Personal

#Metoo

19. oktober 2017

Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt at jeg skulle dele min historie. Det er ikke noget, som ret mange ved og jeg er ikke så god til at tale om det. Jeg vil heller ikke give jer alle detaljerne, fordi det er jeg simpelthen for privat til. Alligevel vil jeg gerne sætte fokus på kampagnen om #metoo, som handler om at vise, hvor mange der rent faktisk er blevet udsat for seksuelle overgreb, chikane eller på anden måde fået overtrådt deres grænser seksuelt. Jeg synes også, at det er vigtigt at vi sætter fokus på, at det findes i mange forskellige udgaver og at mange ting kan føles som en krænkelse. Jeg er dog også enig i, at det kan være svært at sidestille at blive taget på i byen vs. en voldtægt. Det er forskellige grader af krænkelse. Nogle føler sig måske ikke krænket af en hånd på bagdelen i byen og andre gør. Seksuelle overgreb og krænkelse sker desværre hele tiden i alle mulige forskellige variationer, grader og på forskellige mennesker. Det handler bare ikke om offerets tøj, opførsel eller noget som helst andet.

Jeg har i mange år haft et forskruet forhold til min krop. Jeg har haft svært ved at kende mine egne grænser og hvornår jeg ikke syntes, at noget var rart længere. Jeg har derfor gang på gang overtrådt mine egne grænser og først bagefter siddet med et hul i maven, fordi at jeg burde have sagt fra. Jeg har også prøvet at sige nej, men i frygt for at blive forladt, så har jeg skiftet mening modvilligt. Jeg er blevet truet med ultimatum af at blive forladt eller gøre som der blev sagt. Jeg har været så bange. Så skræmt for ikke at være god nok eller leve op til den andens forventninger, at jeg har trodset min egen krop og mening. Jeg er ikke blevet voldtaget, men jeg føler, at jeg har “solgt” min krop og retten til et nej, fordi jeg ikke har følt mig tryg og fordi, at jeg var skrækslagen for ikke at blive elsket. Det har gjort, at jeg fik et hadefuldt forhold til min krop og mit indre. Det har gjort, at jeg ikke har vidst, hvornår det var mig, som havde lyst til noget og hvornår at det var pligtfølelse og en nødvendighed for at kunne blive ved med at blive holdt af. Jeg har stadig den dag i dag et forskruet forhold til seksualitet og hvad det vil sige at være intim med et andet menneske. Jeg er måske moden på mange områder, men min seksualitet halter efter og jeg er genert, berøringsangst og fralægger hurtigt mig selv og mine behov for at gøre den anden part glad. Jeg afholder mig lige nu fra at være intim med et andet menneske og jeg er ikke til one night stands, fordi jeg ikke kan finde ud af det. Jeg bliver tit misforstået, da mange tror, at jeg er frigid. Det er jeg ikke, men jeg har ikke meget erfaring for, hvad god sex og intimitet er. Jeg ved ikke, hvorfor at folk gør det og hvorfor at det er en god ting? Jeg har kun oplevet det smertefuldt – fysisk og psykisk. Jeg har kun oplevet, hvor jeg lukkede mig inde i mig selv.

Det her sker for mange. Det sker faktisk ret tit for nogen, hvor den som krænker er tæt på en. Jeg har betroet mig til få personer og fordi jeg ikke har lært mine egne grænser og ikke har haft muligheden for at sige nej, så har jeg gang på gang fået overskredet grænser. Jeg tror, at der er mange, som ikke tænker, at det kan være en partner eller lignende, som kan krænke, fordi man har jo selv sagt ja og det er en del af at være sammen. Det er det nødvendigvis ikke. Det skal jo være rart for begge parter. Jeg tror på, at når jeg får arbejdet lidt mere med denne her side af alting, så kan jeg åbne mig selv lidt mere op igen. Jeg tror på, at jeg nok skal opleve det, som så mange andre taler om. Jeg tror også på, at jeg nok skal blive mere moden og modig, men lige nu tager jeg det et skridt ad gangen. Jeg har haft perioder, hvor jeg spænder så meget op i underlivet af angst og “lad være med at røre mig” til trods for, at jeg bare har siddet i toget og at der ikke har været nogen tæt på. Jeg er begyndt at slappe mere af. Bare lidt mere. Jeg er så småt begyndt at løsne op og genfinde mig selv lidt mere. Det er svært, når man er kommet ud på et sidespor, men jeg har ikke lyst til at sælge mig selv. Jeg har heller ikke lyst til at blive nonne, så derfor øver jeg mig i at finde mig selv og mærke mig selv igen. Jeg har ikke lyst til at være en mands passive, fakende legetøj, men jeg vil gerne være en aktiv kvinde, som tør stå ved, at der også er en seksualitet inden i mig og at det ikke er skamfuldt. Det er nemlig helt okay.

