfarver. Jeg har desværre ikke billeder af det hele og dengang mit hår ved en fejl blev farvet trafikkegle-orange og i en page, ja det billede er brændt, fordi jeg ikke kunne se det sjove i det dengang, men gud, hvor var det grimt og det blev farvet om med det samme!

Der er billeder tilbage til 2010, så en rejse på hele syv år og der mangler mange billeder gennem årene, men her er dem, som jeg har gemt og jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har set min egen hårfarve, måske 10 år siden?

Men hurra for diversitet, at turde kaste sig ud i ting og se tilbage på det med kærlighed!

 

Current hair, 2017

skaermbillede-2017-04-29-13-24-11

Mørkebrunt, 2014

2014-12-07-14-17-22

Pink/lilla-ish, 2013

2013-04-19-22-29-47

Rødt, 2012 – og en meget fuld udgave, gymnasiefest sidst på aftenen og ingen volumen at spotte i det her, åh gud, man ser altid så flot ud, når man tager afsted, men ender med at se lidt træt ud til sidst.

jkljl

Mørkebrunt med diverse farve, orange – 2012

dscn0322

Mørkebrunt med diverse farver, pink – 2011
9. klasses afskedsgalla.

sfs

Afbleget og meget kort, 2010

jljlk

 

1 kommentar

  • Lin

    Det var lidt af en hårrejse du har været. Stil at du turde. Kan super godt lide din nuværende blonde etape. For mig virker dit look nu som om du har fundet dig selv. Smuk.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

My factor is... min følsomhed.