Ootd: Vintage Burberry and the red 50s dress...

Interview: Elegante ejerinde af Datid Vintage, Lotte Ahlmann..

15740956_329529987446171_4333924999975248638_n

Lotte Ahlmann, lånt fra Datid Vintages facebook.

 

Noget af det første jeg møder hos Datid Vintage er ordene “Fordi du er unik”. En butik og en ejerinde som har sat fokus på kvinders diversitet og som hylder at vi alle er unikke mennesker. Butikken er lokaliseret i Klaregade i Odense og selvom, at dagen har været regnfuld, så lyser butiksvinduerne op med vidunderlige vintage-kreationer.

 

Lotte Ahlmann er den elegante ejerinde af Datid Vintage og åbnede for godt og vel et halvt år siden. Efter at have boet i udlandet og været hjemmegående hustru og moder, så var det tid til at vende tilbage til Danmark og der var noget som bare var “just not right.” Livet havde bestemt ikke været forkert, men der var noget, som ikke føltes rigtigt. Der skulle ske noget nyt og med en forkærlighed for vintagekjoler og en voksende personlig kollektion, hvor flere af dem ikke længere passede Lottes egen krop, så opstod ideen til en forretning. De skulle ikke bare hænge og der var et stort ønske om at bringe glæden fra tøjet videre. Lotte ønskede ikke at arbejde i sit tidligere erhverv som produktionslærer og det var heller ikke et nyt studie som hev i hende. Livet havde været på pause længe og nu skulle der ske noget helt nyt.

“Vi lever i en tid i dag, hvor man forsøger at få kroppen til at passe til det tøj, som hænger i butikkerne, men i gamle dage var det tøjet som var tilpasset kroppen. Jeg ønsker at give mine kunder den følelse af glæde og at hjælpe dem til at “springe ud” i deres kvindelighed.” Det var en af tankerne bag at åbne Datid Vintage og indenfor bugner der af kjoler, skjorter og nederdele til enhver smag. For det handler meget om at finde lige dét stykke tøj som passer til ens krop og ikke forsøge at passe ind i et masseproduceret ideal. “Vi har så travlt med at gøre gode og dårlige ting ved vores kroppe, så de passer ind i de satte størrelser som hænger på bøjlerne i alle forretninger.”

Lotte mener ikke, at man skal forsøge at lave sig om på nogen måde, men i stedet finde det tøj, æra eller stil som gør en glad. Det sker alt for tit, at man går ud fra prøverummet i butikker som H&M og er ked af, at størrelsen ikke passede, om den overhovedet var der, eller at man ikke passer ind stilmæssigt i de trends som er i dagligdagen. Her skal man stoppe op og finde den stil, som giver en glæde.

Lotte har sat sin kærlighed på kjoler fra 1940-1970 og baggrunden for det handler både om, at hun har haft sin mormor som inspiration. En stærk kvinde, som mistede sin mand, men opdragede børnene alene og stadig var indhyllet i kvindelighed og smukke kjoler. “Jeg ser hende nogle gange for mig, når jeg ser et særligt snit, mønster eller stil.”

Den anden grund til at det lige er den periode er også, at Lotte selv er vokset op i 80’ernes nylon, pangfarver og tracksuits, så når hun sad og så de gamle danske film, så drømte hun sig væk til at danse rundt i en kjole fra 50’erne med strutskørt. Fascinationen af tiden handler om at der var en sårbarhed og kvindens bløde sider kom frem i det tøj, som hun tog på, men man var alligevel ikke i tvivl om, at der fandtes en stærk og determineret kvinder under. Der var mere plads til at være feminin og tøjet afspejlede i den grad mere end tid, hvor kvinder var kvinder med stort K.

Inspirationer som Jackie Kennedy og Helle Virkner har også haft indflydelse på drømmen om vintagemode og at udtrykke kvindeligheden gennem tøjet.

Tøjet bliver hovedsagligt doneret af kvinder, som ikke længere ønsker at have deres kjoler liggende og samle støv, og for Lotte er det vigtigt at tage sig tid til at høre historierne. I butikken hang der en pels-bolero, som altid havde været pakket med på rejser og blev brugt til enhver lejlighed. Det var en af de ting, som altid skulle med – uanset hvad. Kjoler og ting findes også rundt omkring i Europa og her udvælges der nøje. For selvom at det hovedsagligt er 1940-1970, så er der også plads til at bryde de rammer og lade sig forelske i ting fra andre tidsaldre.

Det er utroligt inspirerende at opleve stærke kvinder som Lotte. Hun har valgt at kaste sig hovedkulds ud i et projekt, som har betydning for hende på flere planer. Der ligger en historie bag og et mål for fremtiden. Det er også fantastisk at opleve, hvor meget hun brænder for at udbrede budskabet om, at det er okay at være unik og at man skal være tro mod sig selv. Man skal mærke efter og finde den inderlighed og personlige stil i stedet for at forsøge at passe ind. Vi har så travlt med os selv og derfor er det vidunderligt at møde mennesker, som ønsker at gøre noget for andre. Det er et vigtigt budskab og jeg mener også selv, at man skal stå ved sig selv. Man skal ikke gå på kompromis og jeg mener især, at man kan lære noget af, at tøj var lavet efter kvindernes facon og ikke omvendt. Det kunne vi virkelig godt bruge mere af.

Så ønsker man at finde vintagetøj i god kvalitet og med en hyggelig atmosfære, så skal man besøge Lotte i Datid Vintage og har man ikke mulighed for at runde den fysiske butik, så kan man også købe online.

Den ligger på adressen her:

Klaregade 27
5000 Odense C

Website: www.datid-vintage.dk 
Facebook: Datid Vintage
Instagram: Datid Vintage

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ootd: Vintage Burberry and the red 50s dress...