 

Men ja, jeg kan godt sige #metoo. Jeg har oplevet lidt af hvert fra mænd i der tager på en i byen og til at blive frataget et valg, fordi jeg har været for bange til at sige mig imod. Jeg synes, at denne her kampagne er vigtig. Der ligger meget mere i min historie, men jeg har ikke lyst til at fortælle hver en lille detalje eller at udlægge nogen. Måske tør jeg åbne lidt mere op for det på et andet tidspunkt, men jeg havde brug for at uddybe lidt af min #metoo-historie, fordi måske giver det også nogle andre modet? Pas på jer selv. Jeg prøver hvertfald at passe bedre på og mærke mig selv igen. Det synes jeg ærlig talt, at jeg fortjener.

Fashion på SU

Fashion på SU: Black Boohoo-wants under 200 kr

17. oktober 2017

Efter at jeg er startet på mit nye arbejde, så har jeg måtte udvide min garderobe i den sorte retning. Vores “uniform” er nemlig præsentabelt, sort tøj. Jeg har det præsentable klaret, men jeg ejer ikke meget sort tøj, fordi jeg bare elsker farver. Jeg køber sjældent bare sorte t-shirts og ejer ikke ret meget basis-tøj generelt. Jeg havde også allerede besluttet mig for, at det ikke nødvendigvis bare skulle være jeans og t-shirt, bare fordi at det er arbejde og skulle være sort. Jeg har derfor fundet et par items, som jeg helt sikkert skal have i hjem, men må lige vente til næste måned. Den ene t-shirt med frills har jeg dog allerede en, som minder om fra H&M. Den købte jeg særligt til arbejde. Jeg synes, at sort kan være elegant, men jeg er bare bedst til at mixe det lidt om med pastel- eller pangfarver.

Nå, alle disse ting er under 200 kr og Boohoo.com har endda ekstra 20% på købet med koden “extra20”, så det er faktisk ret billigt, men mine sidste penge er afsat til transport, så fashion må lige komme i anden række, selvom at det ikke huer mig.

1 –  “Milley” Wide-Leg Trousers, 105 kr
Et par rigtig fine bukser, som jeg rent faktisk tror, at jeg ville kunne passe i taljen. De fås helt ned i en str. 32 og er af bomuld, så jeg tror godt, at de ville kunne passe både talje og bagdel. De to ting er noget at et palaver at få til at passe sammen. Min krop er ikke designet til at have bukser på. Dog er jeg blevet større fan af trousers, som sidder løst og som har wide legs, da det fremhæver min talje og facon, men udjævner ved at give mig lige ben. Jeg satser meget på, at de kommer til at blive mine.

2 – “Kasey” High-Waist Jeans, 175 kr
Jeg ved ikke nødvendigvis om jeg vil have de her. Dog elsker jeg high-waist og så er der faktisk små perler/jewels påsyet, hvilket er ret fint. Jeg elsker trenden med perler på jeans i år og jeg ville nok vælge dem i en lys denim i stedet. Jeg overvejer bare at bedazzle et par af mine egne jeans i stedet. Men det kræver tålmodighed og masser af tid.

3 – “Libby” Pearl-detail Jumper, 126 kr
Der var perler på! Den er så fin og da den kun fås i medium og large, så bliver den automatisk oversize til mig. Jeg synes bare, at perledetaljen giver det hele et lille pift, så det er ikke “bare” er en sort strik. Jeg elsker nemlig at have strik på om efteråret, men vælger tit de lyse farver, fordi det lysner alting lidt op i mørket.

4 – “Lacey” Frill T-shirt, 126 kr
Denne her har jeg allerede en af. Jeg er bare ikke så god til basisting, så mine “basis” t-shirts ender tit med at blive noget lignende. Den er nemlig rigtig fin og praktisk, fordi det er en t-shirt, som bare er piftet lidt op. I øvrigt er vilde ærme-detajler jo meget populært i år og frills ligeså, så denne her er meget fashionabel og simpel. Perfekt til hverdag.

