A new place to be...

#Ærligtalt – Et nej betyder åbenbart ikke nej?

blair-walfdorf-gossi-girl34428

Vi har alle set det i både film og serier eller læst om det i bøger. Vi har endda alle sammen vores yndlingspar. Mine yndlingspar må være Blair Waldorf og Chuck Bass, Noora og William og måske endda også Christian Grey og Anastasia Steele.

Det er alle par, hvor pigen i begyndelsen slet ikke var interesseret eller måske endda afskyede sin suitor. Det var ikke kærlighed ved første blik og det var afvisning på afvisning. Måske har der luret en lille interesse under overfladen, men hovedsageligt har den kvindelige part ikke udvist nogen form for interesse. Afvisningen starter en katten-efter-musen jagt og til trods for yderligere afvisninger og meget eksplicitte udtryk af ordet “nej”, så giver manden ikke efter. Nej’et bliver aldrig taget seriøst og det ender altid ud med, at manden får, hvad han vil. Chuck får sin Blair, William sin Noora og Mr. Grey sin Miss Steele. Og hvorfor så egentligt det? Hvad er det ved den chase, der går at det bruges igen og igen, og hvorfor er det, at vi opsluges af det? Jeg tog mig selv i at hade de mænd i begyndelsen, men selv jeg som seer bliver omvendt. Jovist ændrede Chuck sig løbende, men hvorfor skal den store kærlighed altid være en voldsom rutsjebane af følelser og sure miner. Ja, det ville da være kedeligt, at se et normalt, stabilt par, som kun skændes om opvasken i ny og næ, men hvad er der nu i vejen med det? Hvorfor skal det gøres til noget kedeligt eller ikke noget man stræber efter? Man snakker altid om at man skal være passioneret og både skal kaste den dyre Royal Copenhagen tallerken gennem lokalet (Thank god for brudgaranti) og efterfølgende have vild forsoningssex.

Det er tit det, som vi falder for i film og bøger, men det er jo ikke den rigtige forventning at have? Det er måske fantastisk at se på, men det er nok de færreste, som har lyst til at have sådan et forhold i virkeligheden. Det er da ikke meningen, at man skal komme helt derud, hvor porcelænsskabet bliver tømt gang på gang. Det er vigtigt at kunne diskutere og være uenig engang imellem, men er det virkelig de store romancer, som man bør have som forbilleder?

Det “nej” som piger lærer så tidligt at sige og bruge bliver negligeret gennem den romantisering som sker i filmene. Vi piger lærer at tilpasse os nogle sociale normer, så vi kan passe på os selv, men hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal det “nej” ikke accepteres, når det pludesligt er på film og tv. Det “nej” er næsten det vigtigste af alle, da det bliver normaliseret at mændene ikke skal tage det seriøst, for filmener viser, at hvis man forsætter længe nok, så bliver det til sidst til et ja. Er det den moderne udgave af stockholm-syndromet? Selv Disney-filmene som vi viser til børn fra en ung alder. Det er et dybt forkert budskab at sende. Jeg siger ikke, at man som mand ikke må forsøge at få en date med drømmepigen, men hvis afslaget er klart, så er den ikke længere. Mænd bliver fremstillet som nogle manipulerende forfører og vi piger giver efter på et eller andet tidspunkt. Livet er ikke en film og vi er ikke nogen som skal reddes eller hvor vores eneste formål er at få drømmefyren eller skabe en familie. Vi er langt mere end det og selv hvis formålet er familie, karriere eller noget helt tredje, så er der ikke noget forkert i det.

Jeg skal ikke være så selvretfærdigende, da jeg jo også bliver draget ind af jagten og at man ønsker en mand, som vil kæmpe for en, men jeg mener stadig, at linjerne mellem romantik og stalking hurtigt bliver slørrede. Jeg siger bare, at det faktisk er dybt forstyrrende at vi anser det for at være så romantisk, som vi gør. Det er som om at fornuften forsvinder ud og selvfølgelig skal man heller ikke tro på alt, som sker i film. Det er trods alt fiktivt – det meste af tiden da.

Jeg undres over denne fascination af katten-efter-musen, men jeg selv er jo så præget, at jeg egentligt ikke opdager det forkerte i det før efter.

   

Ingen kommentarer endnu

Du skal være mere end velkommen til at smide en hilsen, skrive en kommentar til indlægget eller give dit besyv med.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

A new place to be...