5 – “Tanya” Turtleneck, 99 kr
Jeg elsker en god turtleneck. Det kan se så fint og feminint ud, hvis man finder den rette. Jeg er ikke så god til dem, som har en kæmpe krave og er i alt for tyk strik, men denne her er tilpas strik og halsen går kun lidt op. Det er ydermere en body, hvilket er praktisk, da den ikke kravler op, når man skal nå noget på øverste hylde. Den er bare lidt upraktisk, når man skal på toilettet, men sådan er det med bodies og buksedragter…

 

Hvad er jeres fall-favourit?

#ærligtalt

Om at have et mål og finde en retning

15. oktober 2017

 

Jeg har jo allerede været inde på det her emne lidt. Jeg fik bare en strøtanke, da jeg var ved at falde i søvn i går. Jeg måtte lige fiske min telefon frem og skrive ideen ned. Det kommer nok lidt af, at jeg har snakket med flere omkring uddannelse og hvordan der er mange unge mennesker, som er stresset over, hvad de skal med deres liv og hvordan de skal komme derhen. Jeg er ingen ekspert, men jeg ville gerne sætte lidt ord på det.

Jeg har altid haft en klart mål. Siden 7. klasse har jeg gerne ville være journalist. Hele mit liv har siden da handlet om karakterer, at klare sig godt og få en god uddannelse, så jeg kunne blive en dygtig journalist. Jeg har også meget hurtigt vidst, at det ikke skulle være nyheder eller noget i den retning. Jeg ville gerne arbejde med mode og det forvirrede mine muligheder for den “rette vej”, da der jo ikke er nogen mode-journalist uddannelse i Danmark og jeg ville jo ikke selv designe, fordi jeg kan kun sy en knap i, hvis jeg absolut skal. Jeg har hele tiden vidst, at det var det jeg ville. Der var ingen tvivl, men jeg har godt nok været forvirret indimellem. Jeg tog jo til London i mit sabbatår, som aldrig blev et helt godt sabbatår, men der gik jeg fra at tænke Aarhus Journalist Højskole til journalistik på Syddansk. Jeg sad dog og kiggede lidt på fagene og der var ikke noget i mig, som var helt vild omkring noget af det. Jeg søgte ind på det som første prioritet, litteratur som anden og dansk som tredje. Den sidste var bare en nødløsning, fordi jeg skulle i gang med noget. Jeg kom aldrig til optagelsesprøve, men det var nu okay. Jeg var lidt trist, men så en måned efter var jeg optaget på litteratur. Jeg var glad, men ikke sådan hænder over hovedet jubii. Det føltes mere rigtigt, men alligevel havde jeg lidt svært ved at se, hvordan jeg skulle bruge det til noget i modeverdenen. Nu har jeg kæmpet igennem to år på uni, da jeg så frem til skrivekunst her på femte semester. To år, hvor jeg har været ved at brække mig over Foucoult, videnskabsteorier og træls rullekrave forfattere og teoretikere, som ikke kan finde ud af at sige noget uden at bruge ti metaforer og allitteration for ultimativ forvirring. Jeg har bare siddet med en konstant “nåh jah”-følelse, men har ikke rigtig kunne vurdere, hvad jeg så skulle. Det har ikke bare været ét fag, som var lidt trist, men faktisk langt de fleste.

Jeg havde en samtale med en i min familie, hvor at hun sagde til mig “i det mindste ved du, hvad du vil med dit liv og du er på vej”. Hvilket jo var rigtigt nok, men hvad betyder at være på vej, når man er ved at køre død i det? Jeg ved ikke, hvad den rette vej for mig er. Jeg har et mål om at gå på gangene hos Elle, In, Costume eller måske endda ChriChri, men det er jo ikke nok? Der skal jo kæmpes vej derhen og man ved jo ikke, hvornår, hvordan og hvorfor der pludselig kommer hul igennem til den del af det hele. Jeg har jo besluttet mig for at droppe ud på uni, da jeg slet ikke kan komme igennem det sidste år. Jeg har brug for en pause, hvor jeg bare kan hygge mig lidt. Jeg har aldrig bare hygget mig, fordi alt har været gjort fordi det så godt ud på CV’et eller ville hjælpe mig frem i verdenen. Jeg har virkelig knoklet mig selv ned og altid fulgt reglerne lettere hektisk, fordi jeg “burde” og “skulle”. Nu har jeg tilmeldt mig et makeup- og hårkursus i november. Min opsparing går alt sammen til det og jeg har fået et arbejde i en lille butik på deltid. Det skete på så kort tid og jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg er færdig på kurset i februar. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg allerede havde fået et job med styling, hår og makeup til Copenhagen Fashion Week eller noget, men det ved jeg ikke endnu?

Jeg har hvertfald tænkt mig at blive makeupartist i stedet og det kom som et lyn fra en klar himmel. Dem der følger med har jo nok lagt mærke til de små videoer og at jeg er på youtube i ny og næ. Det er kommet lidt efter, at jeg gerne vil hygge mig på makeupkurset. Jeg glæder mig så meget til at starte i slutningen af november og bare gøre noget, som jeg synes er sjovt. Det har jeg vitterligt aldrig gjort og jeg synes at jeg fortjener en pause. Makeup har altid bare været en hobby og noget som jeg har gjort for mig selv, men jeg har aldrig tænkt, at jeg måske kunne bruge det, som en måde at komme videre på. Og måske ikke? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg for én gangs skyld er i gang med at gøre noget, som jeg faktisk har lyst til og noget som siger mig noget. Det kribler helt i kroppen for at komme i gang og det bliver svært, fordi jeg ikke har prøvet at lægge makeup på andre før, men det skal jeg jo lære. Så jeg er faktisk pisse stolt af mig selv og at jeg følger en passion. Måske bliver det til noget mere end bare hygge og måske ender jeg tilbage på uni og færdiggør min uddannelse, men lige nu skal jeg bare have det rart. Jeg havde først dag på jobbet i går og nøj, hvor har jeg savnet at være aktiv og snakke med kunder. Nu har jeg været passiv bag et bord og en stak af bøger så længe. Jeg kan mærke, at det rent faktisk giver mig energi at stå der. Der var travlt og jeg var forvirret, fordi det var min første dag. Der er mange parfumer at holde styr på og et kassesystem, som jeg skal ind i, men jeg var træt og glad, da jeg tog hjem om aftenen. Jeg er bare glad for, at jeg kan hjælpe, vejlede, snakke og hygge omkring andre mennesker igen. Jeg er ikke længere passiv i mit eget liv. Så måske er jeg på vej mod mit mål, måske har jeg ramt den “rette vej”? Jeg aner det ikke, alt jeg ved lige nu er, at jeg er spændt, glad og stadig lidt bange for at have smidt alle mine tidligere planer ud af vinduet, men hold nu op, hvor føles det rigtigt.

Jeg ved ikke om der findes en rigtig eller forkert vej, men det kan godt nok være svært ved at se lyset indimellem, men jeg er kun 22 år og jeg har tid til at finde mig selv og min, personlige vej gennem det hele. Det hele lykkedes sikkert på den ene eller den anden måde. Who knows?

Tiny Moments

Bianco Event: #womenneedmore, introversion & nye kollektioner

13. oktober 2017

 

Sko fra SS18-kollektionen og jeg kan love for at jeg glæder mig til at de er i butikkerne næste forår. Et styks med i sort med insekter og et styks gul til mig, tak!

/Reklame/ Bianco Footwear

Jeg sidder med blikket vendt mod mine goodies fra Bianco Blogger eventet og ved siden af mig har jeg en øl stående. Jeg kan ikke huske, hvornår at jeg sidst har drukket en kold øl, men trangen kom pludselig til det. Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg reelt set har haft det til eventet. Det var jo meget hyggeligt og alligevel er det ikke sådan en ”jubii”-følelse, men det behøver det vel ikke at være? Jeg kendte ingen af de andre og jeg har været til events før, hvor at folk kom alene, så på den måde networker man lidt anderledes, fordi alle prøver at finde en at snakke med. Det var nok det samme, som jeg regnede med i denne omgang, men sådan var det ikke. Jeg tror, at jeg var den eneste nye pige der og det var lidt akavet for mit vedkommende. Jeg sagde hej til de søde Bianco-piger, som bød mig velkommen og forsøgte at søge igennem rummet for andre, som udstrålede forvirring, men det fandt jeg ikke. Jeg fandt derimod gripper af piger, som chit-chattede og allerede havde næret stort kendskab til hinanden, så de vidste i den grad, hvem hinanden var. Det er i øjeblikke som dette, at jeg kan mærke den introverte side af mig selv. Jeg har faktisk ikke så meget imod at være alene, men jeg kan ikke så godt lide den der ”ej, hvorfor snakker hun ikke med nogen?” som oftest dukker op, hvis man bare tutter rundt alene. Jeg aner ikke, hvad de har tænkt og ikke tænkt, men jeg når altid at overanalysere og overtænke det hele. I min desperation efter at det enten blev kickstartet eller at der måske ville dukke ét andet forvirret menneske op, så fandt jeg min telefon frem og sendte en sos til mine veninder. Den der klassiske, hvor man ligner at man skriver med nogen, så man ikke virker som en komplet idiot. Jep, den person var mig. Jeg sendte dog en reel besked, men jeg fik ikke svar så hurtigt, som jeg havde håbet på. Jeg er så pokkers introvert på så mange områder. Jeg er ikke typen, der bare stiller mig op midt i en gruppe og siger ”hej”, hvis de står og snakker. Til sidst var der en der råbte ”hej” til mig og jeg hørte det først anden gang, da jeg ikke havde været sikker på om det gjaldt mig eller om der var kommet endnu en pige til gruppen. Jeg kiggede op og smilede lettere konfust, da jeg stadig ikke var helt sikker på om det var mig.. Jeg er nemlig sådan en, som gerne vil snakke og være imødekommende. Jeg er bare ikke så god til at gøre det selv, fordi jeg ikke vil “forstyrre” de andre.

Jeg endte med at få en plads ved nogle rigtig søde piger og det var de jo alle sammen. Der var alligevel hele tiden en følelse af ikke rigtig at være med. For når andre kender hinanden så godt, så bliver man hurtigt interne og det tænker man ikke altid så meget over. Jeg har selv taget mig i det og jeg prøvede også at være lidt med. Jeg havde desperat håbet at mine pink bobler var fyldt med procenter, men måtte sande at det nok ikke var tilfældet. Jeg kunne have slået ihjel for et glas vin på det tidspunkt. Bare et lille glas til at løsne mig selv lidt op og blive lidt mere fri. Selve eventet gik i gang og det var så dejligt at høre om kampagnen fra Bianco og hvorfor at det hedder #womenneedmore, fordi det netop handlede om, at kvinder har brug for mere. Mere i løn, mere ligestilling og selvfølgelig også flere sko. Det er dog ikke så overfladisk som først antaget, da de lægger meget vægt på, at det er fordi kvinder generelt har brug for mere. Vi bruger flere penge på tøj, makeup, hår og accessories og derfor har vi generelt brug for flere ting. Derfor har vi jo netop også brug for ekstra løn, men også ekstra respekt i forhold til, hvad vi faktisk formår at gøre ud af os selv gennem udseende, karriere og så meget andet. Vi har brug for mere opmærksomhed på disse områder og brug for at andre tager kvinder mere seriøst. #Womenneedmore er en videreudvikling ad en tidligere kampagne, som handlede om equality. Jeg havde tidligere talt med min veninde om, at vi ikke helt forstod kampagnen og det måske virkede lidt overfladisk og den gamle ”ej, kvinder har bare brug for sko”-sang, men det var langt mere politisk og dybt end det. Det varmede mit hjerte og jeg kan love for at SS18 kollektionen er fin.

Det hele var godt i gang, der blev taget billeder fra alle sider og der var nærmest kø til at tage billeder af den lækre mad. Det hele var, som det skulle være. Jeg tuttede lidt rundt i baggrunden, hvor jeg kiggede på sko og har da udset mig et par stykker, som jeg gerne vil eje.. Jeg endte med at vinde en ekstra goodiebag, hvilket var ret fantastisk. Jeg kom da hvertfald hjem med Biancos egen goodiebag, produkter til håret og en meget underlig blomsterdekoration og nogle chokoladedadler.

Jeg løsnede da også mere op i løbet af aftenen, men jeg fik hele tiden sådan en følelse af, at jeg ikke rigtig passede ind og langt hen ad vejen er det jo MIN egen følelse. Der blev taget godt imod mig, men jeg ved ikke helt, hvad det var der gjorde, at jeg ikke altid bare kan være mig selv. Jeg elsker at tage til events og jeg elsker at gøre mig laber. Jeg elsker også at blogge og tage billeder, men alligevel er der et eller andet, hvor jeg bare tænker ”hvad laver jeg her?” Jeg har ikke så meget lyst til at tage billeder af dekoration, mad og alt muligt andet. Jeg har heller ikke et smart kamera eller noget. Jeg ved det det. Jeg ved ikke helt, hvad det er, som gør at jeg havde et lille stik indvendigt hele aftenen. Det var jo hyggeligt. Jeg blev taget godt imod. Jeg snakkede og de andre var søde til at tage fat i mig. Så det var jo rigtig godt. Det er ikke nemt med al den overtænkning.

Jeg gør selv nogle af de klassiske bloggerting og alligevel så bliver jeg så overvældet, når jeg står i et rum, hvor der nærmest er kø til at tage de bedste instabilleder af maden og hvor der squattes og laves andre vilde poses for at opnå den bedste vinkel. Jeg ender tit med at være den, som står i baggrunden og tager et billede af de andre. Det er slet ikke fordi, at der er noget i vejen med det og jeg har da klasket min mor over hånden, fordi hun ville drikke sin latte inden, at jeg havde taget et billede, så jeg er ikke hellig. Jeg elsker bare at kigge på det. Det er de events, hvor at det er okay at stå med telefonen fremme og snappe og alt muligt. Jeg tænker også hver gang, at nu skal jeg huske at få et billede af det eller noget andet, men ender tit med at komme hjem uden, fordi alle de andre gjorde det. Jeg er ikke så god til det der, som alle andre gør. Altså jeg er igen ikke hellig, da jeg selv sidder og klipper små makeupvideoer nu og gør mange ting som andre. Jeg har altid haft sådan en lyst til at gøre tingene på min egen måde, så derfor skulle det her indlæg også handle om Bianco-eventet, men på min måde. Jeg har ikke nogle billeder af maden eller ret meget andet faktisk. Til gengæld har jeg et indlæg, som emmer af Frk Mejer-ness, fordi at et fint event hos Bianco satte mange tanker i gang i forhold til kollektionen, mig selv og min måde at blogge på. Jeg elsker, at vi alle sammen gør noget forskelligt. Jeg elsker, at vi alle sammen falder for forskellige ting. Jeg elsker at dulle mig op, men jeg elsker også at komme hjem igen. Jeg elsker at være social, men gud hvor er det også skønt, når man bare kan tutte rundt derhjemme uden at tale med nogen. Jeg mødte nogle skønne mennesker, jeg oplevede et dejligt, politisk budskab, jeg vandt en præmie og jeg har fået mange sko på ønskelisten. Ikke dårligt, bestemt ikke dårligt.

#ærligtalt

Om at være bange for at fejle…

11. oktober 2017

 

Det ligger der ret ofte. Det er sådan en underliggende frygt, som jeg har helt inde i mit inderste. Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne stole lidt mere på mig selv og min mavefornemmelse. Jeg har taget nogle rigtige ærgerlige beslutninger, fordi jeg overhørte tvivlen inde i mig selv og selvom, at jeg har lært meget af de episoder, så er der stadig en frygt for at gøre noget forkert igen. Jeg er hunderæd for at fejle og alligevel ved jeg jo, at man bliver nødt til at satse indimellem. Nogle gange vinder man på det og andre gange ikke, men man finder jo ikke ud af det, hvis ikke at man tør give slip. Jeg er så dårlig til at give slip på kontrollen og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne kontrollere alting. Jeg ville gerne kunne kontrollere, hvornår jeg møder the one, hvornår min karriere for alvor skydes i gang og hvornår jeg får lejlighed osv. Ting, som man ikke kan planlægge fremadrettet. Ting som man nødvendigvis ikke kan påvirke rent tidsmæssigt.

Jeg er bange for at kaste mig ud i noget nyt også selvom, at det føles rigtigt nede i maven. Min mavefornemmelse siger, at jeg skal være modig og at jeg er på den rette vej, men mit hoved og min usikkerhed fylder også ret meget. Jeg har på den ene side svært ved at skelne og så alligevel ikke. Jeg har taget beslutninger, hvor jeg godt kunne mærke, at det ikke var helt rigtigt, men bare gjorde det alligevel. Det er en balancegang mellem at følge maven og hovedet. En balancegang som jeg har lidt svært ved at finde ud af. Jeg tvivler ret tit på mig selv og mine evner. Jeg er nogle gange ved at svømme over af selvtillid til mig selv og en tillid til, at alt nok skal blive, som jeg gerne vil have det og dagen efter kan jeg være helt i panik over, om jeg nu gør det rigtige. Jeg ville gerne blive bedre til at holde fast i det positive og de følelser, som sender mig ind i selvsikkerhed og glæde. Jeg kan nogle gange have så travlt med det praktiske og at få styr på alting, at jeg helt glemmer at være glad. Jeg skal blive bedre til at tage nogle chancer og så holde fast i glimmeret og det positive. Jeg skal blive bedre til at stole på min intuition og følge de, som føles rigtigt lige nu er og her. Det gælder mange ting og lige nu gælder det nok meget at give slip på uni. Jeg har fundet en anden vej og jeg glæder mig meget til at gå i en anden retning, men alligevel er der en lille del af mig, som holder fast i trygheden fra uni. Det har jo hele tiden været det “nemme valg”, fordi jeg altid har vidst, at det var det, som jeg skulle. Det er lidt den samme følelse, som når jeg har været i parforhold, som ikke var gode for nogle parter og alligevel holdte jeg fast, fordi der var en tryghed. Det kan godt være, at jeg ikke var specielt glad, men hvad ville der mon ske med mig, hvis ikke jeg var der? Begge gange hvor mine forhold er blevet opløst, har det været en lettelse og en frisk start. Det har været rart at give slip på den anden part og jeg tror også, at de har fået det bedre uden mig. Nogle gange er man bare så god til at holde fast i noget negativt eller bare den samme rille, fordi det er der trygheden ligger. Det ukendte er farligt, men man oplever jo ikke noget nyt, hvis man bliver det samme sted. Det er bare det nemme valg at trække på skuldrene eller tørre tårerne væk fra kinderne og så forsætte. Jeg har altid været så bange for at blive afvist eller ikke at være god nok. Det samme gælder med uni. Uni er mit seneste forhold, som jeg er ulykkelig i og jeg har besluttet mig for at give slip. Jeg giver slip på eksaminer, læsning og at sidde på min plads og ikke føle mig inspireret. Jeg giver slip på bachelor, planlægning og min læselyst, som jeg har mistet for noget tid siden. Jeg siger derimod ja tak til at være kreativ, have det sjovt og måske tager jeg en chance, som ikke bliver til mere, måske står jeg på uni igen en dag og måske ikke? Jeg ved det ikke lige nu, men jeg ved, at jeg trænger til at komme lidt væk fra bøger og lektier. Jeg har altid fulgt en plan og jeg har altid knoklet for gode karakterer og hele tiden at skulle præstere. Jeg har selvfølgelig også haft det sjovt i skolen og på uni, men det har altid handlet mere om noget, som jeg skulle eller burde gøre og så var jeg heldig, hvis jeg fik det sjovt med det. Jeg tager altid alting så alvorligt og lige nu vil jeg bare gerne ryste det lidt af mig.

Ja, jeg er pisse bange for at fejle. Det fylder da inde i mig, men hvis jeg lige tænker mig om, så føler jeg mig parat til at give slip på uni. Så kære SDU, jeg slår op. Det er ikke dig, det er mig. Jeg trænger til en luftforandring og måske finder vi sammen igen, hvis det skal være sådan og måske ikke? Nu sletter jeg hvertfald “litteraturstuderende” fra min bio i højre side.

Jeg vover pelsen og måske bliver det godt. Det tror jeg, at det gør. Det her er det første skridt i den rigtige retning for mit vedkommende. Min egen usikkerhed til side, så glæder jeg mig til et nyt kapitel udenfor uni.

 

Stjæl Stilen

OOTD: Fur, fire red and fab over-knees

10. oktober 2017

Nu fik i ikke et indlæg i går, da jeg simpelthen endte med at være så sent hjemme. Jeg kunne heller ikke lige nå at gøre noget inden, at jeg tog afsted. Jeg har været så dårlig til at få planlagt indlæg forud, fordi jeg bedst kan lide at skrive dem på dagen. Der er bare noget hyggeligere og mere nærværende over det. Men i får et tirsdagsoutfit i dag.

Jeg har lige akkurat fået købt den flotteste, røde turtleneck i PRAG på Nørrebrogade og den kostede kun 120 kr. Den skulle altså med mig hjem og jeg som skal spare penge, men helt ærligt? Og rød er jo så in lige nu, så jeg skal da være lidt med på moden. Jeg satte den sammen med et par korte shorts fra H&M og et par overknee-støvler, så det ikke blev alt for koldt på de nylonbeklædte ben. Jeg har så svært ved at vurdere vejret lige for tiden og jeg kan slet ikke vurdere, hvor koldt det er. Det ene øjeblik booter jeg op og så har jeg det for varmt. Det næste øjeblik tager jeg for lidt tøj på til det danske blæsevejr. Umuligt at finde hoved og hale i. Så jeg valgte at tage min fine pelsfrakke på, som er secondhand og købt i Skoskabet. Den er mange år gammel og jeg må indrømme, at jeg tit falder lidt i svime over pelsfrakker, men jeg de gange, hvor jeg har investeret i en, har de været secondhand. Ingen nye dyr bliver brugt og samtidig er det også godt for miljøet at genbruge tøj. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg en dag falder for en ægte pels, som er helt ny, men jeg synes alligevel, at man skal tænke over, hvad den er lavet af og hvor man køber dem fra. Der er mange vintageshops som PRAG, Golden Age, Trendsales og faktisk også Lauritz.com, som sælger fine frakker og jakker til en okay penge. Jeg ved, at den tidligere ejer blev meget glad for at sælge jakken til mig. Jeg passer meget fint på den og det er også hyggeligt, at den har en historie med sig. Lidt patina skader ikke.

Det hele blev afsluttet med min Kensington bag fra Kurt Geiger og mit fine ur i blåt fra ChrisCopenhagen, men der er, som altid, links i bunden af indlægget til alternativer og et par af mine egne ting.

Hele looket endte med at blive en hybrid mellem noget modern 60s, Noora og Rachel fra Friends. Jeg var nu meget tilfreds med det. Oog, og og! Har i lagt mærke til, at der ingen læbestift er??

     

Want the look? 
The Coat – Alternative // Alternative
The Turtleneck – Alternative // Alternative
The Shorts – Alternative // Alternative
The Boots – Mine //  Alternative
The Bag – Mine // Alternative 
The Watch – Mine // Alternative

 

Make-up and Items Videoer

Makeup video: Aura Dione Gatsby Look

8. oktober 2017

 

Looket er inspireret af Aura Diones fra Toppen af Poppen. Det er fra afsnittet, hvor de skulle fortolke Caroline Henderson sange og Aura sad der i den smukkeste Gatsbykjole og hår, men hendes makeup fangede mig helt vildt. Det var en sølvglimmer-liner og et par pink læber. Det var så simpelt og så alligevel så overdådigt. Jeg var fan og jeg besluttede mig derfor at forsøge at genskabe det. Det er ikke lige så fabelagtigt som Auras, men det kommer da pænt derop ad. Det er ydermere makeuppen fra Pink Lady-looket.

Jeg har lavet en video, hvor jeg fortæller lidt om, hvordan jeg har lavet det og hvordan man kan skabe det selv. Det er faktisk ret let og det er ret hyggeligt at lege med glimmer. Jeg har forsøgt at korte det så meget ned som overhovedet muligt. Derfor har jeg undladt at vise min foundationrutine, contour og brows.
Et lille tip er at vente med at lægge foundation og alt muligt til efter, at man har leget med glimmer, så man kan nå at fjerne nedfaldsglimmeret uden at starte helt forfra. Og i må altså lige se bort fra den kæmpe bums, som jeg har på hagen. Den kom fra det ene øjeblik til det andet….

Pssst…. Mine klippeskills er stadig ikke de bedste, men det går lidt bedre nu og jeg skal nok naile det inden, at jeg går på pension (håber jeg!)

What you’ll need:

  • Primerøjenskygge i egen hudtone
  • Sølv øjenskygge
  • Glitterprimer eller vippelim
  • Løsglimmer (Jeg brugte Fine Glitter Dust fra Barry M i sølv)
  • Mascara eller man kan gå all in på falske vipper
  • Pink læbestift (Min er “flamingo” fra Lime Crime)

Se hele videoen her og subscribe meget gerne på mit Youtubekanal.

Giv meget gerne feedback – både godt og knapt så godt. Jeg vil hjertens gerne høre det og jeg tager også gerne imod ideer til ting, som i gerne vil se. Møsser!